Kamikaze - Første danske HBO Europe-originalserie​

 – Skrevet af Martin Riis Larsen

Når døden bliver konkret, tvinges vi til at finde meningen med livet. Og uanset, hvor meningsløst livet føles, kan vi rejse os.

Kort tid efter sin 18-års fødselsdag modtager Julie en SMS fra sin far. Sekunder senere bliver hendes forældre og bror dræbt i et flystyrt i Uganda. Hun er efterladt alene i et kæmpe palæ med to dyre biler i garagen og har i princippet alt det, andre kun drømmer om: ungdom, skønhed og penge – masser af penge.

Kamikaze er en stærk og underfundigt humoristisk ny dramaserie fra HBO Europe, baseret på Erlend Loes roman, Muleum. Kernen i fortællingen er den 18-årige, fandenivoldske, hypnotisk charmerende hovedkarakter, Julie, og hendes eksistentielle kamp tilbage til livet efter at have mistet alt.

Kamikaze er produceret af Ditte Milsted fra produktionsselskabet Profile Pictures og er den første danske originalproduktion fra HBO Europe. Seriens otte episoder er skrevet af forfatter og manuskriptforfatter, Johanne Algren, og samtlige afsnit instrueres af den garvede film- og serieinstruktør, Annette K. Olesen (Små ulykker, Borgen, Bankerot).

Hanne Palmquist, Commissioning Editor and VP Original Programming, HBO Nordic, siger:

Hvor de fleste nordiske serier for unge voksne kredser om skolen og vennerne i nærområdet, vender Kamikaze trodsigt hjemmebanen ryggen og tager dig med på en tour de force ud i verden; Seoul, Mexico, London, Sahara. Johanne Algren har skrevet en hæsblæsende og rørende serie, Annette K. Olesen instruerer og Ditte Milsted, Profile Pictures, producerer. Vi er meget glade for, at Public Service Puljen har valgt at støtte projektet så substantielt. HBO Nordics første danske serie får derved et mesterligt take off. 

Producer, Ditte Milsted, siger:

Kamikaze er en vild, edgy og overraskende fortælling om en ung kvinde, der grundet sine vanvittige omstændigheder vælger at tage et kvantespring ud i livet. Det føles helt rigtigt at producere serien i samarbejde med HBO Nordic, og vi tror på, at Kamikaze både vil udfordre og underholde sit publikum.

Seriens instruktør, Annette K. Olesen, siger:

Jeg læste Erlend Loes roman på et fly hjem fra Italien i 2009 og mærkede med det samme, at den indeholdt en fantastisk visuel fortælling med en gal, vild, vred og humoristisk energi. Det, der er særligt ved Kamikaze, er kombinationen af en universel fornemmelse af afgrundsdyb meningsløshed, den klassiske coming-of-age fortælling og en knastør, skarp og livsbekræftende humor.

Hovedforfatter Johanne Algren har mange års erfaring som forfatter og har skrevet flere ungdomsromaner, bl.a. Louis Liv (2012), som blev nomineret til Kulturministeriets børnebogspris. Johanne har i mange år arbejdet på Danmarks Radio, både som radiovært, tv-vært og forfatter, bl.a. på kanalerne P3 og P8, samt børnekanalen DR Ramasjang. Johanne skrev sammen med instruktør Isabella Eklöf manuskriptet til Holiday (2018), som udover at være udvalgt til den prestigefyldte Sundance Film Festival, vandt Bodilprisen for årets bedste danske film