’Den som Dræber – fanget af mørket 2’

Photographer: Per Arnesen

Når Viaplay blænder op for premieren på den nye sæson af ’Den som Dræber – fanget af mørket 2’, er der endnu engang tale om en mørk psykologisk krimi.

Natalie Madueño spiller hovedrollen i serien, og denne gang akkompagneres hun af Helle Fagralid, Tobias Santelmann og Solbjørg Højfeldt. Viaplay kan nu løfte sløret for de første billeder fra serien, der produceres af Miso Film og består af otte afsnit.

Nu er der ikke længe til, at seerne kan sætte sig til rette i sofaen og forberede sig på en stærk psykologisk krimi. Som i de foregående sæsoner følger vi ’profileren’ Louise Bergstein, spillet af Natalie Madueño, der denne gang bliver personligt involveret i en frygtelig mordsag.

Handlingen i den nye sæson tager udgangspunkt i tre uopklarede mord på unge mænd på Fyn. På trods af, at de blev dræbt med få måneders mellemrum under lignende omstændigheder, lykkedes det ikke politiet at opklare mordene, og fem år senere er politiet stadig på bar bund.

Et af ofrene var den 18-årige Markus, hvis mor, Alice, var nær veninde med Louises mor. Da Alice bliver diagnosticeret med kræft, ønsker hun brændende at opklare sin søns mord inden hun dør, og hun beder derfor Louise om hjælp til at finde morderen. Louise kaster sig uden tøven ind i arbejdet med at finde Markus’ morder, da endnu en ung mand findes myrdet under lignende omstændigheder. Louise søger desperat efter at løse gåden, inden det næste offer bliver taget – men hvad hun overser er, at hun kan have en personlig forbindelse til morderen, der viser sig langt mere intelligent og kynisk, end hun tør forestille sig.

”Det har været en fornøjelse at skrive en ny sæson af ’Den som Dræber – fanget af mørket 2’, hvor vi, i modsætning til i en klassisk krimi, afslører morderen allerede i første afsnit. Det har været spændende at arbejde med, for nu skal seerne ikke gætte, hvem morderen er, men i stedet forholde sig til ham som menneske. Jeg håber, at der vil blive taget vel imod den nye sæson. Jeg kan i hvert fald garantere et godt gys”, fortæller Ina Bruhn, hovedfatter til serien.

’Den som Dræber – fanget af mørket 2’ produceres af Miso Film og er skrevet af hovedforfatter Ina Bruhn med Per Daumiller, Tine Krull Petersen og Bo Hr. Hansen som episodeforfattere. Konceptuerende instruktør er Jonas Alexander Arnby.

Serien består af otte afsnit á 45 minutter, som får premiere eksklusivt på Viaplay den 28. marts. De to første episoder frigives den 28. marts, hvorefter der frigives én episode hver uge efterfølgende.