Glem Oscar’en - Filmsiden kårer årets bedste film

– Skrevet af Filmsiden

Søndag aften rulles den røde løber ud foran Dolby Theatre i Los Angeles, og mens Hollywoods største stjerner finder deres plads til den traditionsrige Oscar-uddeling, sidder filmentusiaster verden over, og spekulerer på, hvem der mon denne gang bliver udråbt til “årets film” af akademiet bestående af mangt et filmklogt menneske. Selvom vi ikke her på Filmsiden kan bryste os af at være medlemmer af akademiet, kan vi jo godt give vores ganske kvalificerede bud på årets film!

Helt fri for nomineringer og lange stemmeprocesser har syv af filmsidens stjernedygtige filmskribenter og anmeldere sat sig for at udråbe hver vores “årets film”. Og så behøver du jo ikke at vente på Oscarakademiet, for at finde ud af, hvad der er filmåret 2019s absolutte must see!

Parasite (instrueret af Bong Joon-Ho) af Lucas Bisgaard

Jeg er måske lidt typen, der bliver ret træt, når anmeldere verden over udråber en artsy sydkoreansk film som årets bedste. Men når Parasite alligevel ender på min første plads, er det fordi, den er noget helt andet end blot dét. Bong Joon-Ho har en helt exceptionel skarp manusspind, hvor han konstant formår at lave subtile set-ups, der bliver brugt fænomenalt til at skabe en historie, der er langt mere gribende end jeg på forhånd, havde forventet. Skuespillet er brillant, og bliver løftet af en dialog, som konstant fortæller os om karakteren, der udtrykker den. Udover det, er det bare et stilstudie i eksekvering. Der er mange måder at formidle en historie på. Her bliver den store værkstøjskasse med filmiske virkemidler bragt i brug; altsammen for fortællingens bedste. Den formår at krydse genre uden, det føles tonedøvt. Det er få instruktører, der kan netop det. Det gjorde Bong Joon-Ho med årets film for mit vedkommende, Parasite.

Once Upon A Time…In Hollywood (instrueret af Quentin Tarantino) – af Peter Palmqvist Skjøtt Poulsen

Med et felt af så solide film som dem, der er nominerede i år, er det ikke ligefrem nemt at vælge den bedste. ‘Joker’ er et stort hit, ‘Parasite’ er den udenlandske darling, ‘1917’ er den tekniske bedrift, og jeg kunne blive ved. Men selvom fornuften siger mig, at Sam Mendes‘ ‘1917’ løber med prisen for bedste film, bliver jeg simpelthen nødt til at gå med min guttermand Tarantino, og hans mesterlige ‘Once Upon A Time…In Hollywood’.

Ikke siden ‘Pulp Fiction’ fra 1994 har Tarantino stået så stærkt, som han gør det med hans nyeste film. Denne dybfølte hyldest til en nærmest mytisk æra af den amerikanske filmindustri, bliver ved med at byde på nye detaljer og vinkler, som man ikke har lagt mærke til tidligere. Derudover er filmen simpelthen bare søbet ind i alle de ting, som gør Tarantino til den auteur, han er. Han er blandt de største nulevende instruktører, og ‘Once Upon A Time…In Hollywood’ er blandt hans bedste værker til dato. Derfor skal netop denne film vinde prisen for bedste film ved dette års Oscar uddeling.

Dronningen (instrueret af May el-Toukhy) – af Mille Lau Hansen

Jeg er helt med på, at Dronningen nok aldrig vil vinde en Oscar, men for mig er det årets film fra 2019. Dengang jeg anmeldte filmen, blev jeg lokket ind det gribende, men barske drama, som her længe efter  stadig sidder i kroppen. Fordi filmen er fortalt så ærligt og direkte, kan den ikke helt slippe sit tag. Derfor er det også mit valg for 2019, selvom der var mange andre kandidater, var der alligevel ikke nogen, der fik mig til at føle som Dronningen. Selvfølgelig skyldes det helt klart Trine Dyrholms eminente præstation, men jeg vil også give instruktøren May el-Toukhy kredit for at turde være så ligetil i filmens fremtoning. Det kræver virkelig sin kvinde! Glæder mig allerede til at se mere fra hende.

Jojo Rabbit (instrueret af Taika Waititi) – af Mathias Stage

Dette års Oscar byder på noget så sjældent som et tæt felt af gode film, hvor næsten alle har mulighed for at vinde. Det er meget længe siden i min optik. Jeg har været utrolig træt af Oscars i mange år, ikke kun af politiske årsager, som #OscarSoWhite, men også fordi jeg simpelthen ikke forstår deres tankegang, når det kommer til årets bedste film. Alt for ofte ender komiteen med at pege på en film, der er sat i verden for at vinde en Oscar, og derved ender med at lefle, i stedet for at have en original vision, og en oprigtig lyst til at fortælle en historie med andet end Oscar statuetter på hjerte.

Min Oscar favorit kunne sagtens lyde som ren Oscar bait. Der er krig, store følelser, familierelationer, der bliver udfordret og en relativ lykkelig slutning. Det kunne sagtens være endnu en Saving Private Ryan, forskellen er dog i høj grad én mand – Taika Waititi. En mand, jeg er svært forelsket i, og har været det lige siden, jeg så ham i rollen som en ordens fascistisk vampyr i What We Do in The Shadows.

