Hvem i alverden er Taika Waititi?

– Skrevet af Peter Palmqvist Skjøtt Poulsen

JoJo Rabbit er nyeste film fra instruktøren Taika Waititi. Filmen behandler emner som for eksempel opvækst og familie, men også Nazisme -nå ja, og så er det også en komedie? Men hvordan hænger Nazisme og komik sammen? For at forstå det, må vi tage et nærmere kig på manden bag filmen, for hvem i alverden er ham Taika Waititi egentlig?

Taika David Waititi er født 16 august 1975. Han er New Zealander hvis far er af Maori afstamning, og mor er russisk jødisk. I den brede befolkning er Waititi bedst kendt som filminstruktør, manuskriptforfatter, skuespiller og komiker.

Taika Waititi var, i slutningen af 90’erne, en ung mand med kreative ambitioner, og langsomt men sikkert endte han i filmens verden da dette, ifølge ham selv, var kombinationen af mange kreative områder.

I 2005 blev han Oscar-nomineret for kortfilmen ‘Two Cars, One Night’. Selvom han ikke vandt fulgte han dog den gode omtale op, med debutfilmen ‘Eagle VS. Shark’, som blandt andet blev nomineret til jury-prisen ved Sundance Film Festival i 2010.

i 2013 samarbejdede han med komiker-vennen Jermaine Clement om at skrive og instruere vampyr mockumentary komedien ‘What We Do In The Shadows’, der har fået kult-status hos både fans af komik og gys.

2017 markerede året hvor Taika Waititi’s karriere nåede helt nye højder, da han blev kåret som New Zealander of the year, og samtidig fik et kæmpe internationalt gennembrud med Marvel-filmen ‘Thor: Ragnarok’ som han instruerede. Filmen kostede omkring 180 millioner Dollars, og indtjente 800 millioner. Waititi var nu officielt inde i varmen hos Hollywood giganterne. Og hvordan opfølger man sådan en sucess? Jo, man laver naturligvis en komedie om en lille drengs liv i Nazityskland.

Hvad definerer en Waititi film?

Det kan være svært at pinpointe hvori stilen eller substansen ligger ved en given instruktør. Hvad er det der driver værket? I Taika Waititi’s tilfælde er det dog altid komikken der står klarest, hvilket derfor gør det til et oplagt sted at starte.

Waititi er citeret for at have sagt at New Zealandsk humor på film er en helt unik ting. Han beskriver det som høfligt, diskret snarere end åbenlyst og så gør det gerne sjov med hverdagen. Det har ofte fokus på de mørkere aspekter af humoren i et givet scenarie. Et eksempel på dette, som ofte optræder i hans egne film, er den humor der gemmer sig i den dysfunktionelle familie.

Hans evne til at udspille ekstreme eller absurde karakterer uden at fortrække en mine er noget af det som gør hans komik så effektiv. Som eksempelvis en lille dreng under den sidste verdenskrig, hvis usynlige ven tilfældigvis er Adolf Hitler.

Han beskriver selv sin humor som en ærlig form, der ikke er bleg for at fremhæve menneskets fejl. Det er nemlig disse som er drivkraften til at forbedre os som mennesker. Det er den humor som man har brug for når man står i tragedien.

Den humor der letter trykket i en emotionelt tynget situation er det som er med til at vise livets kompleksitet. Han dvæler ikke ved sorgen, men bruger den som drivkraft til det håb som kan opstå midt i lidelsen. Dette tema går igen i alle hans film og er med til at gøre ham til en uhyre interessant instruktør.

Så næste gang du støder på det pudsige Maori-klingende navn ved du hvad du har i vente. Humor og tragedie, der ærligt viser hvor komplekst et væsen mennesket er.