Alt for lang Cliché Love Song med dårlige jokes og en skuffende historie
Eurovision Song Contest: The Story of Fire Saga – Anmeldt af Lucas Bisgaard
Anmeldelse
Tillad mig at finde syvtommersømmene frem. Vi skal have slået noget fast fra begyndesen. Jeg er kæmpe Eurovision-fan. Som i, jeg har fulgt med siden, jeg var i hvert fald fire år gammel. Her trådte et finsk band ind på verdens største musikscene iført monster-kostumer, og gav os vindernummeret anno 2006: Hard Rock Hallelujah. Siden har jeg – sammen med mine kære storebrødre – bare taget til i fan-styrke. Og, ja, lidt ligesom hovedpersonen i Eurovision Song Contest: Story of Fire Saga (også kendt som verdens længste titel) – så er min største – og måske nok sværest opnåelige – drøm en dag at stå på Eurovision-scenen. Dog helst som vært, da mit musikalske talent er tæt på ikke eksisterende. Men så igen, det går jo okay for Volbeat.
Den her film ser nærmest som skræddersyet ud til mig.
Lars – spillet af Will Ferrell – har én stor drøm! Han vil være Eurovision-stjerne! Og sammen med barndomsveninden Sigrit (spillet af Rachel McAdams) – der samtidig nærer stor kærlighed til Lars – går han efter drømmen på trods af et noget tvivlende lokalmiljø hjemme i den lille islandske by Husavik. Men da brevet om, at de skal være med i Islands nationale Grand Prix, lander i den lille islandske fiskerby, stryger de med en vis fart til hovedstaden, Reykjavik, på et eventyr, der byder på – og jeg lyver ikke nu – mord, eksplosioner, karismatiske russere, Eurovision i Edinburgh, magiske alfer – og nok allerværst – amerikanere!
Igen: Den lyder skræddersyet til mig. Kæmpe Eurovision-fan? Tjek! En af mine bedste venner er en halv-skør islænder? Tjek! Seneste rejse gik til Edinburgh? Tjek!
Meeeeeeeen; Så stopper vi nok også lige en halv – okay vi stopper helt. For smukt som et stjerneskud er Eurovision Song Contest: Fire Saga ikke. Netop titlen fortæller en stor del af historien. Den er ALT for lang. To timer på en komedie om Eurovision? Så skal man godt nok spænde hjelmen. Det har det kreative hold ikke gjort her.
Jeg kan ikke lade vær’ med at blive ret frustreret over, hvad denne film er endt med at blive. Eurovision er farverigt som bare pokker – den del har Fire Saga dog relativt godt styr på. Men Eurovision handler også om det unikke. At udtrykke sig, som man har lyst. Det har gjort, at en dame med skæg har kunne hive sejren hjem med en kæmpe diva-ballade. En lidt underlig gut fra Portugal har kunne vinde med en sang, der minder mest om en vuggevise. Og et band klædt ud som monstre har kunne være de største stjerner for en aften. Men Fire Saga er ikke unik. Det er en “Cliché Love Song” med dårlige jokes, halv-elendigt skuespil, en historie der stikker i en milliard retninger, og virkelig skidt styr på reglerne i Eurovision. Sidstnævnte kritik endte med næsten at give mig et mindre slagtilfælde af rent raseri. Jeg tror endelig, at jeg forstår dem, som har “læst bogen først” eller ved alt om en filmatiseret historisk begivenhed. Derfor tilgiver jeg det også lidt – meget lidt.
Samtidig undrer det mig, at næsten alle sangoptrædener virker enormt falske. Enten på grund af autotune eller fordi, den castede skuespiller simpelthen ikke kan synge, og derfor får erstattet sin stemme af en rigtig sanger, når de skal performe. Eurovision er jo netop kendt for, at lige præcis sangvokalen skal være i fokus – og autotune er strengt forbudt! Alt skal være live. Sådan føles ingen optrædener her.
