Vi vendte lige nogen småting efter at have set filmen Undtagelsen, og jeg spurgte; Hvorfor skulle lige den karakter dø?

Svaret blev: menneskers ondskab. 

I skrivende stund spørger jeg mig selv, hvorfor titlen er blevet til Undtagelsen? Mit svar til det ligger i, og ser jeg i scenen med Danica Curcic, hvor hun er gidsel i Afrika og gør ondskabsfulde og voldelige ting for at kunne flygte. Det både på sig selv og fangevogteren. Svaret er tydeligt for mig i scenen, der de to veninder flygter fra Serbiske krigsforbrydere, hvor den ene fortsætter, og den anden tager en kugle.

Med dette in mente kunne jeg bedre forstå visse ting, og jeg fik et mere nuanceret og en mere samlet anskuelse af filmen. For, hvori ligger motivationen og begrundelsen for begå voldelige og ondskabsfulde handlinger?

Nogensinde.

Menneskers ondskab.

Temaet og måden historien er fortalt på – kan noget – vil noget.

Menneskers ondskab.

Det er da også et ubehageligt, og ikke et nemt emne at skulle forholde sig til.  

Det gør filmen interessant og værd at se.

Iben (Danica Curcic), Anne-Lise (Sidse Babett Knudsen) Malene (Amanda Collin) og Camilla (Lene Maria Christensen) arbejder alle på Dansk Center for Information om Folkedrab. Det er et opdigtet arbejdssted. Det er et indelukket kontor og biblioteksmiljø. Trods dette, så trækker det, hvis døren til den ret ny kollega Anne-Lises kontor står åben. Kvinderne læser og skriver, og de ved alt om krigsforbrydelser/folkedrab og mændene bag disse. De er dagligt omgivet af ondskab, så at sige. Den er tæt på. Der begynder nu en periode med voksen/kollega mobning. Det er ondskabsfuldt. Der sker en masse. Iben skriver om psykologien bag ondskaben. En dag modtager kvinderne en trusselmail. Hvor stammer den fra? Hvem har skrevet den? Nu må de hytte deres eget skind. Det hele eskalerer. Alle oplever ondskaben på deres krop – det på forskellig måde.

Hvem der er allierede, hvem der er imod hvem, hvem der er hjernen bag kvindernes relations-opgør, for nu at sige det på den måde, må man se filmen for at finde ud af.

Filmen er lavet ud fra bogen Undtagelsen, skrevet af Christian Jungersen.  Det er en krimithriller i mine øjne. Jeg har ikke læst bogen. Dog, synes jeg,  filmen får fint frem, der hvor Camilla har sine fantasier, minder eller tanker om sine sex-oplevelser med en krigsforbryder. Det viser scenen i sengen, og også scenen på kontoret fint. Det samme med Iben. Hun ser ofte sin afrikanske fangevogter. Det kan være i et spejl, i soveværelset eller i entréen. Ja, hvor som helst. Vi har også de to scener med Anne-Lise, der tænker på at slå ihjel. Se blot scenen i køkkenet og i badekarret.

Jeg ved ikke, hvordan historien er bygget op i bogen. Dog. Man kan argumentere for, at filmen fletter lidt for mange ting ind i hinanden for at få det hele med. Det ville måske blive en meget længere film, hvis man havde vist den enkelte kvindes historie – eller vist historien tydeligere ud fra de psykologiske aspekter. Det er smag og behag. Der er i hvert fald noget at følge med på.

Jeg ved ikke. Måske er det bare mig. Et sted eller to fandt jeg musikken alt for pompøs og voluminøs i forhold til billedet det skulle understøtte. Jeg havde måske der foretrukket noget mere thrill-music. Hvis I forstår? Men det gik da. Jeg havde bare foretrukket musik med en anden feel. Mere detaljeret vil jeg ikke komme ind på det.

En krimithriller fanger mig sjældent hundrede procent. Denne gang havde jeg nemlig ret tidlig regnet ud hvem, hvad og hvor. Måske er det meningen? Jeg kunne ønske, filmen besad større uforudsigelighed. 

Måske handler det om de fire dygtige skuespillerinders flotte og stærke portrætfremstilling af deres karakterer. Det var måske derfor, det stod så klart og tydeligt. Måske kan man ved nærmere eftertanke sige, Anne-Lise er fremstillet mest karikeret. Måske er det meningen? Dog helt generelt var skuespillet stærkt og solidt. Det fortjener bestemt rosende superlativer.

Så når alt kommer til alt var det en fin oplevelse af historien, skuespillet og filmen. Derfor får den 4 flotte og solide stjerner ud af seks mulige af mig.