Om at være en Shorta

Det starter med at fortælle, Shorta betyder politi på arabisk. Om det er det officielle ord for ordensmagten, slang eller et nedsættende ord, vides ikke.

Det er i hvert fald ikke let at være ordensmagten blandt mange unge, som er vrede efter at en af deres kammerater døde som følge af en uheldig episode med politiet. I ghettoområdet man kalder Svalegården, skaber det optøjer, der en dag time for time eskalerer.

To betjente befinder sig i området. Mike og Jens, som spilles af henholdsvis Jacob Lohmann og Simon Sears.  De kender hinanden overfladisk. Nu på deres vagt skal de finde ud af, hvem hinanden er, professionelt og personligt. De må og skal finde ud af at samarbejde. De kommer igennem en hel masse episoder.

Det er ikke nemt, når provokation skal takles, og relation til unge borgere skal balanceres.

Hvem der provokerer hvem – det kan ske på et splitsekund. Der skal ikke meget til.

Alt i alt komme der mindre flatterende og uheldige sider frem. Der bliver brugt ufine metoder. Som sagt er ingen fuldkommen. De to politibetjente er ikke bedre end som så, nej. Dog, en vis venskabelig og beskyttede relation opstår der mellem dem.  

Om at bruge sproget og om det socialistiske element

Allerførst må jeg sige, jeg forstår, hvorfor man snakker, som man gør i filmen. Jeg forstår det valgte sprog. Det er vel sådan, mange taler. Det er ikke et sprogbrug, jeg bryder mig om. Lad det være ved det. Dog, skal skribenterne have, der også var steder, hvor man talte helt normalt til hinanden uden at bruge bandeord. Der var en OK balance, men så heller ikke mere. Man kan sige, sproget var en del af filmens setting på en måde. På den måde fungerer det fint nok.

Noget af min filmoplevelse var, at det kammede over.

Det hele er barskt. Slåskampene, skyderierne, scenen med hunden også videre er hårde og nådesløse. Det er action, som er blodig og brutal. Det er skruppelløst og uden filter, som virker kraftfuldt. Det skal filmen have mange points for.  Det er modigt af de to instruktører, der er ret nye på banen. Samtidig kan man sige, at det er voldsomt og særlig hårdnakket i forhold til det, vi er vant til at se fra instruktører her i Danmark, Norge og Sverige.

Jeg sad og tænkte; er historien ikke snart færdig – kan der virkelig ske mere nu? Serien af uheldige situationer mellem politiet og de utilpassede og vrede unge bliver ved og ved.  For min del kunne det godt stoppe efter 85 minutter. Det hele bliver trukket længere og længere ud gennem tunneler og korridorer – det hele bliver trukket i langdrag fra dagen lys – til nattens mulm og mørke – til den næste morgen.  

Det gjordet det hele mindre troværdigt i min optik. Visse scener kunne man vælge at vise anderledes med større fart, uden at skulle dvæle ved dem. Måske skulle man overveje om historien visse steder kan strammes op.  

Jeg sad og blev irriteret på alle disse skøre indfald, som at politiet skulle visitere en ung mand uden gyldig grund, fordi han kom til at kikke på dem på den forkerte måde, at den unge mand så derefter kaster milkshake på politibilen, som at politi og borgere provokerer hinanden unødigt, at politiet og borgere parttout skulle have interaktion på en uhensigtsmæssig måde, så det hele eskalerer ect.

Samtidig har jeg svært ved at tro, det er hverdag i ghettoen med skyderier, at uheldige situationer ikke kan tales ned og ordnes på en civiliseret måde. Historien mangler ifølge min optik også mere beskrivelse af det socialrealistiske via kameraets billeder eller dialog. Det var i hvert fald noget jeg fik større fornemmelse af i den franske film Les Misérables instrueret af Ladj Ly.

Hvor mange stjerner vil jeg give

Jeg giver filmen 4 flotte solide stjerner. Det gør jeg, da filmen har nogle udmærkede og slagfærdige action scener.  Filmen lander sin historie på en vis seriøsitet – den har noget at komme med – noget at sige og fortælle via det eskalerede. Jeg mener, vreden skal da have afløb. Alligevel er det da en absurd virkelighed, at en situation gør, at vreden ikke kan komme til udtryk uden blod, racisme og vold.