Menu Luk

Filmsiden interviewer:
Søren Hellerup

Transkriberet af Ellen-Karin Myklebust efter interview den 16. april 2024

Indledning

Søren Hellerup er højst aktuel i rollen som faren Ole i filmen ‘Kalak’ af Isabella Eklöf. Filmen høster store roser verden over. Den bliver af anmeldere beskrevet som ubehagelig, men vigtig. Hans skuespilportræt af Ole bliver positivt omtalt med blandt andet ordene, at det er en modig karakter at skulle spille, og at han er forfærdelig god i rollen. Filmsiden.dk har fået en enestående mulighed for at interviewe den garvede skuespiller. Det blev til en lang og dynamisk samtale om det at være skuespiller.

Hvem er Søren Hellerup

Fotokreditering: Joanna Correia

Søren Hellerup er født i 1954 i København. Han flytter til Ravnstrup ved Viborg i Jylland efter forældrenes skilsmisse. Som ung aspirerende skuespiller flytter han tilbage til København. Her begynder han i 1982 på Statens Teaterskole. Efter endt uddannelse arbejder han som skuespiller i både teater- og filmsammenhæng. Her i Danmark har Søren haft diverse roller på teater og også i serien ‘Rejseholdet’. Han har været tilknyttet diverse teatergrupper som ‘Masken’ og ‘Jørgen Blaksted-Turnéen’, samt Det Ny Scala (nu Nørrebros Teater).

Søren Hellerups virke som skuespiller tager ham derefter verden over. I 1985 tager han til New York for at videreuddanne sig som skuespiller på H.B. Studio, og i 1998 til Los Angeles. Tiden i USA giver ham skuespilroller på teater samt film og serier. Det er mange, som kender ‘Alias’, ‘Scrubs’, ‘Gilmore Girls’ og ‘Boston Legal’. Af film kan man nævne ‘The Baby Makers’.

Efter 14 år i Los Angeles flytter han til São Paulo, Brasilien. Her arbejder han som producer, instruktør og underviser i skuespil. Der er både brasilianske og egne produktioner. Det blev til filmen ‘My Hindu Friend´, og en opsætning af Strindbergs og Dorrit Willumsens ‘Den Stærkeste I & II’. Han er også med i reklamefilm med mere. For øjeblikket er det muligt at se ham i ‘30 Coins’ i rollen som Max, som man kan streame på HBO Max. Man kan også se ham i rollen som Adi Dassler på Armando Bo’s Amazon Prime produktion af ‘The Corruption Game’, samt forskellige portugisiske serier og film på Netflix.

I årenes løb er det blevet til en kreativ levebane med at skrive, producere, instruere film eller teater og være skuespillerlærer.

Søren Hellerup bor nu i Portugal.

Soeren-Hellerup
Fotokreditering: Søren Hellerup

Hvilken skuespilmetode hælder du til/ bruger du?

Søren:

Det er et rigtig godt spørgsmål. Der er så mange metoder, og der er så meget rigtigt i alle metoder. Jeg er på ingen måde fan af at kun bruge én metode. Før i tiden var det kun method acting, der gav jobs. Der er en god historie fra et film-set med to meget store skuespilstjerner. For den ene var det svært at slippe rollen, og han farede skrigende rundt som sin karakter. Nummer to, en anden stor skuespilstjerne sagde så: “Why doesn’t he just act”. Min rigtige gode skuespilcoach Kevin Osborne i New York sagde en gang: ”Hvad hedder, det vi laver på engelsk? It’s a play. We are playing”.  Det er hele essensen af det hele. Ligegyldigt, hvor meget du som skuespiller for eksempel vil være Julius Cæsar, så bliver du aldrig Julius Cæsar. Du ville blive skizofren og syg i hovedet ved at sige, jeg ER Julius Cæsar. Nej. Du spiller Julius Cæsar. Så min indgang til skuespil, teater og tv er, at vi leger. It’s a play. I årenes løb har jeg set eller hørt mange gode råd om skuespil, og bruger lidt af det eller det og mit eget.  Det har jeg det bedst med – at lege og se hvad der kommer ud af det. Noget andet jeg kan sige, som kommer ind under dette spørgsmål, er at arbejde med instinkter. I serien ‘30 Coins’ måtte jeg mere arbejde med mine instinkter. Det hele var på spansk (undtagen mine replikker), og jeg måtte bare følge med og være i øjeblikket. Vi fik et næsten 500 sider dobbeltsidet manus med de 8 episoder, alt på spansk, så jeg kunne heller ikke sådan lige finde ud af udviklingen af min karakter.  På den måde fangede kameraet en ægte reaktion. Man er nødt til at stole på sine instinkter, fordi de kan være rigtig gode, ligegyldigt hvad andre siger.

