‘Druk’ skal genindspilles i Hollywood – Leonardo DiCaprio er tiltænkt hovedrolle

(Kilde: )

Thomas Vinterbergs dugfriske Oscar-vinder, ‘Druk’, skal genindspilles på amerikansk, og Leonardo DiCaprio er tiltænkt Mads Mikkelsens hovedrolle.

Det står klart, efter at Soundvenue netop har fået bekræftet rygtet, som ganske vist har svirret blandt adskillige amerikanske medier siden Oscar-triumfen, men som først nu er blevet bekræftet af Thomas Vinterberg selv.

Vinterberg vil ikke instruere
Remake-rettighederne er blevet købt af produktionsselskabet Appian Way, som Leonardo DiCaprio er medejer af. Om han – som det angiveligt er planen – vælger at spille Mads Mikkelsens rolle som læreren Martin, der sammen med tre øvrige gymnasielærere revitaliseres af at eksperimentere med alkohol, vides endnu ikke.

Ifølge Thomas Vinterberg har han ingen planer om at instruere genindspilningen, men vil i stedet fokusere på sin kommende TV 2-serie ‘Familier som os’.

Det er en tv-serie, som han skriver med manuskriptforfatter Bo Hr. Hansen, som han også skrev sin afgangsfilm med i sin tid.

Serien er ifølge Thomas Vinterberg et tankeeksperiment om, hvad der ville ske i familier rundt om i Danmark, hvis hele landet over nogle år skulle evakueres.

“Det er ikke en katastrofefilm på nogen måde. Det er en serie om, hvad der ville ske med vores relationer i Danmark, hvis det var vores tur til at være flygtninge i verden,” fortæller Thomas Vinterberg og uddyber:

“Hvad vil der ske i de fraskilte familier, hvor den ene part har råd til at bosætte sig et godt sted, og den anden bliver nødt til at tage med det offentlige til Østeuropa? Hvad sker der med skilsmissebørnene i den situation? Hvad er det, vi forlader? Hvad er det, vi elsker i vores land? Hvad er det, vi mister, hvis vi mister vores land?”