De 5 bedste Stephen King filmatiseringer

 – Skrevet af Nanna Hjorslev

Gæsteopslag af Nanna Hjorslev

Nanna Hjorslev

Om Nanna Hjorslev

Mit navn er Nanna Isabella Hjorslev og jeg er en 19årig filmelsker, som drømmer om selv en dag at lave spillefilm. I min fritid ser, skriver og laver jeg film. Lige nu går jeg på Odense filmværksted på deres producer linjer og før det har jeg blandt andet gået på Krogerup højskoles filmlinje.

Lige for tiden er min yndlings genre gyser, da de (for det meste) indeholder en form for overraskelse og er fyldt med suspence. I denne uge har været så heldig at skrive et gæsteoplsag her på filmsiden. Jeg står bag www.filmbucketlist.dk , hvor jeg hver uge udgiver en ny filmbucketlist med et særligt månedligt tema.

Stephen King, amerikansk forfatter især kendt for sine gyser romaner. Hans bøger ligger blandt de bedst sælgende nogensinde og han står i dag også bag et utal af film. Han er blandt andet særlig kendt for ilmatiseringerne af IT (kapitel 1 + 2), HBO serien – “The Outsider”, 80er gyser hittet “The Shinning” og ligger ikke mindst højt på Imbd listen med fængselsdramet “Shawshank redemption.” Som optakt til de 31 nye Stephen King film, der lige nu er i produktion kan du her læse om mine 5 yndlings King filmatiseringer.

Shawshank Redemption (1994)
IT (2017)
The Green Mile (1999)
The Shinning (1980)
Stand By me (1986)

Derfor er mit gæsteopslag ligeledes en bucketlist. God læselyst!

Shawshank Redemption (1994)

Instruktør: Frank Darabont
Medvirkende: Morgan Freeman, Tim Robbins, Clancy Brown, Bob Gunton
Genre: Drama, fængsel
Spilletid: 2t 22min

Resume
Bankmanden Andy Dufresne bliver anklaget for drab og idømmes livsvarigt fængsel. Hans første tid i fængslet er et mareridt, men som tiden går lærer Andy at være i det brutale miljø. Han bliver venner med “Red”, som er kendt i fængslet, som ham der kan skaffe ting udefra. Andy finder en smart måde at stige i status på via. hans evner som bankman. Han udnytter sin status til at tilføre et snert af menneskelighed til fængselslivet bl.a. ved at spille musik, åbne et bibliotek og skaffe kolde øl til hans venner.

Anmeldelse

Mange har før mig skrevet om denne film og med god grund til det. “Shawshank
Redemption” eller på dansk, meget afslørende “En verden udenfor” er dømt blandt millioner af mennesker til at være en af de bedste og måske ovenikøbet den bedste film, der nogensinde er lavet. Det kan jeg sagtens forstå. Selvom det ikke er min all time favorite film, så ligger den bestemt stadig højt på listen. Kamerabevægelserne, soundtracket, klipningen, replikkerne, skuespillet og ikke mindst symbolikken i denne film, går alt sammen op i en højere enhed. Mesterfotografen Roger Deakins bruger elegante og levende bevægelser til at fortælle denne historie og musikken understøtter disse til perfektion.

Vi møder Andy Dufresne, som har nægtet sig skyldig, men stadig er havnet i fængslet. På de nye indsattes første dag, er det tradition at de andre indsatte, vædder om hvem der først bryder sammen, flere har deres penge på Andy. En overvægtig mand, der savner sin mor bryder dog hurtigst sammen. Fangerne driller de nye indsatte og fangevogterne gør bestemt heller ikke første dag nem. Alligevel holder Andy sit pokerface og fremstår atter iskold. Det er måske netop dette der gør, at “Red” får øje på ham. De to får et ubrydeligt venskab og samarbejde i fængslet. Både Tim Robbins som Andy Dufresne og Morgan Freeman som “Red” spiller mageløst.

“Hope is a dangerous thing. Hope can drive a man insane.”

