Menu Luk

» Dukkerne er flotte. Kostymerne er detaljerige, flotte og farverige

The Dark Crystal: Age of Resistance, Sæson 1 – Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust

Anmeldelse:

Denne serie bygger på originalen fra 1982 af Jim Henson og Frank Oz. Denne anmeldelse og oplevelse af serien er kun baseret på udgave fra 2019 set på Netflix. Så dem der har noget at sammenligne med, de er velkommen til det. Jeg kan kun forholde mig til udgaven på 10 afsnit, som jeg har set, og hvordan den for mig synes at fremstå.

Det kræver sit at se et stykke fantasy som The Dark Crystal: Age of Resistance. Der er virkelig meget at følge med på. Enhver scene er fyldt med mange ting for øjet at kikke på. Der er dukkerne og deres kostymer, alt det der er rundt omkring i festsale og i naturen, fantasidyrene og så videre. Der er også sproget, samt de forskellige væsners og klaners karaktertræk. Selve seriens univers skal man også lige ind i.

Naturligvis også historien.

Den går i sin korthed ud på, at der er noget galt i Thra. I hjertet af denne verden findes den livgivende krystal. Den mangler en lille del. Skeksis er disse reptilvæsner der for tiden har herredømmet og bestemmer. De misbruger denne krystal. De har diktatoriske metoder, og de er meget magtsyge. Udover det, så søger de udødelighed. Det kan de kun få ved at trække energi ud fra den livgivende krystal og fra Thras befolkning, en Gelfling, som er disse elverlignende væsner. Gelflingernes prinsesse Brea opdager det vederstyggelige. Det samme gør gelflingerne Deet og Rian. Gelflingerne består af 7 klaner, de samles, og et oprør mod magthaverne og kamp til stregen er uundgåeligt. Denne fantasyhistorie er bestemt ikke køn. Den er brutal og nådesløs.

Netop fordi historien er fortalt med dukker og fantasivæsner, er den mere spiselig. For disse Skeksis er nogle bestialske, ubehagelige og frastødende reptilvæsner. De tror verdenen er deres, og at de kan tillade sig at behandle andre, som det passer dem. Alt de gør, er til deres egen fordel. Sjovt nok. I serien som de fremstår, så er de i min optik skøre, barnlige og latterlige magtsyge. Deres sprog er mangelfuldt med ufuldstændige sætninger, og de råber, skriger og er arrogante. De tager sig selv meget alvorligt. Det bliver faktisk lidt morsomt.

I historien opdager jeg dog en reference, en detalje, som jeg finder interessant. På et tidspunk er der nogle edderkoppelignende væsner, Arathim, der ligesom overtager de andre gelflinger ved at ”tilkoble” sig på deres kind. Nu siger alle: I am the Ascendancy. Straks tænker jeg på Stark Trek: The Next Generation, og i det The Borgs siger: Resistance is futile.

En gelfling er som sagt disse elver-menneske-lignede væsner, der tager kampen op mod de regerende autoriteter. De vil have en verden med fred og balance. De er seriens dukker. De er flot lavet. Alle og én har deres særlige karaktertræk og umiskendelige ansigt. Dette er kombineret med et stjerne-cast af stemmeskuespillere. Det fungerer rigtigt godt.

De væsener vi møder er originale. Her tænker jeg især på de sneglelignede væsner der udgør en karets hjul. Jeg tænker også dette væsen, der fungerer som en hest for Deet og Rian. Det er et væsen, man ikke lige ser andre steder. Der er også dette væsen, som hverken er kat eller hund. Hvilket også er et væsen, man ikke støder på så udtalt i andre fantasyfilm. Det er flotte og godt fundet på.

Nu er jeg på ingen måde ekspert. Men der er tydeligvis mixet dukketeater og CGI. Det virker. For scenerne er generelt meget detaljeret, og ikke kun som om noget bliver ved (et landskab eller mange mennesker for eksempel), som vi oplever det i andre fantasyfilm. Her er det mere lag på lag. Det er flot lavet.

Jeg giver denne serie 4 stjerner. Dukkerne er flotte. Kostymerne er detaljerige, flotte og farverige. En del væsner og dyr er helt originale, og godt fundet på. Der er humor og alvor, som man sagtens kan relatere til. Der er også flotte landskabsscener, som vi kender det fra andre større fantasyfilm.