Nino Rota

Komponist

3. december 1911 - 10. april 1979

Introduktion

Vidunderbarn. Musikken lægger sig anderledes og utraditionelt op ad filmen.
Det er ordene, der bruges i en beskrivelse af denne måneds filmkomponist. Nino Rota. Han har kompo-neret operaer, balletter og orkestermusik. Dog, mest kendt er han for sine filmkompositioner. De tæller over 150 scores til både italienske film, og også film fra andre lande. Især, er han kendt for sin musik til film af filmmageren Federico Fellini. De havde et produktivt samarbejde. Nino Rota komponerede musik til over to tredje dele af filmene. Ikke mindst har han givet os musikken til Godfather I og II.

Om komponisten

Giovanni Rota Rinaldi, bedre kendt som Nino Rota, er født i Milano 3. december 1911 og døde i Rom 10. april 1979. Han kommer ud af en musikerfamilie. Musikstudierne startede tidligt i hans liv, og han komponerede allerede som 8årig. Hans første oratorie “L’infanzia di San Giovanni Battista” skrev han som 11årig, og det blev opført i 1923 i byer som Milano og Paris.  På konservatoriet i Milano studerede han under professor Giacomo Orefice. Senere flyttede han til Rom. Her studerede han komposition under den italienske komponist, musikvidenskabsmand og musikkritiker Ildebrando Pizzetti – og også hos pianisten og dirigenten og komponisten Alfredo Casella på en af verdens ældste musikinstitutioner, Accademia Nazionale di Santa Cecilia.

Nino Rota flyttede til USA efter at have dimitteret. Der studerede han i årene 1930 til 1932 direktion og komposition på Curtis Institute of Music i Philadelphia.

Han kom tilbage til Milano, hvor han skrev en afhandling, og studerede litteratur. Senere begyndte han som underviser, hvilket skaffede ham stilling som leder af Liceo Musicale i Bari.

Ifølge IMDb kan man læse, Nino Rota har været nomineret til en pris 13 gange. Ud af disse har han vundet de 10 gange. I 1973 vandt han en Oscar for Best Original Score – Motion Picture for sin musik til Godfather fra 1972.  Det samme år vandt han også en Golden Globe. Hos BAFTA Awards vandt han ligeledes med en Anthony Asquith Award for Film Music det samme år og for samme film. Sandelig vandt han i 1973 en Grammy for Best Original Score Written for a Motion Picture or a Television Special for Godfather. Samme sted og år var temaet fra Godfather nomineret for bedste instrumentale komposition.

I 1975 vandt han en Oscar sammen med Carmine Coppola for den Best Music, Original Dramatic Score for Godfather: Part II fra 1974.  For samme film og samme år var han nomineret til en Golde Globe. Yderligere har han i Italien vundet priser for sin musik i årene fra 1959 til 1979 hos Italian National Syndicate of Film Journalists.

Fremgangsmåde

Der fremstår noget ganske særligt omkring Nino Rota og hans måde at arbejde med film og musik på. Det lader til, han slet ikke skænkede billederne og selve filmen nogen nævneværdig opmærksomhed. Læs blot, hvad filmmageren Federico Fellini udtaler i nedenstående citat.

The most precious collaborator I have ever had, I say it straightaway and don’t even have to hesitate, was Nino Rota — between us, immediately, a complete, total, harmony … He had a geometric imagination, a musical approach worthy of celestial spheres. He thus had no need to see images from my movies. When I asked him about the melodies he had in mind to comment one sequence or another, I clearly realized he was not concerned with images at all. His world was inner, inside himself, and reality had no way to enter it.

Dette er bemærkelsesværdigt. Især, da Nini Rota har lavet musik til så uendelig mange film. Man taler endda om en Nino Rotas æra. Dette gælder særligt for italienske film. I anden artikel kan man ydermere blive bekræftet i dette og læse.

