Anmeldelse

Først og fremmest spørger jeg mig selv, hvilket publikum henvender denne serie sig til? I hvert fald til en som kan lide og kender af countrymusik, og (måske) specifikt til en som kender Dolly Partons liv og levned og hendes musik.  Måske skal man have forståelse for og lidt kendskab til amerikansk kultur generelt. Måske skal man have en vis forståelse for, hvordan det har været og er i sydstaterne. Måske skal man selv være vokset op og have levet i gennem årtierne fra 1940erne og frem.

Lad os se, hvad der er kommet ud af en serie, hvor Dolly Parton fortæller om, det som rører hendes hjerte. 

Hver episode introducerer Dolly Parton selv. Hun fortæller kort om hvilken inspiration og baggrundshistorie, der er til en given sang. Den fungerer så igen som inspiration til den respektive episodes historie.  Det kan være noget fra hendes eget liv – noget hun kan lide, som en spændende og skæv western for eksempel. Vi ser også en bitte smule af Dollywood, nemlig Showstreet Palace Theatre. Her inviterer hun publikum ind i hendes verden. Lidt lige som Walt Disney og Alfred Hitchcock gjorde.

Hvor episode kan stå alene, og den kan ses uden at se den foregående eller den efterfølgende. De er alle særegne og specielt skrevet historier, hvor af en af hendes sange bliver brugt og passet ind. Dog, er der en historie som er inspireret af og bearbejdet ud fra teaterstykke, hvortil en af hendes sange passer ind i. I et par af episoderne spiller Dolly selv en af karakterne. Ellers hører vi blot hendes musik og sangstemme.

Den første historie hedder Jolene og er inspireret af sangen Jolene.  Dette er historien om Jolene, der er en spirende countrysangerinde med masse af livsglæde og mandetække. Dog er der en vis usikkerhed over Jolene. Det skal hun overkomme.

Den anden historie hedder Two doors down, og den er inspireret af sangen med samme navn.  Den handler om denne sydstatsfamilie. De skal holde et fancy bryllup. I al forvirring, kaos og glæde er der nogle hemmeligheder, der ikke længere kan skjules. De må ud af skabet, så alle kan leve som dem selv.

Den tredje historie er If I had wings. Det er inspireret af teaterstykket When the crow flies, og sangen If I had wings bliver brugt. Den handler om denne mand, som lever i skjul og har skiftet navn mange gange. Nu på sine ældre dage insisterer hans kæreste på, at han skal møde sin søn og to døtre.

Den fjerde historie er Cracker Jack, og sangen om hunden Cracker Jack er inspirationen. Her har vi en historie om fire veninder og deres indbyrdes relationer. De mødes, og deres liv forandrer sig, og grundet forskellige omstændigheder forbindes deres liv yderlige sammen.  

Den femte historie er inspireret af sangen Down from Dover. Historien med samme titel foregår i tresserne, og fortæller om den unge hvide præstedatter der forelsker sig i en afroamerikansk skolekammerat. De unge mennesker har deres nat, inden han skal sendes ud i Vietnamkrigen. Der opstår komplikationer og vanskelige tider.

Den sjette har titlen Sugar Hill og er inspireret af sangen Sugar Hill. Her møder vi et ægtepar der tager på en tur tilbage til deres hjemstavn. Oplevelsen bliver forløsende for alle parter. Der er dog et tvist.

Den syvende historie er en western. Den hedder J.J. Sneed og er inspireret af sangen med samme titel. Det er historien om den unge blonde Maddie Hawkins der møder den fængslende J.J. Sneed. Maddie må se og gennemtænke situationen. Ikke alt er, hvad det ser ud til at være.     

Den ottende historie hedder These old Bones, som er inspireret af sangen These Old Bones. Her opdager den unge advokat Genevieve, at der er mere mellem himmel og jord, end hvad øjet kan se. Hendes livsbane ændrer sig, da hun opdager sandheden, og hvem hun egentlig er.

Hver historie har et budskab – noget at sige – noget på hjertet. Det være sig af mere religiøs karakter så som at beholde troen.  Det kan handle om, hvor vigtige familierelationerne er. Hvor vigtigt det er at have solide venskaber. Det kan handle om at tro på sig selv, og turde være den du er. Vi ser stærke kvinder, svage mænd og omvendt. Der er sorg og glæde også videre.

Det er svært at sige noget om skuespillet. Det er gode præstationer og mindre gode præstationer. Dog vil jeg nævne Gerald McRaney som Tom i episoden If I had wings. Hans skuespil er solidt og med selvtillid. Kathleen Turner i These old Bones som Miss Mary Shaw skiller sig også ud. Hendes basstemme er perfekt til rollen. Holly Taylor som Delilah Covern i Down from Dover er også værd at nævne. Hun fungerer utrolig godt i rollen som præstedatteren. Jeg synes, hun får det ungdommelige og assertive frem på en fin måde. 

Man kan godt argumentere for at serien har et rodet indtryk, fordi seriens historier ikke har en sammenhæng som sådan. Dog kan man sige, sammenhængen skal findes i, at de alle har en Dolly Parton sang tilfælles. De som kender lidt mere indgående til Dolly Partons liv og historie, de vil måske kunne se en anden slags sammenhæng.  I samme åndedrag vil jeg påpege at nogle af episoderne er noget lange gerne en tin eller mere. Det forekommer i en serierække noget meget til tider.

Sangene bliver brugt forskelligt. Det fungerer helt OK i min optik. Dolly Partons rolle i første episode giver det hele et meget personligt præg. Det ser ud for mig til at være helt rigtigt. For eksempel er det også passende, at Dolly Parton i anden episode skal underholde med sang og musik til bryllupsfest. I andre episoder forstår man tydelig teksten af sangen og dens inspiration til den enkelte historie.

Nogle af historierne er bedre end andre. Hvis man vil se serien, er det op til den enkelte at bedømme.

Det ene øjeblik synes jeg det blev for amerikansk, sydstats-ish og for sukkersødt.  Andre øjeblikke blev jeg rørt. Der var både drama og hjertevarme.  

Derfor er denne serie meget svær at graduere. Men alt i alt var det OK. Jeg blev en smule klogere på, hvem Dolly Parton er. Jeg var underholdt med forskellige historier, som forgik i forskellige årtier. Jeg var underholdt med sang og musik. Et par steder blev jeg ganske rørt. Af den grund får den fire stjerner ud af seks mulige.