Danskproducerede 'The Cave' er nomineret til en Oscar

– Skrevet af Martin Riis Larsen

I 2018 opnåede Feras Fayyad en Oscarnominering for ‘De sidste mænd i Aleppo’ om nødhjælpsarbejdere i Syrien. Nu kan Fayyad gentage succesen, da det amerikanske filmakademi mandag nominerede den syriske instruktørs danskproducerede ’The Cave’ til en Oscar i kategorien for bedste dokumentar.

‘The Cave’ følger den hektiske hverdag i et underjordisk hospital i Syrien, hvor Amani Ballour dagligt redder liv. Fayyads hold har fulgt hende mellem 2016 og 2018 og dokumenteret dagligdagen på hospitalet – fra det forfærdende til det hverdagsagtige – for at give os et komplet indblik i menneskerne, der er fanget i krigen.

Her er alle de nominerede til årets mest prestigefulde filmprisuddeling

Filmen havde verdenspremiere på Toronto Filmfestival, hvor den vandt en publikumspris. Den er siden hædret blandt andet ved den amerikanske dokumentarfilmfest Cinema Eye Honors med priser til henholdsvis Amani Ballour for hendes medvirken og de danske producere Kirstine Barfod og Sigrid Dyekjær.

Senest er Fayyad blevet nomineret i kategorien for bedste dokumentarinstruktør af den amerikanske instruktørsammenslutning, Directors Guild of America, der afholder deres årlige prisuddeling i Los Angeles den 25. januar.

‘The Cave’ er produceret for Danish Documentary med støtte fra blandt andet Filminstituttet, TV 2 Danmark, National Geographic og IMS International Media Support.

I 2018 blev det til en nominering i dokumentarkategorien til Feras Fayyads ‘Det sidste mænd i Aleppo’.

Filmen er aktuel i danske biografer.