David Lynch

Instruktør | Producer | Sceneforfatter

20. januar 1946

Introduktion

Surrealisme, mysterier og en betragtelig mængde subtekst – disse begreber er centrale, når man skal beskrive denne måneds instruktør, David Lynch.

Han blev født den 20. Januar, 1946 i Missoula, Montana. I en ung alder blev han betaget af at male og valgte i den forbindelse at studere det akademisk, efter han havde gennemført High School. Han begyndte på Corcoran School of Arts and Design i Washington DC, men skiftede i 1964 til School of the Museum of Fine Arts i Boston. Dog blev det en kort fornøjelse, da Lynch valgte at droppe ud efter blot et enkelt år og i stedet rejse til Europa for at øve sine malefærdigheder med den østrigske maler, Oskar Kokoschka – den plan gik dog i vasken og efter blot 15 dage i Europa, vendte Lynch tilbage til USA.

Efter den europæiske fiasko valgte Lynch at give universitet endnu et forsøg – denne gang i Philadelphia på Pennsylvania Academy of Fine Arts, hvor han mødte Peggy Reavy, som han giftede sig med i 1967.

Det var ligeledes på Pennsylvania Academy of Fine Arts Lynch begyndte sin filmkarriere – det skete med den ekstremt abstrakte kortfilm, ’Six Men Getting Sick (Six Times)’. Filmen blev en succes og det blev startskuddet på en lang karriere.

At beskrive Lynchs film er absolut ikke en let opgave. Hans film beskæftiger sig sjældent med lineære historier og plottet er sjældent den primære drivkraft.

Et gengående element er magisk realisme, hvor vi befinder os i ”den virkelige verden”, men hvor overnaturlige elementer er tilføjet. Dette kommer især til udtryk i drømmeagtige sekvenser, som giver en surrealistisk følelse. I visse af hans produktioner optræder disse sekvenser periodevist og i andre er hele filmen gennemsyret af det.

Hans film benytter desuden ofte voldelig kriminalitet til at skabe drama. Dette ses eksempelvis i ’Twin Peaks’, hvor en gruppe kokainsmuglere skaber utryghed i den lille by og i ’Blue Velvet’, hvor hovedpersonen konfronteres af en voldelig bande anført Dennis Hoppers Frank Booth. Endelig benyttes dobbeltgængere ofte til at understrege splittet personlighed. Dette benyttes typisk til at skabe parallelt forløbende historier, hvor man følger forskellige udgaver af virkeligheden. Dette ses eksempelvis i ’Inland Empire’, ’Twin Peaks’ og ’Mulholland Drive’.

Lynchs film er generelt tætpakket med tvetydighed og subtile budskaber, man sjældent opfanger ved første blik.

En lang række kunstnere er kendt for tilbagevendende optrædener i Lynchs film. Bedst kendt er formentlig hans samarbejde med komponist, Angelo Badalamenti, som blandt andet stod for musikken til ’Twin Peaks’, ’Blue Velvet’ og ’Mulholland Drive’. På skuespillerfronten er navne som Laura Dern, Jack Nance, Naomi Watts og ikke mindst Kyle MacLachlan værd at nævne.

Anbefalinger

Når det kommer til anbefalinger, vil jeg tage udgangspunkt Lynchs spillefilm – derfor vil ’Twin Peaks’ ikke optræde på listen. Dog skal det tilføjes at ’Twin Peaks’ er en af verdens bedste tv-serier i min optik, så den får en klar anbefaling alligevel.

Ligeledes skal der lyde en enorm ”dishonorable mention” til hans version af ’Dune’ fra 1984. Hvis katagorien ”dårlig film fra en ellers god instruktør” findes, ligger den på min ubetingede førsteplads.

Her er 3 film du bør tjekke ud

Blue Velvet (1986)

Da en ung mand ved navn Jeffrey (Kyle MacLachlan) finder et afhugget øre, indvikles han i et bizart mysterium som involverer organiseret kriminalitet, kidnappelser og seksuelle forbrydelser anført af en af filmhistoriens mest uhyggelige psykopater, Frank Booth (Dennis Hopper).

Filmen lyder på overfladen som en klassisk krimi, men den handler i ligeså høj grad om tabet af uskyld – på mange forskellige måder. 

Kyle MacLachlan er rigtig god i hovedrollen, men filmens helt store oplevelse er Dennis Hopper, som leverer en af karrierens absolut bedste præstationer. Man er utryg bare ved nævnelsen af Frank Booths navn og man er decideret skrækslagen, så snart han går på skærmen. 

Lynch var nomineret til en Oscar som instruktør og Hopper var Golden Globe-nomineret for ”bedste birolle”.

Lost Highway (1997)

Da en presset jazzmusiker ved navn Fred (Bill Pullman) begynder at fatte mistanke om, at hans kone er ham utro, begynder han langsomt at miste forstanden. Dette bliver imidlertid kun værre, da mystiske videobånd begynder at dukke op ved deres dørtærskel. Videobåndenes indhold bliver tillige mere og mere dystert, indtil det hele kulminerer i en tragisk hændelse, som Fred får skylden for.

Sideløbende med disse hændelser, bliver en ung bilmekaniker (Balthazar Getty) forført af en smuk kvinde (Patricia Arquette) og bliver derigennem draget ind i et net af løgne, gangstere og frygt. 

De to forløb flettes langsomt sammen og stiller spørgsmålstegn ved hvad der er virkelighed og hvad der blot er en sindssyg mands forestillinger. 

Selvom anmelderne ikke var ovenud begejstrede for ’Lost Highway’, er den en af mine personlige Lynch-favoritter.

Mulholland Drive (2001)

En ung dame (Naomi Watts) ankommer til Los Angeles med høje håb og store drømme om Hollywood og berømmelse. Disse planer bliver imidlertid besværliggjort, da en kvinde med hukommelsestab (Laura Harring) dukker op i hendes hus. Det eneste hun husker er navnet på vejen, hvor hændelsen der forsagede hendes hukommelsestab skete – Mulholland Drive.
Sideløbende har en presset filmsintruktør (Justin Theroux) svært ved at finde en hovedrolle til sin nyeste film. De højtstående mennesker hos studiet, hvorpå han arbejder, har nemlig en helt speciel plan til hvem han skal caste.

’Mulholland Drive’ er en nervepirrende feberdrøm af en film. Det er foruroligende skiltring af ”drømmen om Hollywood vs. Det virkelige Hollywood”. Filmens nonlineære historie er ikke den primære drivkraft. Den er i langt højere grad båret af sine stærke tematikker og sin giftige stemning.  

’Mulholland Drive’ blev en enorm succes og er også min personlige favorit Lynch-film. Den skaffede blandt andet Lynch en pris for ”bedste instruktør” på Cannes Festivalen.

”Lynchism” i populærkulturen

Lynchs stil er blevet parodieret adskillige gange. Det kan eksempelvis ses i dette klip med 25 eksempler på tilfælde hvor forskellige film, spil og tv-programmer kommer med referencer til Lynchs arbejde.

Til sidst vil jeg tilføje, at Lynch formentlig ikke er på min personlige top-10 over yndlingsinstruktører. Men han er uden sammenligning den mest interessante instruktør at prøve at analyserer. Intet er som det ser ud, når David Lynch er instruktør.
Dog eslejønrof dem ta ekkejt mah du.