Den første teaser fra den kommende "The Flash" er blevet frigivet

Det skete til DCs Fandome, der løftede sløret for de mange superhelteprojekter, som er på vej fra Warner Bros.

De første levende billeder fra den kommende The Flash er blevet frigivet. 

Det skete til DCs Fandome, der løftede sløret for de mange superhelteprojekter, som er på vej fra Warner Bros. og tegneseriegiganten, herunder også en nye brutal trailer til ‘The Batman’ med Robert Pattinson.

Ezra Miller er den lynhurtige superhelt, som blev introduceret i Batman v Superman og senere har optrådt i Justice League. Nu er han så klar til sin egen solofilm.

Men Millers Flash kommer ikke til at være alene. Udover en ny Supergirl i skikkelse af Sasha Calle, så dukker der også 2 x Batman op.

Ja, ‘The Flash’ kommer til at lege med tidsrejser og andre tidslinjer, og derfor vil både Ben Afflecks Batman og Michael Keatons Batman (fra Tim Burtons to film fra 1989 og 1992) være med i superheltefilmen.

Se traileren nederst

Det er mest Keatons Flagermus, som får opmærksomheden i den første trailer, hvor den 70-årige skuespillers sprøde stemme dominerer lydsiden, og hvor vi får det første skud af ham bagfra.

Flash er også klar i en ny dragt, og det ser ud til, at han rejser tilbage i tiden for at få Batmans hjælp – måske til at redde sin tidslinjes Batman (Affleck)? Og hov, er der ikke også to udgaver af Millers The Flash? 

‘The Flash’ instrueres af Andy Muschietti, som har haft stor succes med filmatiseringen af Stephen Kings It og dens efterfølger. Mens manuskriptet er inspireret af de populære Flashpoint-tegneserier og skrives af Christina Hodson, der tidligere har forfattet Birds of Prey samt den kommende film om Batgirl.

‘The Flash’ får premiere den 3. november 2022.

Kilde: kino.dk