Er der en særlig type karakter/rolle du holder af at spille?

Søren:

Det er altid sjovest at spille en rolle, der er modsat en selv. Jo tættere en rolle kommer på en selv, jo sværere bliver det at spille i min verden. For hvordan spiller jeg mig selv? Jeg er så kedelig og normal. Det bliver mere interessant jo længere en karakter ligger fra mig – der er mere spænding, og opposite attracts. Jeg må le lidt og sige, jeg er faktisk rigtig god til at spille the bad guy. Der er noget at spille med og gribe fat i.

Soeren-Hellerup
Fotokreditering: Eija Hakkarainen og Saara Räisänen

Kan du tale lidt om det blive berømt skuespiller versus det at blot være en skuespiller, fordi man kan lide det?

Søren:

Det at blive berømt er et sideprodukt. Det betyder ligesom, at du har gjort noget godt arbejde. Der er forskel på det at være berømt og kendt.  Alle kan blive kendt. Du kan gå ud og lave en masse ballade, og så kan du blive kendt. Men at blive berømt er ligesom et sideprodukt af at have gjort noget godt arbejde. Jeg synes jo, det kan blive et problem, hvis målet er at blive berømt. Fordi, jeg synes ikke, det skal være ens mål. Man skal følge ens drøm for at arbejde med nogle spændende ting. Ellers kan det meget hurtigt blive en egoting. Det har vi alle, man kan næppe være skuespiller uden. Men hvis dit ego tager over og siger, jeg vil se mit navn sådan og sådan og sådan. Så er det kun en egoting. At lave et godt arbejde er i den sidste ende det vigtigste. 

Er der en særlig forskel på filmskuespil og teaterskuespil du kan komme ind på?

Læs også:  Filmsiden interviewer: Julie Annlie

Søren:

Jamen, det er der faktisk. På teater må du have en teknik som fungerer på en anden måde. På et teater skal du gentage din rolle tre, fem, otte, ni gange om ugen. Ja, måske ni forestillinger om ugen. Du bliver nødt til at have en holdbar teknik, især hvis du spiller en eller anden stor følelsesmæssig rolle. Det kan ikke nytte noget, at du fuldstændig udmagrer dig selv, fordi så bliver du simpelthen sindssyg til sidst. Du bliver nødt til at have en teknik, hvor man holder, fordi man skal gentage det, så man snyder publikum – selvfølgelig, så det ser ægte ud. Men det er jo igen – a play. Så du skal bare spille det så godt, at det ser ægte ud. Men. Man skal virkelig passe på det der. Du kan ikke spille Medea – eller jeg må godt sige Macbeth, fordi vi ikke er på teater nu, for at nævne to dramatiske roller, man kan ikke spille sådanne nogle karakterer for pålydende og være det hver aften. Så en teknik bliver du nødt til have og bruge – fordi det bliver gentaget, gentaget, gentaget.

På film laver du en eller anden, forholdsvis kort, prøveperiode, det kommer an på instruktøren, måske fra to til tyve gange. Så kameraprøver, et par optagelser og så går du til næste scene. Så det er jo en helt anden proces, fordi du ikke skal gentage det igen og igen, uge efter uge. Det som så kan være svært, når du står foran et kamera, og hvis du er meget teaterskuespiller, det er at stole på, at du i virkeligheden ingenting skal gøre. At kameraet læser, og at kameraet er som en eller anden form for røntgen – det ser noget man ikke bare umiddelbart ser. Det er også noget, jeg arbejder med som skuespillerlærer. Vi har alle sammen en maske på, om jeg sidder nu med dig her alene, er til en reception eller jeg er ude sammen med nogle af mine bedste venner, eller jeg sidder hjemme alene. Vi har alle forskellige masker på, det skal vi også have. Men man kan også have så mange masker på, at man ikke kan se hvad der sker i ansigtet, i øjnene, i sjælen. Og de dér masker, det ‘læser’ kameraet, men de læser ikke nødvendigvis det du føler, det der foregår med din rolle, den figur du spiller. Det kan blokere, så der ikke kommer noget igennem til tilskueren. Så turde at lade de der masker falde og stole på, at det man har gjort i ens hjemmearbejde, er nok. Så foran kameraet, glem alt om teknik, og stol på hvad du lavede hjemmefra. Nogle gange er det nok bare at tænke replikken, om man så må sige. Men dine tanker. Det øjeblik det læser kameraet som ingenting, og dette kan du selvfølgelig ikke gøre, hvis du står og spiller på et teater med tusind pladser, og hvor du skal nå helt der op på bageste række. Det skal man huske som filmskuespiller. Og du kan altså ikke stå på en scene og bare tænke og tro det kommer ud ad øjnene, fordi det rækker altså ikke længere end de første par rækker.

