Anmeldelse:

Hvad sker der inde i hovedet på nogle af USA’s mest berygtede seriemordere? Og hvad får dem til at begå de mest bestialske mord, man kunne forestille sig? Det er nogle af de spørgsmål, første sæson af Mindhunter på mesterlig vis beskæftigede sig med. Så kan man spørge sig selv om vi virkelig har brug for mere true crime på vores skærme? Svaret er entydigt ja, når det kommer til David Finchers Mindhunter. Anden sæson har dog visse problemer.

Anden del kommer nemlig lidt slingrende fra start. Alt er som det plejer på Quantico, hvor vores tre hovedpersoner og deres revolutionerende profiling projekt har fået vind i sejlene hos FBI. Desværre føles starten af denne anden sæson mere som en små kedelig fortsættelse af agenternes arbejde fra første sæson med at interviewe berygtede seriemordere i fængslet. Agenterne Tench og Holden får blandt andet fornøjelsen af en audiens hos den nok mest berygtede morder i USA’s historie, Charles Manson, der nyder (for) stor opmærksomhed i øjeblikket med både dokumentaren Mansons Bloodline og Tarantinos 9. film Once upon a time.. in Hollywood. Besøget hos megalomanen Manson føles dog mest af alt som en gimmick, der skal give serien opmærksomhed fremfor at drive plottet frem ad.

En anden plotmæssig blindgyde findes i de tre hovedpersoners privatliv, der fik, ifølge mange, for meget opmærksomhed i første sæson, hvor vi fulgte agent Holden, spillet af Jonathan Groff, og hans privatliv tæt. I denne sæson går Fincher tæt på de to andre hovedpersoner agent Tench, spillet af den fremragende Holt McCallany og Dr. Wendy Carr, spillet af Anna Torv. Specielt subplottet omkring Dr. Carr og hendes spirende lesbiske forhold til en bartender føles ligegyldigt og irrelevant for både plottet og karakterens udvikling. Mere interessant står det til hos agent Tench og hans adoptivsøn, hvis flirt med de mørkere sider af livet sætter Tench i et stort dilemma omkring arv og miljø. Et subplot, der spiller mere ind i seriens problematikker og overordnede tema.

Denne sæsons hovedplot indfinder sig overraskende sent i sæsonen, hvilket er en stor skam, da både Fincher og castet viser sig fra sine bedste sider, når handlingen endelig tager fart. Jagten går ind på en seriemorder, der på brutal vis myrder unge, sorte drenge i Atlanta, hvilket sætter Holdens evne til skabe en fyldestgørende og brugbar profil af moderen gevaldigt på prøve. Jagten giver anledning til nogle af de mest nervepirrende og velorkestrerede scener, der sender seeren tilbage til en af Finchers bedste film til dato, Zodiac. Desværre ender jagten på utilfredsstillende og antiklimatisk vis og det føles mere som om, at Fincher har travlt med at tease for sæson 3 fremfor at gøre sæson 2 ordentlig færdig. Vi får nemlig at muligt blik på næste sæsons hovedfokus i form af the BTK killer, der genoplever sine syge handlinger på pervers vis i et skummelt hotelværelse, hvilket lover godt for tredje afdeling af Mindhunter.