Kategori: Filmsiden Anbefaler

Den er ikke til at spøge med. Den Islandske natur er ubarmhjertig til trods for dens uendelige skønhed, vildskab og storslåethed. Måske giver den et menneske nogle helt særlige vilkår og måder at takle livet på. Hvem ved?

Sikke en fantastisk historie. Fra første sekund var jeg bare fange af at se denne film. Det skyldes måske også, at jeg synes at traileren så meget interessant ud. En smule abstrakt, men virkelig smuk at se og lytte til. Og det var fuldkommen samme følelse jeg havde, da jeg sad og så filmen.

En garvet veteran skuer tilbage på et langt liv med gangster-klassikere som Goodfellas, The Departed og Casino på cv’et – Marty Scorsese er tilbage og han har taget hele banden med. Castet er en endeløs kavalkade af gangster genrens favoritter fra både TV og film med Al Pacino, Joe Pesci og Robert De Niro i de alt overskyggende hovedroller. Vi møder Robert De Niro siddende i rullestol på et plejehjem. En aldrende gangster, der kigger tilbage på et langt liv som mafiaens håndlanger. En historie, der tager os forbi Jimmy Hoffas forsvindende, JFK og hvordan han blev valgt som præsident(hvilket også blev hans død), og en utraditionel familiefar, der forsøger at forsørge for hans familie og holde sammen på det hele, trods et arbejde som bestialsk morder for mafiaen. Et job, der beskrives af Robert De Niro således: “I paint houses and do my own carpentry”.

Lad mig først ridse op hvad der interesserer mig i denne anmeldelse. Det interesserer mig for det første om jeg kunne lide 80 % eller mere af musikken. Fungerede strukturen i filmen for mig? Fik man et fyldestgørende indblik i Bossen selv? Var det på en interessant nok måde? Hvor mener jeg at kunne se rum for forbedringer? Er der noget man skal tage højde for og medtage i sine betragtninger, inden man kritiserer det sønder og sammen – eller modsat slet ikke giver det fornuftig, passende og respektfuld feedback.

Nutidens enigma – hvordan kan et menneske uden at miste en del af sig selv leve i kapitalismens skygge i pagt med naturen? Er der en grund til, at vi mennesker glemmer, hvad naturen giver og tilbyder os mennesker af mad, drikke og skønhed? Jeg skal ikke kunne sige det entydigt. Filmen denne anmeldelse drejer sig om, den er meget aktuelt og vigtig i det henseende, som jeg ser det. Honningland sætter i hvert fald et klart spotlys op derpå.

Sæson 1 og 2 af The Crown fangede mig. Jeg kunne ikke vige fra skærmen. Historierne episode for episode er godt skrevet og fængslende. Skuespillerne er eminente, og de er utrolig godt castet. I mit sind kunne jeg ikke forstå, hvorfor rollerene skulle overgå til andre skuespillere. Men det er klart og tydeligt meldt ud, at i The Crown sæson 3 og 5 vil rollerne blive spillet af nye skuespillere. Derfor var jeg virkelig spændt, da jeg satte mig foran skærmen. Ville jeg blive fanget på samme måde – ville jeg i det hele taget synes om det?

I disse tider med diskussion om kvinden versus manden – manden versus kvinden må det være svært, at lave en film som foregår i en tid, hvor kvinden og mandens roller var anderledes og mere klart opdelt – men det er ikke filmens hoveddiskussion eller tema. Dette er historien om et venskab og makkerpar indenfor racerbilmiljøet, og hvad Ferrari og Ford havde på sin businessagenda for at vinde Le Mans løbet. Længere behøver diskussionen ikke at gå.

Den amerikanske instruktør Robert Eggers fik sin spillefilmsdebut i 2015 med gyseren ’The VVitch’. En isnende fortælling om en kristen familie i 1630’ernes New England, som bortvises fra deres hjemby efter at være komme tværs af den lokale kirke. De begynder en ny tilværelse dybt inde i skoven, hvor de lever isoleret fra omverdenen – freden brydes dog, da familiens baby forsvinder, høsten slår fejl og den interne splid i familien bliver større og større. Er der mon en overnaturlig ondskab, som hviler over den uheldige familie?