Vi var engang i London på en studietur, og vi fik billetter til forestilling med en meget berømt filmskuespillerinde, som jeg altid har beundret enormt. Selvfølgelig skulle vi se det, når vi alligevel var i byen. Forestillingen går i gang, en dame træder ind og stort bifald. Ja, det var hende.  Men der skete intet på scenen, ingen dynamik, man kunne dårligt høre hendes replikker.  Man så bare en dame gå rundt på scenen i en hvid kjole. Men på film og kamera stråler hun igennem, og er helt fantastisk.  Det kan altså ske, hvis man ikke tænker og træner i forskellen på teaterskuespil og skuespil på film.

Hvordan forbereder du dig til en rolle?

Søren:
Det kommer meget an på, hvor meget baggrunds materiale jeg har. Der i Spanien på ‘30 Coins’ havde jeg kun manuskript og en instruktør, som gav mig en fornemmelse af at være på rette vej. I ‘Kalak’ var jeg så heldig at have bogen, artikler og kronikker fra personerne selv. Det var en guldgrube. Ellers, som Birgitte Price sagde en gang til en lecture på Teaterskolen. ’Du læser og læser manuskriptet indtil kødet ligesom falder fra benene, så du til sidst ser skelettet. Det er skelettet, du skal ind til. Så begynder du at komme kødet på igen, men med det du som skuespiller kan komme med. I Brasilien iscenesatte jeg en del teater. Som instruktør har jeg en vision. Men det er fjollet, og giver ingen mening ikke at lytte og bruger den kvalitet og det talent, som den enkelte skuespiller kommer med, men (i teater sammenhæng) beder jeg skuespillerne IKKE komme med deres roller allerede lært udenad. Vi har den luksus at skulle i gennem en længere prøve periode, og der ’forberede’ forestillingen sammen.

Du praktiserer buddhisme. Hvordan har din buddhistiske praktisering haft indflydelse på din skuespilkarriere?

Søren:
Det går hånd i hånd med dét, at jeg altid har villet være skuespiller, og aldrig har givet op omkring det. De jobs jeg har fået, uanset hvilken genre, har på en eller anden måde gjort indtryk på mig, og vigtigt at arbejde på de også gør det for andre mennesker.
Se bare på min seneste rolle som Ole i ‘Kalak’. Den beskriver filmanmeldere og venner som en modig rolle at påtage sig. Selv så jeg det som et job, jeg skulle udføre, et job der gerne skulle påvirke mennesker. Den buddhistiske filosofi står så stærkt for mig ved at den rører hjerter, og man arbejder som skuespiller fra sit hjerte, og derigennem, forhåbentligt, kan røre andre menneskers hjerter.

Læs også:  Filmsiden interviewer: Lasse Stage Jensen
SCREENSHOT fra film

Du nævnte kort filmen ‘Kalak’. Er der noget mere du gerne vil sige og videregive om den.

Søren:
Ja, der er en enorm kraft i vores kunst og kultur, ved at man skaber tanker hos folk. Kunsten må gerne kræve noget af tilskueren. Det er Isabella Eklöf, instruktøren af ’Kalak’, bare så god til. Folk siger, hun provokerer. Men jeg tror ikke hun provokerer bare for at provokere. Hun provokerer jo, fordi hun gerne vil have folk til at tænke deres egne tanker. Mange filmanmeldere skriver, det er en svær film at se, også fordi det kræver noget at tilskueren. Men kunsten skal ikke servere det hele, men inspirere til at folk tænker videre selv. Man må godt gribe fat i nogle ubehagelige ting, som skal frem i lyset. I ‘Kalak’ er der også emnet om forholdet mellem Danmark og Grønland. Det er et emne, som man måske ikke ved så meget om eller tænker over. Men man må gerne selv være opsøgende, og måske gå i biografen og se en film, som kan være (provokerende) eller krævende. Flere af anmeldere skriver netop, ‘Kalak’ er ikke en film for hvem som helst, men en vigtig film om også det at konfrontere sine dæmoner.

Jeg læste et sted, at du sagde, at rollen i ’Bingo. The King of Mornings’ forandrede dit liv som skuespiller. Hvorfor og hvordan det?