Rota repeatedly found the right colour against which his directors’ images could dazzle. It therefore seems remarkable the extent to which he appeared disinterested in the images themselves. Rota would famously fall asleep during Fellini’s screenings, admitting that “in most of his films, I never understood what was going on until after I had completed the score”, though Fellini himself recognises that Rota possessed a musical approach “worthy of the celestial spheres. He thus had no need to see images from my movies.” Few of Rota’s scores follow the action of the film line for line, perhaps with the notable exception of his pummelling music for Raffaello Matarazzo’s Treno popolare. Instead Rota takes an interest in presenting the larger idea as a whole.

Det jeg også lagde mærke til, hvor varieret musikken er, da jeg lyttede til Nino Rotas musik.  Noget af musikken er mere symfonisk, hvor der måske er inkorporeret allerede kendte sange som for eksempel Jingle Bells, andet musik lyder mere marchagtigt, cirkusagtigt, mens noget er mere swing og jazzagtigt.  Når man så går fra den ene genretype til den anden i samme musikstykke, så sker det naturligt og ubesværet. 

Så lad os kikke på nogle eksempler, og se hvordan musikken lægger sig op ad filmens billeder. Lad os undersøge, hvordan musikken ikke nødvendigvis lægger sig op ad filmens billeder, med i stedet forsøger at fange selve ideen i scenen – essensen i billedet.

Et lyt værd

8 ½

Dette nummer hedder La Passerella D’addio. Dette er altså en farvelscene. I dette nummer kan man tydelig høre, hvordan Nino Rota forsøger at fange idéen om de mange mennesker der kommer ind i denne parade – cirkusparade som et farvel til sit publikum. Læg mærke til, hvordan musikken skrifter i takt med de forskellige der kommer ind i billedet. For eksempel bliver det mere cirkusagetig, der manden med hatten (sprechstallmeister) kommer ind i billedet. Læg mærke til skiftet der alle mennesker går ned trappen og ind i manegen. Læg mærke til skiftet i det ægteparret kommer ind foran kameraet.

(2) The Glass Mountain

Dette er en romantisk film fra 1949, der i sin tid havde stor succes, hovedsageligt på grund af Nino Rotas musik. Selve filmen handler om en engelsk komponist, hvis fly bliver skudt ned over Italien under Anden Verdenskrig. Han bliver reddet fra at dø i sneen på et bjerg af en kvinde. Af hende får han fortalt legenden om Glasbjerget. Den handler om denne troløse partner, der af et spøgelse (sin elskede) bliver ført i afgrunden der på Glasbjerget.  Historien og kvinden der reddede komponisten bliver dennes muse og fører til en operakomposition. I filmen er der romantiske følelser, der skal på plads i komponistens liv.  Når jeg hører dette tema, kommer jeg uundgåeligt til at tænke på glas. Så her igen en indikation på at det en ide Nino Rota prøver at udtrykke igennem musikken. Værket her er symfonisk. Uden at se film og billeder fornemmer jeg ideen om, romantik og noget der er krystalklart som glas

Le Notti di Cabiria

Denne film er også af Federico Fellini. Den handler kort om en prostitueret Cabiria. Hun må sande, hvor svært det er at finde ægte kærlighed. Klippet der er valgt, er filmens sidste scene. Cabiria har igen opdaget sin udkårnes grimme træk, da han ville stjæle hendes penge og gøre det af med hende ved floden. Hun overlever. Hun er ked af det. Hun begynder at gå. Mens hun går, møder hun disse glade unge mennesker. De spiller og danser hen ad vejen. Guitarren har denne lidt hurtige og faste rytme. Harmonikaen bidrager med en slags tristhed med dens klang og melodi. På en måde fanger dette stykke musik karakterens sindsstemning. På et tidspunkt skifter musikkens karakter til det mere muntre og opløftende. Jeg synes godt, det kan tolkes som fremadrettethed. Her er det for mig igen ideen, der gør sig gældende. Livet er en serie af noget godt og ondt. Og livet fortsætter.

Bonus track

Godfather theme

Dette tema fra Godfather må og skal man have med, når man skriver om Nino Rota og hans musik. Musikken er yderst velkendt, og den behøver ingen kommentarer. Nyd blot musikken og et gensyn med nogle af scenerne fra filmen.

Skrevet af Ellen-Karin Myklebust