Anmeldelse:

Som jeg ser det, er der to lag i denne film. Det ene lag fortæller om vores protagonist Jack Malik (Himesh Patel) og hans rejse i en periode af livet. Det andet lag er mere en slags kommentar til den populærkultur vi lever i og med. Den som vi har fået af tidligere generationer, den vi har nu og, på en måde, den som vil vise sig i fremtiden.

Begge lag fungerer fint sammen og supplerer hinanden gennem et element af fantasy – om man vil – et mystisk islæt. 

Hvorfor går verden i sort? Hvem er manden, der kigger så intenst til koncerten i Rusland? Hvem er kvinden ved Penny Lane, Strawberry Fields og kirken? Hvad står der på sedlen? Hvorfor kører han ud til huset ved stranden? Hvad interessant findes der?

Filmen handler om den unge Jack Malik, som gerne vil være noget indenfor musikken. Til daglig arbejder han i en detailhandel.  I weekenden og fritiden tager han ud for at optræde på diverse steder og festivaler. Dette er ingen succes. Det til trods for hans veninde og manager Ellie Appleton (Lily James), som han har kendt siden barndommen, ellers ihærdige arbejde og troen på, at det nok skal lykkes. Det går galt på vej hjem sent en aften. Alt lys slukkes kloden over. Jack, som på dette tidspunkt er ude at cykle, bliver kørt over af en bus. Senere vågner han forslået og mangler to tænder. Han opdager, at der inde i hans hoved kører Beatles sange. Men ingen andre kender hverken noget til musikken eller bandet The Beatles. Selv på internettet findes der ingen informationer. Det samme gælder Coca Cola og cigaretter. Verden oplever altså et kollektivt hukommelsestab. Nu tager musikkarrieren fart, men noget mangler. Det er ikke, som det skal være. Noget er riv ravende forkert i dette verdensbillede. Hvad det er, hvordan han vil takle det – det må han selv opdage og finde ud af.  

Da jeg kun har set filmen en gang, vil jeg ikke komme ind på en længere diskussion om filmens kulturelle kommentar. Jeg sad blot med en masse tanker og spørgsmål. Hvordan påvirker populærkulturen os mennesker? Hvordan videregiver vi musik, sang og andre kulturelle og kunstneriske udtryk? Hvilken betydning har de for datiden og eftertiden? Skal vi glemme Mozart, Elvis Presley, Beatles, Leonardo Da Vinci, Salvador Dali, Shakespeare og H.C. Andersen?  Hvorfor er det ofte så svært som ældre at acceptere, forstå og følge med på nye musiske udtryksformer? Hvorfor synes unge ofte, at kunstnere og musikere der før var store, er alt for gamle og umoderne – måske ikke værd at beskæftige sig med, altså alt for gammeldags – de kender dem ganske enkelt ikke? Hvorfor er visse kunstnere døgnfluer, mens der er andre man stadig gerne vil høre, se, læse, studere og så videre?

Filmen synes jeg har nogle flotte scener. Det er en skøn scene, der hvor byer verden over oplever strømafbrydelse. Især den sidste koncert på den store arena er smuk og stemningsfuld.  Jeg kan godt lidt, at noget af musikken er piftet op – gjort lidt mere rocket – fået et mere up-beat tempo. Jeg synes, at musik og sang fungerer lige præcis som det skal i denne film. Hverken mere eller mindre. Og folk gik syngende, (inklusive denne biografgænger) nynnede og rockende ud af biografen. Så Yesterday er en feel-good film jeg gerne giver 4 stjerner. Siden vi har med instruktøren Danny Boyle at gøre – så husk: