Hvide Sande - ny krimiserie på TV 2 PLAY og TV 2

(Kilde: TV2 : Foto: Henrik Ohsten og Martin Dam Kristensen/TV 2)

Handling:

Et brutalt mord på en ung, tysk surfer har rystet lokalsamfundet i det skønne turistparadis Hvide Sande, og et år senere står opklaringen stadig i stampe.

Derfor bliver den danske undercover-ekspert Helene og den dansk-tyske drabsefterforsker Thomas tilkaldt, men da ingen i byen har tillid til politiet, skal de udadtil leve som et par, der har søgt væk fra storbyen og mod det stille liv og blive en del af lokalmiljøet. Det har sine udfordringer, ligesom
Helene og Thomas hurtigt opdager, at det er svært at være troværdige i rollerne som mand og kone. Specielt når man som de har vænnet sig til at leve alene. Men efterhånden som de kommer tættere på den lille bys skæbner, skjulte forbindelser og gamle sår, nærmer de sig også hinanden og mærker deres egne følelser blive vækket. 

En varm krimiserie 
‘Hvide Sande’ er en varm og humoristisk krimiserie, der handler om kærlighedens lyse og mørke sider. Om kærlighedens endeløse muligheder, det, der får os til at stå op om morgenen,  meningen, skønheden, begæret og livet. Men serien handler også om kærlighedens livsfarlige vildveje, om skyggesiderne, jalousien, raseriet og døden. 

Populær krimiduo står bag serien

De to hovedkarakterer Helene og Thomas bliver spillet af Marie Bach Hansen og Carsten Bjørnlund, og desuden medvirker en række andre store danske navne som blandt andre Bodil Jørgensen, Jesper Asholt, Camilla Bendix og Bjarne Henriksen.

Serien er skabt af A.J. Kazinski, som dækker over krimiforfatterparret Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich, der har haft stor succes med deres krimiromaner både nationalt og internationalt.

Serien er på otte afsnit, og Tilde Harkamp er konceptuerende instruktør. 

Helene er i slut 30’erne og har aldrig rigtigt fundet ro. En turbulent barndom, hvor faren forlod familien, og moren ofte skiftede kæreste, har gjort Helene rodløs, rastløs og god til at spille roller. Derfor er hun den perfekte undercover-betjent: single, barnløs, god til at holde distance, god til at lyve, og med en evig angst for at blive afsløret – afsløret i sin ensomhed. Ingen trænger ind bag Helenes panser, og derfor er kærlighed næsten en fremmed størrelse for hende. For kærlighed kræver, at man viser, hvem man er, sin sårbarhed, sit sande ansigt. Men Helene holder masken.

Marie Bach Hansen (’Arvingerne’, ’Borgen’, ’Mord uden grænser’ og teater)

Den tyske drabsefterforsker Thomas er midt i 40’erne – og midt i sit livs krise. Hans kone er død af kræft, og efter hendes død har Thomas fundet ud af, at hun havde en affære med en anden mand. Livets grusomhed har gjort Thomas til en hård nitte, der flirter med kynismen og selvdestruktiviteten, og som ikke føler, at han er værd at elske. Modsat Helene er Thomas ikke god til at bære maske. ’What you see is what you get’. Thomas er ikke altid noget kønt syn. Men bag den hårde facade lurer en mand, der kan tale med alle og både kan være charmerende og sjov.

Carsten Bjørnlund (’Arvingerne’, ’Liberty’, ’Rita’ og teater)

Den lokale politimand Peter (Jesper Asholt) og hans kone, lægen Susanne, (Camilla Bendix) bliver venner med Helene og Thomas. Peter er en handlekraftig type, der kender alt og alle i byen. Næsten som byens sherif er det ofte ham, de lokale læner sig op ad, når de har brug for politiet. Da Susanne i sin tid mødte Peter og giftede sig ind i hans familie, følte hun, at hun voksede. Peter er en vigtig person i lokalområdet, og Peters far, Georg, har både rigdom og indflydelse. Men Susanne føler sig alligevel overset, og den eneste, hun føler sig rigtig tæt på, er hendes mormor. 

Politichefen Ellen (Bodil Jørgensen) er den danske politichef, der leder aktionen i Hvide Sande. Hun er storbymenneske og en del af ’the establishment’, der ikke helt forstår Hvide Sande og byens dna. Ellen er næsten som en mor for Helene.

Bykongen Thorbjørn (Bjarne Henriksen) er far til Michelle, og han ejer flere værfter i byen. Han er også bror til byens borgmester. En mand, der er vant til succes, og en mand, der vil fremad. Som ung startede han som almindelig fisker, men han ville have sit eget og er endt på toppen. Da politiet tilsyneladende ikke kan opklare mordet på hans datters kæreste, gør Thorbjørn det, han altid har gjort: Forsøger at ordne det selv

Stills: Martin Dam Kristensen, Henrik Ohsten og Les Kaner.