Yderst fornøjelig, charmerende, vittig, opmuntrende og flot film.

Som barn husker jeg en tradition, vi havde i folkeskolen – op til jul så vi altid filmen Oliver Twist fra 1948. Filmen rørte mig lige dybt hvert år. Der er noget over en historie om en ung dreng, der må klare sig selv i livet og kæmpe sig ud kummerlige forhold.

Det kan noget. 

Da jeg så filmen The Personal History of David Copperfield, nikkede jeg genkendende til temaet og tænkte straks på Oliver Twist. 

Læser og undersøger man lidt, finder man ud af bogen og filmen The Personal History of David Copperfield, har rod i Charles Dickens eget liv og oplevelser. 

Livet viser sig at være fyldt med twist and turns.

David Copperfield (Dev Patel) bliver af sin ubehagelige stedfar bliver sendt til London for at arbejde på en tappe-vin-på-flaske-fabrik. Familien Mr. Micawber tager imod ham, og lader ham bo hos dem. De er nogle særlige personager på den gode måde – skæve og charmerende. David får og bliver ved med at have en god relation til dem. David ser aldrig sin mor igen. Han får ikke engang lov til at deltage i hendes begravelse. Det bliver dråben, der ikke skal på fabrikkens vinflasker. Han finder sig ikke længere i denne maltraktering. David reagerer kraftigt. 

Han ødelægger og slår et kæmpe skår. 

Han går sin vej. 

Heldigvis tager hans tante imod ham. 

Vil man frem livet, må man arbejde for det og være disciplineret. 

En ting er sikkert. Det er ikke for sjov og tilfældigt, David har en boks men en masse sedler, hvorpå han har skrevet forskellige sætninger. De stammer måske fra ham selv – eller noget han har hørt en anden person sige. Disse er hans kæreste eje, skal jeg gætte mig frem. 

Jeg måtte ind og se denne film to gange. Den var så opløftende – jeg forstod lige pludselig meget mere af Charles Dickens, hans historie, ophav, kreativitet og evner som forfatter. 

Filmisk, synes jeg, det bliver flot fortalt, hvad der tilhører bogen, og hvad der højst sandsynlig er reelle ting, man ved om Charles Dickens, hans livsbetingelser og oplevelser. Her tænker jeg på måden, det starter på, stormscenen, scenen med det omvendte bådhus og den ødelæggende hånd, karakteren der bliver skrevet ud, og også de sidste par scener blandt andre. 

Da vi sad og talte om filmen bagefter, så gik det mere og mere op for mig, hvad der var hvad. Det fungerer, og er flot lavet. 

Vi må komme ind på persongalleriet. Lad os slå fast – de er alle skæve, muntre og halvskøre. Alle skuespillere i filmen får dette frem på den yderst charmerende, lystig og måske på en flot karikeret måde. Nu må vi lige tale om castingen. Det er en broget forsamling af europæere, asiatere, indere og nogle af afrikansk afstamning. Hvad man har tænkt med dette, ved jeg ikke. Måske er det for at undgå diskussionen, hvorfor en race ikke er repræsenteret i filmen eller ej – eller man bevidst har villet tilføje historien noget sørgmuntert og pudseløjerlig ved det – alt efter den respektive skuespillers komiske evner – måske blev det bare sådan. Jeg ved det ikke. Jeg kan kun se og sige, det giver noget lystigt og skævt til karaktererne. Det fungerer på den måde, og er gennemført i filmen. 

The Personal History of David Copperfield er for mig en længe ventet spøgefuld, charmerende, lystig og opmuntrende film. Den får straks en anbefaling samt 5 meget store, strålende og lysgivende stjerner ud af 6 mulige.