Hele filmen igennem er der en mystik over Andy Dufresne. Vi får små hints til hvad hans planer er, men filmens slutning kommer alligevel som en overraskelse. “Shawshank Redemption” er ikke bare endnu en fortælling om livet i fængslet. Det er en fortælling om det minisamfund fangerene har skabt, præget af fangevogterne og fængselsinspektørens umenneskelige behandlinger. Men det er vigtigst af alt en historie om aldrig at opgive håbet, lige meget hvor mørkt det kan se ud. “Shawshank Redemption” er en af Stephen Kings mest velskrevet og bedste bøger.

Jeg tildeler filmen 5 ud af 5 stjerner.

IT (2017)

Instruktør: Andrés Muschietti
Medvirkende: Bill Skaarsgård, Sophia Lillis, Finn Wolfhard, Jaeden Lieberher
Genre: Gyser, thriller
Spilletid: 2t 15min

Resume
Det er sommer 1989 i den lille by Derry. Over sommeren forsvinder børn sporløst. Blandt de forsvundne børn er Bills lillebror Georgie. Da politiet opgiver eftersøgningen af Georgie, dedikerer Bill og hans venner sommeren til at finde ham, men i stedet finder de en uhyggelig klovn, der udpeger dem som dens næste ofre.

Åbningssekvens

Året er 1988. 7-årige Geogies begejstring mærkes helt tæt på. Hans storebror, Bill har lavet en papirsbåd til ham. Udenfor regner og blæser det, men det stopper ikke lille Georgie i at gå ud og lege med hans nye papirsbåd. Iført et gult regnsæt er Georgie nem at følge, som han spæner efter papirsbåden. Papirsbåden bliver revet med strømmen og falder ned i kloakken. Georgie bøjer sig ned for at få fat i båden, men det er helt mørkt. Op af mørket dukker en hvid malet klovn frem og lokker Georgie helt tæt på…

Anmeldelse

“IT – Chapter one” har en af de mest effektive og brutale åbningssekvenser set på film. Historien udvikler sig til en rørende, nostalgisk og charmerende fortælling om 7 børns opvækst og venskab. Det er en særdeles uhyggelig Stephen King filmatisering og nok også den bedste gyser adaptation jeg har set. Der er rettet op på alle fejlene fra miniserien. Der er gået 27 år fra miniserien udkom til filmen og det er præcis ligeså lang tid, som der går mellem Pennywise dukker op. En fed detalje der synes at virke symbolsk. Et slags ekko.

“My grandfather thinks this town is cursed, that all the bad things that happened in this town are because of one thing, an evil thing.”

Filmen udforsker mange forskellige former for frygt. Vi følger 7 børn, som sammen danner klubben “The Losers Club”. Filmen fortæller de 7 børns frygt og formår at bevare fokuset herpå. Du lærer således kun karakterenes hjemmeliv at kende, hvis det er relevant for deres frygt.

Beverly er et godt eksempel på dette.
Hendes mor er død og hun bor alene med hendes far, som misbruger hende. Hendes far er bange for at Beverly bliver voksen og efterlader ham alene. Berverly er bange for faderens reaktion, når han finder ud af at hun er ved at blive voksen. Hele hendes liv er påvirket af det der foregår derhjemme. I scenen der viser Beverlys frygt frem, kan hun høre børn der snakker i vasken på hendes badeværelse, da hun læner sig ned for at lytte, sprøjter det op med blod. Et symbol på menstruation og at blive voksen.

Andrés Muschietti gør et exeptionelt job, som instruktør på denne film. Hans udgave af IT følger bogens bedste sider og de mindre gode er sorteret fra. Bill Skaarsgård er meget uhyggelig som klovnen Pennywise. Hans smil, øjne og stemme gør ham helt rigtig til rollen. Pennywises makeup og CGI er desuden meget imponerende lavet. Børneskuespillerne spiller alle fænomenalt. De virker meget troværdige i rollerne og er gode til at tilføje en dybde til karakterene.

Filmens soundtrack er både smukt og ildevarslende.
Du kan lytte til det her:

“We all float down here.”

IT er ikke alene en skræmmende gyserfilm, hvor vi nærmest ingen pauser har mellem de uhyggelige scener. Filmen er også meget mere end en gyser. Den byder på komik (og ikke den parodiske) og adskillige vigtige tematikker, heriblandt – familiedrama, venskab, at gå fra barn til voksen og et vigtigt budskab om at vi er stærkere sammen end hver for sig. Filmen leger med vores opfattelse af gys på en creepy , men også til tider komisk måde. Det ses blandt andet, da børnene står foran 3 døre i det “hjemsøgte hus”. På dørene står der: Not Scary At All, Scary & Very Scary. De må nu finde ud af om det er bogstaveligt eller modsat?

