’Forhøret 2’ med Trine Dyrholm får premiere d. 29. august

Foto: Per Arnesen

“En mor skal ikke lægge sit barn i graven”, siger Susanne (Trine Dyrholm) i begyndelsen af traileren til Forhøret 2, som Viaplay frigiver i dag. Og det er netop den tragiske historie fra første sæson, hvor psykologen Susanne mistede sin datter, der danner afsæt for handlingen i 2. sæson. For midt i sin magtesløshed får Susanne pludselig mulighed for at redde en anden ung kvindes liv – men det viser sig ikke at være uden store personlige omkostninger.

”Det har været utrolig spændende at få lov at fortsætte fortællingen fra første sæson af ‘Forhøret’, og nu gøre det til Susannes historie. Det bliver både en personlig rejse fuld af sorgbearbejdelse og nye erkendelser og samtidig en krimi-gåde, som skal løses, hvilket skaber spænding på flere planer. Derudover har det været meget inspirerende at møde alle de fantastiske skuespillere, som medvirker i denne sæson” siger Trine Dyrholm. 

Handlingen i ’Forhøret 2’ tager fart, da Susanne forsøger at komme sig over tabet og sorgen og genoptager sit arbejde som praktiserende psykolog. Da hun lægger en klient i hypnose i forbindelse med et banalt rygestop, åbner hun en dør ind til hans underbevidsthed. Manden afslører under hypnosen, at han har slået en række unge kvinder ihjel for penge – og at han allerede har bestilling på et nyt offer. Hans afsløring får Susanne til at kaste sig ud i en livsfarlig rejse gennem en kynisk underverden for at forhindre, at en ung uskyldig pige bliver dræbt. Men ingen er uskyldig – heller ikke Susanne.

Trine Dyrholm akkompagneres af en perlerække af danske skuespillere så som Ulrich Thomsen, Dar Salim, Danica Curcic, Søren Malling, Fanny Leander Bornedal, Olaf Johannessen samt svenske Pernilla August.

’Forhøret 2’ er skrevet og instrueret af Christoffer Boe med Anna Juul som medforfatter. Den produceres af Jonas Allen og Peter Bose fra Miso Film og distribueres af Fremantle. 

Se første trailer fra den nye sæson, som får premiere 29. august, lige her:

Photographer: Henrik Ohsten
Ophavsret: Henrik Ohsten
Ophavsret: Per Arnesen