"Film skal ses i biografen" - Tak for anmeldelserne, Ole Michelsen

 – Skrevet af Martin Riis Larsen (Foto klip fra youtube)

Den tidligere DR-vært i filmprogrammet “Bogart”, Ole Michelsen, er død. Han blev 79 år gammel. Det bekræfter hans ven Susanne Grue Jørgensen overfor DR.

Ole Michelsen blev født den 4. april 1940 og tog i sine unge dage til Frankrig for at blive filminstruktør.

Han blev assistent for den franske instruktør Jean-Pierre Melville på filmen “Storgangsterens sidste kup” fra 1966.

Instruktørdrømmen droppede han og blev i stedet freelancejournalist for flere forskellige medier.

Da han vendte hjem til Danmark, blev han ansat på DR, hvor han især blev kendt for filmprogrammet “Bogart”, hvor han var vært fra 1985 og frem til 2002.

Her anmeldte han biografaktuelle film og bedømte dem med mellem en og fem hatte.

Ole Michelsen var ifølge DR også manden bag sætningen “Film skal ses i biografen”, som han yndede at slutte programmet af med.

Da programmet ophørte i 2002, takkede han ifølge avisen Nordjyske af med ordene:

– Det har været en sand fornøjelse at være hæmningsløst subjektiv og blive taget alvorlig hver uge.

Døden har i flere år fulgt Michelsen tæt. Hans kone Nina blev dræbt i en trafikulykke, da deres fælles barn Trine var blot et par år gammel. Med tiden gled Trine og Ole Michelsen fra hinanden, men de genfandt melodien som far og datter.

Ikke mindst skyldtes dette, da Trine Michelsen fik en de facto dødsdom af lægerne. Hun var syg med kræft.

Æret være hans minde