Her er 7 film du skal se i anledning af Vinter-OL

– Skrevet af Martin Riis Larsen

Startskuddet til Vinter OL i Beijing , blev skudt i gang for længe siden, og medaljerne bliver delt ud til højre og venstre.  Men der er heldigvis lavet en del film om de forskellige discipliner – om de sjove øjeblikke og de store dramaer igennem tiderne – så “grib fjernbetjeningen og sæt dig godt til rette”, når vi her guider dig til de syv bedste Vinter OL-film.

"Downhill Racer" (1969)

Downhill Racer, som har den danske titel, Der er koldt på toppen, er en klassisk sportsfilm hvor Robert Redford spiller en ambitiøs skiløber, der gør alt for at vinde OL-guld i styrtløb. Han får en plads på det amerikanske hold, som coaches af veteranen Eugene (Gene Hackman), men er en ensom ulv, der sætter sin egen succes først.

Filmen kan ses på C More

"Cool Runnings" (1993)

En komedie, der er inspireret af den virkelige historie om Jamaicas første olympiske bobslædehold. De fire umage idrætsfolk har en umulig drøm. Med hjælp fra deres coach, en tidligere mester (John Candy), forlader de fire jamaicanere deres solskins-ø og tager til de kølige olympiske vinterlege for at konkurrere om guldet i en sport, de ikke ved noget om – bobslædeløb! Med hinandens støtte yder de deres bedste, griber udfordringen og bliver snart til helte, der tager hele verden med på turen.

Filmen kan ses på Disney+, iTunes, Google Play, Viaplay Rent & Buy, Blockbuster, SF Anytime

"Miracle" (2004)

Miracle er en inspirerende fortælling om et af de største øjeblikke i sportens historie. USA’s ishockeyteam vandt olympisk sejr i 1980 over Sovjetunionen. Kurt Russell er fremragende som den dynamiske Herb Brooks, som drømmer om at slå Sovjetunionen i deres eget spil. Han vælger 26 knægte og træner dem. 20 af dem bliver til et team, der mener, de kan opnå det uopnåelige og forene en nation.

Filmen kan ses på Disney+, iTunes, Google Play, Viaplay Rent & Buy, Blockbuster

"Blades of Glory" (2007)

Blades of Glory er en hylende sjov komedie “den får en guldmedalje!” Hovedrollerne spilles af Will Ferrell og Jon Heder, der optræder som ærkerivalerne Chazz Michael Michaels og Jimmy MacElroy. De kommer op at toppes efter at have deltaget i verdensmesterskabet i kunstskøjteløb, hvor de begge gik efter guldet. Som følge af balladen udelukkes de nu fra konkurrencedeltagelse i mændenes kunstskøjteløb. Snart finder de dog et smuthul i reglerne, så de kan komme på isen igen – i kunstskøjteløb for par! Med på rollelisten er desuden Craig T. Nelson, Will Arnett, Amy Poehler og Jenna Fischer.

Filmen kan ses på Amazon Prime, Blockbuster, iTunes, Google Play, Viaplay Rent & Buy, SF Anytime

"Red Army" (2014)

Morsom og medrivende dokumentar om Sovjetunionens legendariske ishockey landshold og den overraskende historie bag facaden. Den kolde krig imellem Øst og Vest udspillede sig mange steder – ikke mindst på ishockey-banen! For Stalin og hans efterfølgere var de stærke, sovjetiske sportsfolk ambassadører for den kommunistiske ideologi, og i ‘Red Army’ fortæller Gabe Polsky den sande, men ofte utrolige historie om sovjetisk ishockey set igennem mesterspilleren Slava Fetisov og hans holdkammerater. Med en kollektivistisk og elegant spillestil baseret på teamwork, forsvarede Fetisov & co. den sovjetiske ære overfor kapitalisterne fra USA og Canada. Men efterhånden som det sovjetiske imperium begyndte at smuldre op igennem 1980’erne, mærkedes ændringerne i det politiske klima både på og udenfor ishockey-banen hvor gårsdagens nationale helt pludselig blev opfattet som en politisk fjende.

Filmen kan ses på Filmstriben, Viaplay, iTunes, Google Play,Blockbuster

"Eddie the Eagle" (2016)

Helt fra barn har Eddie én eneste drøm – han vil deltage ved De Olympiske Lege, hvad end det så kræver. Han er ikke særlig atletisk og prøver mange forskellige sportsgrene, før han finder frem til, at skihop må være hans vej til OL. Eddie kaster sig ud i det ene halsbrækkende spring efter det andet, og han når sjældent halvt så langt som sine konkurrenter. Men så får han uventet hjælp af den tidligere skihopper Bronson Peary. Komedien Eddie The Eagle bygger på den sande historie om den mest berømte skihopper i britisk sportshistorie, der blev elsket af hele verden for sin ukuelighed. Filmen fejrer den menneskelige ånd og modstandskraft, når den stilles over for ekstraordinært hårde odds og udfordringer.

Filmen kan ses på Disney+, iTunes, Rakuten TV, Google Play, Blockbuster, SF Anytime, YouTube Movies

"I, Tonya" (2017)

Historien om den misforståede 90’er-superskurk, verdensklasse-kunstskøjteløberen Tonya Hardings tragiske, men ustyrligt morsomme, storhed og fald. Tonya blev konstant fældet af sin familie, af skøjteparnasset og af ordensmagten, men hun nægtede at blive liggende og var fast besluttet på at vise alle, at hun var den bedste.

Filmen kan ses på Viaplay, iTunes, Rakuten TV, Google Play, Blockbuster, SF Anytime, YouTube Movies, Grand Hjemmebio