Her er premieredatoen for ottende sæson af 'Badehotellet'

"Den glade serie om ferie" får en ny tone, når vi rammer år 1941 i ottende sæson af 'Badehotellet', fortæller forfatterne bag serien.

Edward Weyse, Georg Madsen og de mange andre stamgæster på Andersens Badehotel får sværere og sværere ved at fortrænge verdenskrigen.

For når ‘Badehotellet’ igen slår dørene op for en ny sæson, er det år 1941, og Anden Verdenskrig raser i landet for anden sommer i træk.

Serieforfatterne Hanna Lundblad og Stig Thorsboe har brugt 2020 på at skrive fem nye afsnit af den populære serie, der får premiere 1. februar på TV 2 og TV 2 PLAY.

– Det er en sæson, der er blevet skrevet og optaget, mens verden har været i en epidemisk undtagelsestilstand med, hvad deraf følger af chok og ængstelse og afsavn. Det har ikke været svært for os at leve os ind i, hvordan det har været at være dansker i midten af en verdenskrig, sommeren 1941, udtaler forfatterparret, til TV2

Den glade serie får en ny tone

Men der skal mere end en verdenskrig til at ødelægge stamgæsternes gode humør og ferietrang, og sammen med personalet forsøger de vanen tro at få det ubekymrede ferieliv til at glide.

– Som Edward Weyse siger: “Hvis bare vi lader, som om de ikke er der, er de der ikke”, siger Hanna Lundblad og Stig Thorsboe og tilføjer:

– Med tyskerne, der er rykket tættere på, har vores glade serie om ferie eller fortrængning fået en ny tone. Kan det lykkes at blive ved med at holde den virkelige verdenskrig på afstand, eller ryger det hele i luften til sidst?

Fortvivlede gæster i store dilemmaer
‘Badehotellets’ forrige sæson blev for femte år i træk den mest sete fiktionsserie på dansk tv med cirka 1,5 millioner seere.
I syvende sæson forlod vi flere af badehotelsgæsterne med store hovedbrud og i fortvivlelse:

Fru Frigg kastede sin kærlighed på en mand, der viste sig at være en svindler, der franarrede hende et større pengebeløb. Grosserer Madsen skulle vælge, om han ville droppe en byggeriaftale med nazisterne og dermed bringe sin datters elskede badehotel i fare. Og hr. Aurland satte sit job i Undervisningsministeriet på spil, da han valgte at afsløre, at der var planer om tvungent samarbejde mellem danske og tyske lærere.

Hvordan det er gået dem og de andre badehotelsgæster siden sidst, finder vi ud af i den nye sæson, der altså får premiere 1. februar 2021.

(Kilde: tv2.dk)

FAKTA OM ‘BADEHOTELLET’
Serien blev sendt første gang 30. december 2013 og voksede til at blive en af de mest sete serier i TV 2s historie. Over 1,5 millioner følger med hver uge.

Historien udspringer omkring det fiktive Andersens Badehotel ved Vesterhavet i Jylland. Hver sommer myldrer en gruppe velstillede stamgæster til hotellet i håbet om at komme væk fra hverdagens trummerum.

Størstedelen af scenerne er optaget i Risby-studierne i Albertslund, hvor op mod 200 stærke lamper skal give oplevelsen af solskin.

Alle sæsoner er skrevet af forfatterparret Hanna Lundblad og Stig Thorsboe.