Hæng på! Vær vågen! Følg med! Så giver filmens flamboyante kriminelle og alfahanner dig godt to timers underholdning.

 Vi er i et kriminelt miljø. Der er lederen af en lukrativ business med stoffer, samt andre pengestærke som på en eller anden måde er involveret.  Vi har også en wanna have it all antagonist, og dem som gør alt det beskidte arbejde. Der bruges altså gangsterlignende metoder. En aften til et halvroyalt dinner-party, bliver en redaktør fra et af de kulørte blade behandlet dårligt og set ned på. Det resulterer i, at han hyrer privatdetektiven Fletcher (Hugh Grant) for at undersøge alt om forbindelsen mellem narkokongen Mickey Pearson (Matthew McConaughey) og den adelige Pressfield.

Det viser sig, Mickey gerne vil trække sig og sælge sin narkobusiness. Den er millioner værd. Der sker nogle ting, som helst ikke skal se dagens lys. Fletcher overvåger nu hele bundtet. En aften banker han på Rays (Charlie Hunnam) dør. Ray er Mickeys forlængede arm, consigliere, om man vil.  Fletcher kommer med et afslørende filmmanuskript, som ripper op i hele den lyssky affære. Han vil have masser af millioner af pund sterling – ellers sælger han det andet steds. Ray skal nu beskytte og glatte ud for sin boss, samt bevare kontrol over situationen.

Marihuana-imperiet er truet. Hele historien er en voldelig og en grim redelighed.

Men… nu er det, at Mickey har lært noget. Han er inspireret af dyrenes konge, løven, og udtaler noget lignende; ”En løve overlever ikke i junglen ved at opføre sig som en konge, men ved at være kongen.”

Så kampen mellem alfahannerne er i gang. Hvordan det ender, må man selv gå i biografen for at se.

Selve historien, synes jeg, er kreativt skrevet. Karakteren Fletcher bliver historiens fortæller. Det fungerer fint, fordi det giver drama og tillader historien en udefrakommende pengeafpresning. Det gør det lidt sjovere at følge med i historien, som så ikke blot er kronologisk fortalt med en fortæller i tredjeperson. Der hoppes nemlig en del frem og tilbage.

Hugh Grant fungerer flot som denne sleske og megairriterende goldigger paparzzi-ish privatdetektiv. Han taler med en tyk britisk accent. Visse steder overspiller han måske en smule. Men jeg køber den, da det tilføjer humor, og passer udmærket til karakteren. Her tænker jeg generelt på scenerne med Ray og Fletcher.

Matthew McConaugheys skuespil fungerer fint. Han er ligesom en saltstøtte, der ikke lader sig rykke på. Han er den som bestemmer. Han har styr på det hele i den sidste ende. Han er kongen.

Rays karakter skal også nævnes. Charlie Hunnam står solidt, som denne håndlanger der skal holde styr på det for sin boss. Han træder ikke ved siden af, han ved, hvad der skal siges og gøres.

Historien er meget idérig og far out.  Den er meget drengerøvsagtig. Dertil krydres den med visse nok så morsomme og absolut skøre scener. Her tænker jeg på Phuc scenen. Jeg er ikke den rette til at bedømme komiske punchlines. Uanset så trak denne filmseer på smilebåndet i løbet af denne film, og var underholdt.

Jeg havde en sjov filmoplevelse, og der var en vis fart over feltet. Sproget var skarpt og ikke for sarte ører visse steder. Jeg var underholdt, med nogle skøre karakterer og plot.

Jeg ender på 4 stjerner ud af seks, da filmen er et stykke glimrende underholdning.