White Christmas (1954)

– Skrevet af Martin Riis Larsen

White Christmas

White Christmas er en klassisk, romantisk komedie, som de kun kunne lave dem i 1954. Filmen er fyldt med kærlighed, juleånd og dejlige sange, der helt sikkert vil få selv det mest ujulede hjerte til at banke i takt med julens rytmer.

Der er film, der går af mode og bliver glemt, og så er der vaskeægte klassikere, der kan ses igen og igen. White Christmas hører helt sikkert til den sidste kategori. Oplev ægte julestemning a la 1954 i skikkelse af nogle af den tids ikoniske skuespillere – dengang man gerne både skulle kunne danse og synge for at blive filmstjerne.

Der er lagt op til romantik og ægte ufortyndet 50’er-stemning, når to brødre og to søstre slår deres forestillinger sammen for at skabe en smuk og uforglemmelig oplevelse for en gammel soldat, der føler sig glemt og alene.

På ægte 50’er-vis falder de fire selvfølgelig for hinanden, men må gennemgå så frygteligt meget for til sidste at få kærlighedens kabale til at gå op. Det hele akkompagneres af søde julesange og en historie om at hjælpe dem, der har det svært i julen.

De fire hovedroller spilles af Bing Crosby, Rosemary Clooney, Danny Kane og Vera-Ellen. Fire skuespillere, der alle er kendt for deres kunnen inden for sang og dans. Det er også en stor del af filmen og det, der gør den så dejlig.

Sangene og dansene er med til at skabe den stemning, der skal være i den slags film, og sammen med de skønne kostumer giver det en følelse af ægte juleglæde.

Hele filmen slutter af med en julescene af de helt store, hvor det er svært ikke at blive en lille smule fugtig i øjenkrogen, når julesneen daler.

Klassiske sange som ’White Christmas’, ’Sisters’ og ’The Old Man’ gør filmen endnu mere dejlig og hyggelig at se for hele familien.

Kort sagt, er du til ægte kærlighed, dejlige sange, søde historier og ren julestemning, så er White Christmas helt sikkert den rette julefilm for dig.

Spilletid: 2h 00min

Rating IMDb: 7,6

Dansk premiere: 29. april 1955

Streaming tjenester: Filmen ligger pt på følgende tjenester

Blockbuster