I 1897 udgav forfatteren HG Welles science fiction romanen ’The Invisible Man’. Den omhandlede en videnskabsmand, som via sin forskning havde fundet en metode, hvorved han kunne opnå usynlighed. Denne præmis var naturligvis for interessant til ikke at filmatisere og det er gjort adskillige gange. Den mest kendte filmatisering er formentlig James Whales version fra 1933. Dengang var det Claude Rains, som spillede den titulære rolle. Set med nutidens øjne, var den usynlige mand dog mere en grovkornet drillepind end et decideret monster.

Tonen (og i et vis omgang historien i sin helhed) er dog en helt anden i den nyeste inkarnation, som har Leigh Whannell som instruktør.

Her følger vi Cecilia (Elisabeth Moss), som netop er kommet ud af et voldeligt forhold. Frygten for at blive opsøgt af manden ligger dog stadig dybt i hende og hun kan ikke få en hverdag til at fungere. Dette ændrer sig imidlertid da hun får beskeden om, at han har begået selvmord. Langsomt får Cecilia livsglæden tilbage og alt lader til at gå den rigtige vej. Glæden er dog kortvarig, for pludselig begynder der at ske uforklarlige ting omkring hende. Hun begynder at mistænke, at hendes eksmand måske alligevel ikke har forladt hende.

Lad det være sagt fra start, at jeg ikke har læst HG Welles’ roman. Til gengæld er jeg ganske begejstret for James Whales film fra 1933. Derfor var jeg også ganske forventningsfuld, da jeg indtog biografsædet. Dog stod det hurtigt klart, at den eneste regulære lighed imellem de to film, er titlen.

Spørgsmålet er så, om ’The Invisible Man’ anno 2020 fungerer som en uafhængig Science Fiction/Gyser – og det synes jeg i store træk den gør.

Filmens store styrke er en ekstremt velspillende Elisabeth Moss i hovedrollen. Hun er blændende og formidler både frygt, lejlighedsvis lettelse og stigende vanvid med en skræmmende troværdighed. Derudover er Aldis Hodge god og sympatisk, som han plejer.

Filmens første time er virkelig velfungerende. Tempoet er langsomt, men det gør ikke spor – tværtimod. Man kommer ind under huden på vores hovedperson. Filmen er i den indledende fase langt mere interesseret i at skabe uhygge ved at vise konsekvenserne ved et voldeligt forhold, end ved billige jump scares. Selvom stemningen periodevist er let og munter, hviler der alligevel en lurende følelse af sorg, frygt og paranoia. Det er effektivt og godt formidlet.

Det filmiske håndværk er virkelig solidt filmen igennem. Især vil jeg fremhæve Stefan Duscios billeder, som er virkelig pæne og stilfulde – kombineret med dynamisk kameraføring, er der ikke meget at udsætte på det visuelle.

Desværre kommer filmen ikke helt i mål for mit vedkommende. I filmens sidste halvdel kommer et tonalt skift, som ikke faldt i min smag. Hvor den første halvdel er krybende og ubehagelig, er filmens anden halvdel mere højlydt og action præget – og selvom actionen er udmærket lavet, føles det pludselig som en helt ny film.
Der er ligeledes en række problemer med filmens manuskript, hvor karakterenes handlinger føles utroværdige og ikke stemmer overens med de karakteristika vi har fået introduceret indledningsvist.

Dialogen halter periodevist også, især virker det ikke troværdigt, at karakterne taler med sig selv. Dette er især ærgerligt, når man tager højde for hvor godt Elisabeth Moss spiller. Hun kunne snildt have formidlet sine tanker igennem mimik i stedet for ekspositionstung dialog.

Når alt kommer til alt, er jeg dog temmelig glad for den nyeste version af ’The Invisible Man’. Den fungerer ubetinget bedst som en selvstændig film og ikke som en genindspilning af klassikeren. Jeg foretrækker stadig Claude Rains’ drillepindsudgave, men jeg anderkender kvaliteterne ved denne.

Den får lige akkurat 4/6 stjerner herfra.