Søren:
Det først af alt det at jeg overhovedet fik rollen. Det var den største rolle jeg nogensinde havde fået tilbudt og med kæmpe navne og en stjerne instruktør. Dette var i Brasilien. Jeg var vant til at arbejde en eller to dage i de fleste roller. Og få en rolle, som virkelig var involveret i handlingen og betød noget i filmen, det havde jeg ikke prøvet før. Det var en kæmpe oplevelse, og bare det at skulle på arbejde hver dag i en længere periode. Selve arbejdsprocessen blev en omfavnende proces med coaching (hvor vi legede…) og prøve dage. Det var så fantastisk at arbejde i Brasilien. Der var konstant respekt for hinanden, enten du spiller hovedrollen eller bare to replikker. Og rollen i ’Bingo’ blev en enorm exposure for mig, fordi det var så fantastisk en rolle i en fantastisk film. Og videre derfra gik det bare derudaf.

 

Isabella og Søren Hellerup (Eget Foto)

Du har arbejdet i New York, Los Angeles og Brasilien. Nu bor du i Portugal. Du kommer længere og længere nord på. Kunne du tænke dig mere arbejde her i Norden igen?

Søren:
Hvis jeg får mulighed for det, helt bestemt. I de sidste 3 til 4 år jeg boede i Brasilien, havde jeg virkelig fået en enorm lyst til arbejde i Danmark igen. Især efter ’Bingo’, fordi jeg nu begyndte at have materiale til en ordentlig showreel til de danske castere. De danske caster ville jo ikke flyve mig ind fra Brasilien for et arbejde i en eller to dage i Danmark. Så ville de vælge en lokal skuespiller. Rollen som faren Ole i ‘Kalak’, min første rolle i Danmark efter 38 år var en gave uden lige – det var så spændende et projekt, og forhåbentligt kan åbne dørene for nye spændende roller i Danmark, ligesom jeg elsker at arbejde her i Portugal, i Spanien etc. Det gode ved Europa er, at du har en mængde lande inden for 2 timers flyvning. Der er så mange produktioner overalt i Europa. Jeg kan ikke se nogen grund til at koncentrere sig om ét land, når vi nu har EU og har mulighed for at arbejde i andre lande. Og Portugals filmindustri er i rivende udvikling opad. De er ved at have en solid produktion af film og serier. Der går rygter om, at man her i landet, bare 15 km fra hvor jeg bor, planlægger at bygge et kæmpe filmstudie, som bliver et af verdens 10 største. Det er meget spændende.

 

Emil, Isabella og Søren Hellerup (Foto : Søren Hellerup)

Du skriver, er skuespillærer, instruerer, er producer, skuespiller – Er det noget af det du helst laver?

Søren:
Nej. Hver ting til sin tid, ikke. Jeg synes, det er fantastisk at instruere teater. Jeg har lavet to kortfilm selv. En i Los Angeles, og en i Brasilien. Den i Los Angeles var fordi jeg, som person og menneske ville udfordre mig selv. Sige okay. Nu har jeg en ide. Hvordan får jeg den manifesteret på et stykke papir – til at få lavet et faktisk projekt, til jeg står med en færdig film. Det var en proces. En fantastisk lærerig proces. Du får så meget respekt for instruktør, producer og det hele. Alle skuespillere skulle prøve det. At være drama lærer, at give noget fra sig er bare fantastisk. Utroligt hvor meget man selv lærer af det.

Kreativitet. Vil du sætte nogle ord på det?

Søren:
Der ligger enorm kraft i det at bare at ’let it go’. Gå en tur i skoven, lyt til fuglene der synger. Det at lave ingenting. I momenter hvor man laver ingenting, kan der opstå en enorm kreativitet. Jeg flyttede fra Los Angeles til São Paulo, også for at komme ud af min egen komfortzone. Nu skulle jeg starte forfra. Det blev en eksplosion af kreativitet. Jeg fik ideer til skuespil, scenografi også videre. Så der skete bare en hel vild kreativitet ved at komme ud af sin komfortzone, og lade ens instinkter komme til overfladen.

Har du håb om en bestemt slags rolle fremtiden – i Danmark eller hvor du nu befinder dig?

Søren:
Nej, overhovedet ikke. Jeg tager, tingene som de kommer.

Bingo Foto Luiz Maximiano

Til allersidst, hvilket råd har du til en ung aspirerende skuespiller kvinde som mand?

Søren.

Lyt til dig selv. Lyt til dine instinkter. Hvis dine instinkter siger du skal prøve det, så prøv det. Men gør det med stor respekt for dig selv og andre.

Transkriberet af Ellen-Karin Myklebust efter interview den 16. april 2024 med Søren Hellerup