JM Barries klassiske fortælling om Peter Pan har været genstand for adskillige filmatiseringer. Hos det brede filmpublikum er Walt Disneys tegnefilm fra 1953 muligvis den mest kendte. Endnu en filmatisering om drengen der aldrig blev voksen er nu tilgængelig i udvalgte biografer rundt om i landet.
’Wendy’ er navnet Ben Zeitlins fortolkning af den klassiske fortælling. Som navnet indikerer, omhandler filmen i højere grad pigen Wendy end Peter Pan. Den er desuden blevet beskrevet som en mere realistisk og moden version, som angiveligt skulle undersøge de mørkere afkroge af det klassiske værks tematikker.

Wendy og hendes to brødre James og Douglas bor sammen med deres mor over en diner tæt ved en togbane. En sen aften standser et tog udenfor Wendys vindue og hun tager sammen med brødrene afsted. Afsted til ønskeøen. På toget møder de drillepinden Peter (ja, gæt selv hvem han mon er) og snart befinder de sig et sted langt væk fra deres hjem. Et sted hvor tiden synes at bremse al aldring, så længe man blot holder fast i sin barnlige optimisme.

På rollelisten ses en lang række debutanter, herunder Devin France som Wendy og Gavin og Gage Naquin som henholdsvis James og Douglas.
France, som er filmens omdrejningspunkt, kommer i store træk fint igennem filmen og falder ikke decideret igennem. Hendes repliklevering føles måske en smule monotom i perioder, men der er skærmpresence nok til, at jeg vil holde øje med hende i fremtiden.

Desværre formår filmen aldrig at indfri det potentiale, der med sikkerhed er gemt her et sted. Først og fremmest lider manuskriptet af det, man lidt kækt kan kalde ’The Rain’ syndromet, hvor karaktererne konstant siger hinandens navne. Dette kombineret med forceret banden og klodset brug af voice-over, gør at det hele ender med føles overforklarende og en smule nedladende overfor publikum.

Filmen er desuden meget eksplicit med sine tematikker. I stedet for at fortælle sin historie visuelt, bliver også dette konstant overforklaret igennem dialogen.

Endelig begår filmen den store fejl at introducere et subplot med den legendariske antagonist, Kaptajn Klo – en slags oprindelseshistorie, som desværre ikke bliver udforsket synderligt meget. Dette er enormt ærgerligt, da dette er langt mere interessant og veludført end resten af filmen.

Men nok om det det negative. Af positive ting man kan tage med fra ’Wendy’ er den visuelle side klart det, der skinner klarest. Norske Sturla Brandth Grøvlen leverer smukke billeder, som giver filmen et Terrence Malick-lignende udtryk.

Desuden er der en god mængde solide set pieces undervejs, såvel som udmærkede effekter. Selvom historien føles fragmenteret, er det ikke til at komme uden om, at Zeitlin er en solid filmisk håndværker.
Som nævnt indledningsvist er de unge skuespillere også fine, hvor især Gavin Naquin viser ganske fin følelsesmæssig bredde. Ham skal man i særdeleshed holde øje med.

Men alt i alt føles ’Wendy’ flad og uforløst, når man tænker på potentialet. Den kan sagtens ses og jeg synes i høj grad, at den visuelle side gør den en biograftur værd. Men en rodet historie og et ekspositionstungt manuskript gør, at jeg på nuværende tidspunkt kommer jeg ikke højere op end små 3/6 stjerner.