Filmsiden interviewer: Muldvarpen Ulrich Larsen

 – Skrevet af Lucas Bisgaard

Fotorettighedshaver: Piraya Film I og Wingman Media. Fotograf: Joakim Hauge Vocke

Eksklusivt på Filmsiden

Fotorettighedshaver: Piraya Film I og Wingman Media. Fotograf: Joakim Hauge Vocke

Indledning

I begyndelsen af oktober landede dokumentaren Muldvarpen: Undercover i Nordkorea blandt andet på DR. En dokumentar, delt op i tre dele, om den førtidspensionerede kok og familiefar Ulrich Larsen, der i 10 år har infiltreret det lukkede styre i Nordkorea, for at afsløre hemmeligheder med ingredienser nok til mindst et dusin James Bond film. Mads Bruger træk i trådene hjemmefra Danmark, mens Ulrich sammen med den falske forretningsmand Mr. James afslørede Nordkoreas forretningsaftaler  i blandt andet våben- og narkotikahandel – udenom internationale konventioner og restriktioner.

Nu har hovedpersonen selv indvilliget i at stille op til et interview med filmsiden.dk, for at svare på vores spørsmål til en helt almindelig mand, der i 10 år var undercover i det lukkede Nordkorea.

Hvorfor vælger en dansk familiefar og førtidspensioneret kok, at han vil afsløre Nordkoreas hemmeligheder?

“Jeg ville have noget at gå op i, og hele den Nordkorea historie om, hvordan befolkningen holdes i et jerngreb var
for mig meget interessant, og samtidigt gav det relationer tilbage til mine oplevelser med bla. DDR som barn.”

Hvorfor valgte netop du at gå så langt og dybt med det her?

Med de ting jeg oplevede undervejs, følte jeg det var vigtigt at gå dybt, for at kunne dokumentere, hvordan Nordkorea og folk med skumle hensigter agere i forhold til, at omgås de sanktioner som FN har sat op for Nordkorea.

Hvordan kom det i stand, at det skulle blive til en dokumentar med Mads Brügger i spidsen?

Det var da klart en naiv drøm til at starte med, og forventede aldrig et svar fra Mads, og i starten skulle jeg jo egentlig bare se, hvad der rørte sig i den danske forening. Men den er helt ufarlig, og er jo mest en samling af gamle kommunister, der stadig ikke har indset, at muren er faldet, og værst af alt forsvarer Nordkorea, som om det er et land, hvor alle har det fantastisk. Og så tror jeg, at de klart elsker at besøge Nordkorea, fordi de bliver behandlet som små konger. Og får VIP behandling. Men da jeg i 2012 møder Alejandro Cao de Benos, den selvudnævnte præsident for KFA, begynder det at blive interessant for Mads også. Og derfra begynder det hele at tage fat.

Hvordan var dit forhold til Mads Brügger i de 10 år?

Vores kontakt var via telefon og emails. Ganske få gange har vi mødtes, hvor vi har været meget opmærksomme på ikke at blive set sammen.

Hvordan er dit forhold til Mads Brügger i dag?

Det vil jeg betegne som rigtigt godt. I dag kan vi jo ses, og taler næsten sammen dagligt. Nu er der ingen undercover mere. Jeg vil betegne Mads, som en rigtig god ven, noget jeg håber vil bestå mange år frem.

Vi har jo sammen med resten af holdet bevist en masse ting, der har skabt genlyd over hele verden. Og så tror jeg at Mads og jeg begge er lidt nørdet. Måske en form for Tintin-nysgerrige.

Fotorettighedshaver: Piraya Film I og Wingman Media. Fotograf: Klaus Vedfelt

Lasse Stage Jensen. Foto: Lasse Ribergård

Var du med til at træffe beslutninger om, hvad i skulle gøre, eller var det helt op til Mads?

Vi har begge talt om hvordan og hvilke veje vi kunne gå. Og har altid været enige om tingene. Vi har været helt ærlige overfor hinanden hele vejen igennem.

" Der er ikke manipuleret, dokumentaren viser tingene fuldt ud, som de er foregået"

Fotorettighedshaver: Piraya Film I og Wingman Media. Fotograf: Jonas Berlin

Fotorettighedshaver: Piraya Film I og Wingman Media. Fotograf: Joakim Hauge Vocke

Den venskabsforening, som du var en del af i et årti, har været meget kritiske over for afsløringerne i Muldvarpen.