Jeg tildeler filmen 5 ud af 5 stjerner for dens imponerende måde at blande vigtige tematikker, budskaber og komik med et hæsblæsende gys.

The Green Mile (1999)

Instruktør: Frank Darabont
Medvirkende: Michael Clarke Duncan, Tom Hanks, Sam Rockwell, Doug Hutchison
Genre: Krimi, Drama
Spilletid: 3t og 9min

Resume
På dødsgangen “Den Grønne Mil” i et sydstatsfængsel får fangevogterne sig en overraskelse, da en usædvanlig fange ankommer til dødsgangen. John Coffey er udadtil en hård, stor, sort mand og ifølge papirene står han bag et dobbelt børnemord. Indvendigt er han en fredelig og godmodig person, som gemmer på nogle mystiske overnaturlige kræfter.

Anmeldelse

Frank Darabont overrasker endnu engang med sin fortolkning af Stephen Kings bøger. Han stod bag seer hittet “Shawshank Redemption” og er nu tilbage med en filmatisering af “The Green Mile”. Endnu engang med et fantastisk resultat.
“The Green Mile” eller på dansk “Den Grønne Mil” er en rørende skildring om livet og ikke mindst døden. Selvom filmen beskæftiger sig med overnaturlige kræfter, så formår historien at holde sig på et jordnært niveau, der gør plottet mere virkelighedsnært.

“Dead Man Walking – Scene”

John Coffey bliver ført ind i sin celle af Percy Wetmore. Percy er en væmmelig og irriterende fangevogter, som nyder at se fangerne have ondt. Mens han fører John indendøre råber han “Dead man walking” utallige gange. Men mest iøjenfaldende er hvor enorm stor John er sammenlignet med Percy. I en tilt bliver vi præsenteret for John Coffey. Han virker måske skræmmende udadtil, men hans øjne og replikker fortæller os noget andet.

“I couldn’t help it, I tried to take it back, but it was to late”

Michael Clarke Duncan spiller rollen, som John Coffey på en helt igennem ekstraordinær måde. Hans smerte og tårer kan mærkes på selv den mest hardcore filmseer. Tom Hanks spiller fangevogteren, Paul Edgecomb, som adskiller sig fra den type ansatte vi normalt møder i fængsler. Paul er en fangevogter med sjæl og sympati. Han ønsker at gøre fangernes sidste tid værd at leve.

Der er adskillige, effektive, emotionelle scener i denne film. Særlig effektive er de scener, hvor vi ser henrettelserne af fangerne. En er særlig grusom. De som allerede har set filmen ved uden tvivl, hvilken scene jeg hentyder til og de som ikke har, har en ganske særlig scene i vente. Henrettelserne virker mest af alt modbydelige pga. lydeffekterne. Selv uden at kigge på billedet væmmes jeg.

Selvom “The Green Mile” til tider kan fremstå væmmelig, så er det alligevel en smuk film. Filmen er proppet med symbolik. Særligt kristelige tegn og en lighed mellem John Coffey og Jesus er påfaldende. Både fordi deres navne deler forbogstav og begge lider de samme skæbne. Men også personlighedsmæssigt og selfølgelig på grund af de overnaturlige kræfter.

 

Jeg tildeler “The Green Mile” 5 ud af 5 stjerner. Det er en smuk film med vigtige tematikker og budskaber. Persongalleriet er uudtømmeligt og castingen er særdeles vellykket. Fremragende skuespil, som gør at seerne føler præcist som Stephen King og Frank Darabonts ønskede vi skulle. Filmens symbolske lag er gennemtænkt og mindeværdigt.

Se den! Trods dens lange spilletid, opstår der ingen kedelige momenter. Den er ren og skær underholdende hele vejen igennem.

