Bradley Cooper laver biopic om verdensberømte dirigent Bernstein

 – Skrevet af Martin Riis Larsen

Filminstruktør Bradley Cooper er klar med opfølgeren til sin debut ‘A Star Is Born’. Den kommer til at handle om komponist og dirigent Leonard Bernstein.

Filmen, hvis titel endnu er ukendt, tager udgangspunkt i den amerikanske musiklegende Leonard Bernsteins liv. Det er streamingtjenesten Netflix, der har fået rettighederne til filmen.

Efter et succesfuldt år 2019 – der blandt bød på de to oscarnominerede film ’The Irishman’ og ’Marriage Story’ i kategorien bedste film – er Netflix endnu en gang klar til at spille med musklerne: Streamingtjenesten har netop indgået en aftale med instruktør Bradley Cooper i forbindelse med hans kommende biografiske drama om det amerikanske musikfænomen Leonard Bernstein.

Meningen var ellers, at den endnu unavngivne film skulle finansieres af Paramount Pictures og Amblin, men i stedet er det altså Netflix, der har fået rettighederne til filmen. Foruden Bradley Cooper, der i 2018 instruktørdebuterede med filmen ’A Star Is Born’ med Cooper selv og Lady Gaga i hovedrollerne, bliver filmen produceret i samarbejde med nogle af verdens mest anerkendte instruktører: Martin Scorsese (senest ’The Irishman’), Steven Spielberg (senest ’Ready Player One) og Todd Phillips (senest ’Joker’).

Leonard Bernstein stod i spidsen for New York Philharmonic fra 1958 til 1969, og han havde bl.a. en del af æren for, at østrigske Gustav Mahler blev en populær klassiker, og at danske Carl Nielsen blev kendt uden for Skandinavien. Han er mest kendt for musicalen ’West Side Story’ (1957), der revolutionerede teaterscenen på Broadway i New York.

En lovende instruktør

Filmen, der angiveligt kommer til at handler om Leonard Bernsteins liv og ikke mindst samliv med hans kone, skuespilleren Felicia Montealegre, har ikke fået en premieredato endnu, men produktionen begynder i starten af 2021.

Ifølge filmmediet IndieWire har Bradley Cooper brugt de seneste to år på at udvikle filmprojektet i samarbejde med Leonard Bernsteins arvinger. Oprindeligt skulle Martin Scorsese have instrueret filmen, mens Bradley Cooper skulle have spillet en af hovedrollerne. Men eftersom Martin Scorsese var i fuld gang med sin film ’The Irishman’, er det altså Bradley Cooper, som endte med at ende i den højeste instruktørstol.

Filmen kommer til at være Bradley Coopers opfølger til ’A Star Is Born’, der blev nomineret i flere Oscar-kategorier, herunder bedste film, bedste kvindelige og mandlige hovedrolle og bedste lyd – og som ifølge Vanity Fair indbragte knap 3 milliarder danske kroner i samlede biografindtægter verden over.

(Kilde: politikken.dk)