 

Kan du afvise, at der skulle være blevet manipuleret med optagelserne for at få Nordkorea til at fremstå værre?

Fuldstændigt! Der er ikke manipuleret, dokumentaren viser tingene fuldt ud, som de er foregået.

Har du haft det moralsk svært med at have løjet et utal af mennesker op i ansigtet i et årti?

Nej, fordi jeg har jo ville vise fra starten, hvilket ondt land Nordkorea er. Og samtidigt ville forstå, hvorfor der findes folk, der støtter et land, som åbenlyst har gjort det til en olympisk disciplin at omgås FN´s sanktioner. Og tydeligvis nærmest har vundet guld i de fleste sportsgrene. Og man kan vel vende det om, og spørge om det ikke ligeså meget er dem, der har løjet for mig, ved at fortælle mig, at Nordkorea er et fantastisk land.

Dog vil jeg sige, der findes mange fantastiske Nordkoreanere, folk som desværre lever under nogle forhold, som er så modbydelige, men grundet regimet i Nordkorea, er de bange for at tænke frit, og lader sig undertrykke og sulte bare for at overleve. De er 23-25 millioner mennesker, der er undertrygt, og ganske få der lever et godt liv. Det strider mod al sund fornuft. Og kan jeg være med til at slå et hul i det efterhånden skrøbelige hegn, eller havelåge, der holder Nordkoreas folk spærret inde, så er jeg stolt.

Hvad tænker du, da Mads introducerer dig for en falsk forretningsmand, som han døber Mr. James?

Lidt spooky, da jeg googler Jim, hans historie er jo helt vild. Men at sætte Jim og mig sammen har været den bedste blanding. Vi havde kort tid til at finde vores coverstory, men en enkel historie er det bedste. Og man kan sige vores makkerskab har været unikt. Begge opmærksomme på hver vores måde. Der er ingen andre, der ville kunne være Mr. James end Jim. Og gennem årene har Jim og jeg opbygget et fantastisk venskab. Og kigger jeg tilbage på de sidste år hvor Jim har været med, har det været en kæmpe oplevelse.

Hvad mener du om den relativt store mængde iscenesættelse af dig (eller snarere “muldvarpen”), Mr. James og Mads Brügger selv, der bliver brugt i dokumentaren?

Det er med til at vise, hvordan jeg er som person, og det er jo de personer som nordkoreanerne og andre i serien har troet på, derfor er det vigtigt at vise os, som vi er. Og James som Jim flot spiller.

 

Fotorettighedshaver: Piraya Film I og Wingman Media. Fotograf: Joakim Hauge Vocke

En af dem du løj over for var din hustru. Vidste hun, at du tog til Nordkorea?

Ja hun vidste godt, jeg var derude, men ikke egentlig hvad jeg foretog mig, og har altid sagt jeg er nørdet, og derfor så hun det som en nørdeting.

" i dag er hun stolt af mig "

Fotorettighedshaver: Piraya Film I og Wingman Media. Fotograf: Joakim Hauge Vocke

Fotorettighedshaver: Piraya Film I og Wingman Media. Fotograf: Klaus Vedfelt

Da du i dokumentaren endelig fortæller til din hustru, at du har lavet det her, var det ikke med udpræget begejstring til følge. Har det haft nogle personlige omkostninger i forhold til din familie?

Hun var naturligvis rystet, og der gik et stykke tid før hun forstod det hele. Det kom jo som et chok. Men i dag, er hun stolt af mig. Og er glad for, jeg ikke blev afsløret undervejs.

 

Hvor meget vidste din omgangskreds om dine rejser til Nordkorea og din fascination for landet?

Meget lidt, kun ganske få af mine bekendte har kendt til mine rejser. Jeg vil være så ærlig at sige min bedste `mate` John, som jeg har kendt i 30+ år har fået meget lidt at vide om mine rejser til Nordkorea, men intet om Muldvarpe projektet. Bare at jeg rejste derud. Og John er måske nok den, jeg ville have fortalt endnu mere, hvis jeg havde haft brug for det.