“Jeg sætter pris på en film, der indeholder et vigtigt budskab, en film hvor jeg interesserer mig for karaktererne og ikke mindst en film, som indeholder en form for uforudsigelighed.” Nanna Hjorslev

The Shinning (1980)

Instruktør: Stanley Kubrick
Medvirkende: Jack Nicholson, Shelley Duvall, Danny Lloyd, Scatman Crothers
Genre: Gyser, psykologisk gys
Spilletid: 2t 26min

Resume
Forfattereren Jack Torrance indvilliger i at tage sig af et hotel over vinteren, sammen med sin kone – Wendy Torrance og søn – Danny Torrance. En oplagt mulighed for Jack til at få skrevet hans bog færdig. Men “The Overlook Hotel” gemmer på en mørk og dyster fortid. Da Jack mister sin forstand og forvandles til en voldelig og sindslidende mand, må Wendy og Danny flygte for deres liv. Samtidigt forsøger Danny at bruge sit særlige talent “The Shinning” til at informere menneskene udenfor hotel om deres givne situation.

Anmeldelse

“The Shinning” er i dag en af de mest kendte og anmelderroste gyserfilm. Dens foruroligende og truende stemning, starter allerede i filmens første scene, da vi ser en bil køre op mod hotellet omringet af træer og bjerge. Et såkaldt establishing shot. Filmen kan stillistisk sammenlignes med gamle klassikere, såsom Alfred Hitchcooks “Birds”. Begge film gør brug
af langsom karakteropbygning og lange sekvenser. Desværre virker dette utroligt langsommeligt og kedeligt på mange af nutidens seere. Gyserfilm har ændret sig meget siden “The Shinning”. Tempoet er blevet hurtigere, der bruges flere jumpscares og særligt lyssætning er noget der arbejdes meget mere med.

Måske det også er derfor jeg ikke finder filmen uhyggelig. Stephen King var ligeledes ikke tilfreds med filmatiseringen af hans bestseller bog. Han mente at filmen ikke var uhyggelig nok og derfor satte han instruktøren, Mick Garris på sagen. Mick Garris instruerede da en
miniserie baseret på bogen. Den blev ikke ligeså stort et hit som filmen, men den følger bogen bedre og er ifølge mig langt mere frygtindgydende.

Skuespillet i “The Shinning” er ikke noget at råbe hurra for. Shelley Duvall (Wendy Torrance) spiller meget melodramatisk og man kommer derfor aldrig helt ind på hendes karakter. Danny Lloyd (Danny Torrance) spiller udemærket, men ikke fremragende. Han er dog ganske god i de scener, hvor han skal spille skræmt. Jack Nicholson ( Jack Torrance) spiller tilgengæld fortræffeligt. Særligt hans måde at vise hvordan han gradvist bliver mere og mere sindssyg virker troværdig og skræmmende.

Et stort plus i min bog er filmens brug af metaforer og symbolik. “The Overlook Hotel” fremstår som en stor levende organisme, der forsøger at fortærer sine beboere. Særligt bemærkelsesværdigt er tæppemønstret der ændrer sig fra scene til scene, fjernsynet der kører uden ledning, stole der forsvinder eller står nye steder.

I filmen ser vi hvordan Jack taler med sig selv og spøgelserne i sit spejlbillede – et symbol på en slags parallel mareridtsverden. Fortællingen er desuden også proppet med talsymbolik. Mest kendt er tallet på hotellets mest uhyggelige værelse – 237. En konspirationsteori siger at værelset er et anagram. På døren står der “ROOM Nº 237” , et anagram for moon room. Afstanden fra jorden til månen er 237.000 miles – altså værelsetsnummeret. Desuden optræder karakteren Danny i en sweater med en apollo-raket på. Hvorvidt alt dette er en indrømmelse af at instruktøren Kubrick har stået bag de falske måne-optagelser, vides ikke med sikkerhed…

“The Shinning” er en flot film med en konstant truende stemning, der fortæller sine seere at der ligger noget og lurer under overfladen. De kaotiske og actionprægede scener, hvor Jack jagter familien er filmens mest skræmmende. Den ikoniske “Here comes Johnny” scene fungerer stadig den dag i dag. Filmen har et imponerende brug af symbolik. Dog er der andre ting der ikke fungerer ligeså godt, deriblandt skuespillet (med undtagelse af Jack Nicholson) og filmens langsommelige fortællestil.