Det værste dog er hvordan, der intet kød er på dette ben. Det føles som venstrehåndsarbejde.
Nogle har fået idéen om en Eurovision-film, og så har de fundet på hele filmens manus over en ostemad i kantinen en tilfældig tirsdag eftermiddag. Og det har virkelig ikke været en god ostemad. Eller en god tirsdag.
“Jamen, han har jo ikke noget tøj på!”
Eurovision-fjerene som Fire Saga pynter sig med føles lånt ud til lejligheden, og klistret udenpå en skabelon uden reelt indhold. Den række af virkelige Eurovision-stjerner, der dukker op i filmen som eksempelvis John Lundvik, Loreen, Conchita Wurst, Elina Nechayeva og Bilal Hassani, Graham Norton og William Lee Adams, virker presset ind i filmen. Vi må jo ikke glemme, det handler om Eurovision for hulen! Det mest mærkelige er dog, at de har fået en skuespiller til at portrætterer den ikoniske ‘Executive Supervisor’ Jon Ola Sand. Det gør også bare, at universet lidt stopper med at give mening. Hvem skal spilles af skuespillere, og hvem er bare sig selv? Måske kunne jeg have accepteret alt det, hvis filmen så til gengæld var underholdende. Sådan havde jeg det faktisk i en længere periode. Jeg var underholdt selvom alt handling var vildt skørt. Men så fortsætter Fire Saga. Og fortsætter.
Og fortsætter. Og fortsætter. Og fortsætter.
Og fortsætter. Og fortsætter. Jeg begynder faktisk at kede mig. Fortællegreb efter fortællegreb bliver genbrugt igen og igen. Jeg er ligeglad med hovedpersonerne, med handlingen – fordi den er alt for crazy. Med andre ord, jeg er ligeglad med filmen. Filmen om en af mine store interesser. Filmen om Eurovision Song Contest. Hvis jeg er ligeglad med den. Hvis jeg keder mig. Hvis jeg sidder og nærmest falder lidt i søvn. Hvad er den så værd?
Jo, sangene er egentlig meget fine, de forskellige acts er meget sjove, og rammer ret fint, hvor dejligt dumt Eurovision tit er, og Dan Stevens giver en…performance. En performance. Det er nok det helt rigtige ord. Som den eneste skuespiller kommer han fra denne film uden skræmmer med sit portræt af den karismatiske russiske deltager Alexander Lemtov. Han giver den hele armen – men uden det virker forceret. Han virker bare som om, han virkelig nyder, og har det sjovt med sin rolle. Og det gør ham lidt sjov i en ret usjov film.
Rachel McAdams der ellers normalvis er blandt mine yndlingskuespillere, er her ikke i nærheden af hendes typiske niveau. Ingen særlig komisk timing, og dårlig kemi med sin medspiller Will Ferrell skinner enormt tydeligt igennem. Og netop Will Ferrell er simpelthen ikke sjov i denne film. Det er det, han skal være. Han skal være sjov, men det er han ikke. Jeg elsker ellers Ferrell i langt det meste, han laver. Den gode Mr. Bond, Pierce Brosnan, er heller ikke værd at skrive hjem om.
En rigtig Eurovision finale kan godt vare over fire timer. Eurovision Song Contest: The Story of Fire Saga føles mindst dobbelt så lang. Denne film skulle have været skræddersyet til mig, men konstateres må det, at skrædderen har haft en rigtig dårlig dag, da han kreerede den yderst skuffende filmatisering af det internationale Melodi Grand Prix, Eurovision Song Contest: The Story of Fire Saga.
The Story of Fire Saga
Instruktør: David Dobkin
Medvirkende: Will Ferrell, Rachel McAdams, Dan Stevens, Pierce Brosnan, Ólafur Darri Ólafsson
Original title: Eurovision Song Contest: The Story of Fire Saga
Spilletid: 2 t. 3 min.
Genre: komedie
Premiere: 26. juni 2020
[Sassy_Social_Share]