Hvordan tog din omgangskreds, at du pludselig forsvarede Nordkorea? 

Jeg har heldigvis kunne gå så meget under radaren, at jeg ikke har haft behov for at forklare nogle noget om Nordkorea.

Hvordan har du haft det siden, at du stod frem som muldvarp?

Lettet, følte jeg tabte 10 kilo af spekulationer, da jeg afslørede sandheden for Alejandro Cao de Benos.

"jeg er helt tryg ved de sikkerhedsforanstaltninger, der er taget for mig og min familie"

Fotorettighedshaver: Piraya Film I og Wingman Media. Fotograf: Jonas Berlin

Fotorettighedshaver: Piraya Film I og Wingman Media. Fotograf: Joakim Hauge Vocke

Er du bange for din egen sikkerhed?

Nej, jeg er helt tryg ved de sikkerhedsforanstaltninger, der er taget for mig og min familie.

Hvad byder fremtiden på? Er du helt ude af alt, hvad der har med Nordkorea og journalistik at gøre?

Jeg vil altid have en stor interesse for Nordkorea og følger med i alt. Har de sidste 10 år fået en viden så stor, at jeg heller ikke kan slippe det. Jeg vil nok resten af livet bliver forbundet med Muldvarpen, og det er jeg meget stolt af. Og hvad fremtiden ellers bringer? Jeg har et hoved fuld af idéer.

Skal du “bare” tilbage til at være helt normale Ulrich fra Danmark?

Kan jeg det? Det er svært lige nu, jeg bliver genkendt de fleste steder jeg går, men møder kun søde mennesker der roser mit mod, og syntes jeg må have de største n….. Men at gå fra at være Ulrich til folk vil have en selfie eller bare sige hej og spørge en om noget, det er lidt underligt. Jeg har modtaget utroligt mange beskeder på de sociale medier fra folk der bare vil fortælle hvor sej og modig man har været. Det gør mig stolt, at folk har set Muldvarpen, og syntes vi har gjort noget vigtigt.

"Jeg vil nok i mange år være Muldvarpen, der afslørede Nordkorea. Og det er jeg stolt af!"

Fotorettighedshaver: Piraya Film I og Wingman Media. Fotograf: Jonas Berlin

Der har været meget fokus på dig, og det at det er en “helt almindelig dansk førtidspensioneret kok”, der har lavet disse afsløringer. Hvad mener du om, at det måske kan skygge for den reelle historie – Nordkoreas våben- og narkotikahandel udenom internationale konventioner?

Jeg tror det at det er en person i min situation der har gjort de her ting, gør ikke at det overskygger den reelle historie. Men at det blev mig der var med til at slå endnu et søm i Nordkoreas kiste, viser vel bare at uanset hvem man er, er det vigtigt at kunne bidrage til at ondskab stoppes.

Er du på nogen måde bekymret for at mediernes fokus bliver for meget på muldvarpen – mere end på muldvarpens afsløringer?

Nej.

Fotorettighedshaver: Piraya Film I og Wingman Media. Fotograf: Joakim Hauge Vocke

Har dækningen af jeres afsløring været for personfikseret, og manglet fokus på jeres afsløringer?

Det er klart, der bliver interesse for min person, når det er en som mig, der går undercover i mange år og bidrager med alle afsløringerne. Men jeg mener nu, medierne har haft mere fokus på afsløringerne, og igen, jeg vil nok i mange år være Muldvarpen, der afslørede Nordkorea. Og det er jeg stolt af!

Og sidst, men ikke mindst, er du i familie med Søren Pape? 

Jeg kan godt se ligheden, og den har Søren også set. Men vi er ikke i familie. Vi har dog begge grint af det. Og været i kontakt.

Interviewet med Muldvarpen Ulrich Larsen forgik skriftligt via mails mellem Filmsidens skribent Lucas Bisgaard og muldvarpen Ulrich Larsen. Alle fotorettigheder tilhører Piraya Film I og Wingman Media, og er taget af fotograferne Joakim Hauge Vocke, Jonas Berlin og Klaus Vedfelt.

Du kan læse vores anmeldelse af Muldvarpen: Undercover i Nordkorea her