Jeg tildeler filmen 3 1/2 ud af 5 stjerner.

“Derudover er jeg vild med teknikken i film og bemærker ofte, hvilke filmiske virkemidler der bruges.” – Nanna Hjorslev

Stand By me (1986)

Instruktør: Rob Reiner
Medvirkende: River Phoenix, Wil Wheaton, Corey Feldman, Jerry O’Connell
Genre: Eventyr, Drama
Spilletid: 1t og 29min

Resume
“Stand by me” er baseret på Stephen Kings bog “The body” og finder sted i 1959, hvor 4 unge drenge bevæger sig ud på et eventyr for at finde en savnet dreng, så de kan blive helte og blive belønnet. Undervejs i filmen kommer drengene gennem et utal af forhindringer, som gør det sværere for dem at nå deres mål og sætter deres venskab på prøve.

Anmeldelse

”I was twelve going on thirteen, the first time I saw a dead human being. It happened in the summer of 1959. A long time ago, but only if you measure it in terms of years…”

Sådan starter “Stand by me” en spændende, sjov og underholdende film om 4 drenges udvikling fra børn til voksne. Filmens fyldestgørende karaktere og troværdige replikker er med til at gøre at “Stand by me” bliver en realistisk og relaterbar fortælling på trods af plottet. Replikkerne gør også at vi, som seere til tider helt glemmer at vi ser en film.

Filmen omhandler 4 meget forskellige personligheder. Gordie Lachance en sensibel dreng, som drømmer om en dag at blive forfatter. Chris Chambers, Gordies bedste ven, som er den ældeste og dermed gruppens “anfører”. Chris er kendt som en badboy, fordi han engang stjal nogle penge på skolen, men inderst inde er han en god dreng. Teddy Duchamp er en tosset dreng, vis far er indlagt på en galeanstalt. Teddys opvækst har været hård og har resulteret i et iltre temperament. Vern Tessio er en lille tyk og umoden dreng. Det er oftest ham der bliver drillet af de andre.

Historien er overskuelig og nem at følge med i, da vores hovedkaraktere har et klart mål. De 4 børn går igennem en spændende udvikling, hvor det tydeligt bemærkes hvordan de danner en identitet og bliver mere voksne hen imod slutningen. Dog er karakterudviklingen en smule for langtrukkent og nogle scener kan føles som gengivelser.

”I never had any friends later on like the ones I had when I was twelve. Jesus, does anyone?”

Således slutter filmen. En øjenåbner.

“Stand by me” er en nostalgisk film, som for mange vil virke relaterbar trods filmens plot. Den kan klart anbefales, særligt til de som har lyst til at tænke tilbage på deres egne sommerige barndomsminder. Filmen er mindre brutal end Stephen Kings bog og har et større fokus på barndommen. Den er en del af en længere bog serie under navnet “Different seasons”.

Jeg tildeler filmen 3 ud af 5 stjerner, for dens fine tematik og rørende historie. Den når ikke længere op, da den desværre bliver en smule for langsommelig og kedelig til tider. Måske jeg bare er mere til Stephen Kings brutale bog-version?

Stephen King står bag et utal af fantastiske bøger. Mest kendt er hans rædselsvækkende gyserklassikere, men når det kommer til film, er det ikke disse der scorer højest på ranglisten. Det er derimod de realistiske fortællinger med vigtige budskaber. “Shawshank Redemption” pga. dens skildring af fængselslivet og filmens budskab om aldrig at opgive håbet. “The Green Mile” for en anderledes og emotionel fortælling. “Stand by me” for dens realisme og nostalgi.

På bucketlisten gemmer der dog også to gruopvækkende gyserfilm. Den gamle 80´er klassiker “The Shinning” og den nyere filmatisering af “IT”. “The Shinning” fortjener en plads på listen, for dens originalitet og brug af filmiskevirkemidler. Det er en sand gyserklassiker. “IT” (2017) retter op på 90er fiaskoen og er derimod en skræmmende, men samtidigt rørende fortælling. Det er sikkert at sige at disse 5 Stephen King fortællinger i både bog og film format aldrig vil glemmes. Det er 5 tidsløse must see film.

Nanna Hjorslev