Jojo Rabbit har den perfekte balance mellem livets alvorlige stunder og de mere muntre af slagsen. Man får ikke pointerne stoppet ned i halsen, der er ingen følelsesporno akkompagneret af strygere, der fortæller os, hvad vi skal føle. Filmen byder ligeledes på en vidunderlig underspillet form for humor med respekt for emnet, selvom det til tider bliver utrolig sort og kontroversielt. Også er instruktøren med jødisk blod i årerne, Taika Waititi, på en eller anden bizar måde skabt til at spille Hitler – ”Let them say whatever they want. People used to say a lot of nasty things about me. “Oh, this guy’s a lunatic. Oh, look at that psycho, he’s going to get us all killed.”

Once Upon a Time.. in Hollywood (instrueret af Quentin Tarantino) – af Rasmus Ølholm

2019 var et af de bedste filmår i nyere tid. Året bød blandt andet på en blomsterkransbærende mavepuster i Ari Asters ’Midsommer´, hjerteskærende skilsmissedrama i Noah Baumbachs ’Marriage Story’ og dystre dobbeltgængere i Jordan Peeles ’Us’. Men blandt alle de gode film står én film frem, som værende dem alle overlegen.

Det drejer sig naturligvis om Quentin Tarantinos niende film, ’Once Upon a Time.. in Hollywood’. Mine forventninger var høje, og QT skuffede ikke. Ligesom med ’Inglorious Basterds’ bliver der taget udgangspunkt i en virkelig hændelse – denne gang Manson familiens groteske mord på Sharon Tate. Jeg vil meget nødig spoile filmens slutning, så lad mig bare røbe, at der ligesom i ’Inglorious Basterds’ bliver ændret på historiens gang – på en særdeles tilfredsstillende måde.

’Once Upon a Time.. In Hollywood’ er et godt eksempel på, at en film ikke behøver et stramt plot for at fungere. Når karaktererne er skrevet så godt, spillet til perfektion, og produktionsdesignet er så farvestrålende og troværdigt, er plottet mindre centralt. Men filmen er dybere end som så – dens tematik om hvordan man forholder sig til, at tiden er ved at rinde ud, er leveret til perfektion og bliver aldrig for højlydt. Så selvom der ikke er et decideret plot, er der stadig en historie. Faktisk fortæller hver eneste karakter en historie, man snildt kunne strække til spillefilmslængde.

Det tekniske håndværk er ligeledes i top. Alt fra Robert Richardsons fotografering, Fred Raskins klipning og Kevin Souls visuelle effekter (som man nærmest ikke bemærker) er blandt det bedste, jeg har set.

Så ja, ’Once Upon a Time.. In Hollywood’ er 2019’s bedste film for mit vedkommende – og ikke nok med det; den er blandt de bedste film, jeg nogensinde har set, og jeg har i sinde at se den igen og igen og igen – og når jeg har set den igen, tror jeg, at jeg vil se den en gang mere.

Parasite (instrueret af Bong Joon-Ho) – af Ellen-Karin Myklebust

2019 har ganske enkelt været et sjælendt godt film år. Som filmentusiast, garvet biografgænger og filmseer har jeg ikke kunnet vente på at se den ene film efter den anden. Så ja, hvad skal man vælge? Skal man vælge en tænke/føle film, som favner bredt men ikke bredt nok. Et bud på en sådan film af de nominerede kunne være Marriage Story (Noah Baumbach). Skal man vælge en film efter dens tekniske formåen – fordi den er skudt som en lang sekvens som i krigsfilmen 1917- hvilket er en brillant måde at skabe en udmærket film på. Skal man vælge en film, som umiddelbart ser ud til at være en rodet affære, men som har et reelt budskab der favner bredt som i Parasite.

Jeg går med den sidste, da det visuelle er i tip top, humoren er kulsort, skuespillet er eminent, og historien favner bredt.

Joker (instrueret af Todd Phillips)af Martin Riis Larsen

Filmåret 2019 har budt på rigtig mange gode oplevelser – nåde danske og udenlandske. Af de danske film kan jeg ikke kommen udenom Før Fosten med Jesper Christensen, Ser du Månen, Daniel med Esben Smed og naturligvis Dronningen med Trine Dyrholm. Der har også være store Hollywood-film som har sat et indtryk hos mig, som Løvernes konge, Green Book, A Star Is Born og Once Upon A Time…In Hollywood. Sidstenævnte har hos mig næste på forhånd tænkt som årets bedste film, da jeg har en stor forkærlighed for Tarantino-film. 

MEN, min stemme på årets bedste fil går alligevel  til filmen Joker.  I den stjernespækket film, spiller Joaquin Phoenix formidabelt. Jeg synes han spiller rollen så perfekt, at jeg næsten tror på han er sindsyg. Samtidig er det en film om det amerikanske samfund anno 2019. Jeg ikke et sekund i tvivl om, at denne film bliver kåret til den bedste film – det fortjener den! 

Joaquin Phoenix fortjener i ihvertfald mere hæder for den præstation i filmen.