Tema: Filmfestivalen i Cannes 2019 - 14. - 25. maj 2019

– Skrevet af Martin Riis Larsen

Vi varmer op til den kommende Filmfestival i Cannes med fokus på udvalgte vindere af hovedprisen igennem tiderne. Vi kigger på en ny film / instruktør hver dag.

Cannes Filmfestival, egl. Festival International du Film, verdens største filmfestival, etableret i 1939, men først afholdt fra 1946.

I 1955 indstiftedes hovedprisen Palme d’Or (Den Gyldne Palme), som er filmindustriens mest eftertragtede anerkendelse efter den amerikanske Academy Award of Merit (Oscar). Den Gyldne Palme og ti mindre priser uddeles af en jury af kulturpersonligheder under en juryformand, som regel en anerkendt skuespiller eller instruktør.

Festivalen er både et kunstnerisk og kommercielt forum og en kæmpemæssig mediebegivenhed, hvor film fra hele verden præsenteres.

Bille AugustPelle Erobreren (1987) og Den gode vilje (1991)

Bille August startede sin filmkarriere som fotograf. Han blev uddannet på fotografskole i Stockholm og på Den Danske Filmskole (afgang 1973). Hans gennembrud som instruktør og manuskriptforfatter kom i 1978 med “Honning Måne”. Den blev efterfulgt af “Zappa” (1983) og “Tro, Håb og Kærlighed” (1984) – begge resultater af et samarbejde med forfatteren Bjarne Reuter. De tre spillefilm blev suppleret af bl.a. TV-serien “Busters verden”, der også endte i en filmudgave.

Sit talent og sine muligheder brugte Bille August efterfølgende på en kombination af Ingmar Bergman-initierede skandinaviske film og større internationale satsninger som “Den gode vilje” (både TV-serie og film), “Åndernes Hus” (1993), “Jerusalem” (1996), “Frøken Smillas fornemmelse for sne” (1997), “De Elendige” (1998), “En sang for Martin” (2001), “Farvel Bafana” (2007), “Marie Krøyer” (2012) og “Stille hjerte” (2014).

Han har to gange vundet Den Gyldne Palme for filmene Pelle Erobreren (1987) og Den gode vilje (1991). For førstnævnte vandt han desuden en Oscar og en Golden Globe for bedste udenlandske film. Bille August er desuden ridder af Dannebrog.

Carol Reed  – The Third Man (1949)

Carol Reed, 1906-1976, britisk filminstruktør. Carol Reed kom til filmen med teatererfaring, og efter sin debut i 1936 placerede han sig i 1940’erne som en af Storbritanniens dygtigste filmskabere.

Dristigt ekspressiv fotografering med mørke skygger præger hans to mesterværker, Odd Man Out (1947, Natten uden Nåde) og The Third Man (1949, Den tredje mand), den sidste med manuskript af Graham Greene og med Orson Welles i en af sine bedste roller.

Kunstnerisk set var Carol Reeds senere produktion skuffende. Musicalen Oliver!(1968) indbragte dog flere Oscars, bl.a. for bedste film og bedste instruktion.

Michael Moore – Fahrenheit 9/11 (2004)

Michael Moore, f. 1954, amerikansk dokumentarfilminstruktør og forfatter. Moores debutfilm Roger & Me (1989), om de katastrofale følger for Moores hjemby, da den lokale bilfabrik lukkes, viste ham som effektiv, venstreorienteret revser af det kapitalistiske, amerikanske samfund.

Ved at kombinere selviscenesættelse, manipulation af arkivmateriale samt en satirisk tone skabte Moore en særlig form for dokumentarisme, som han videre har dyrket i bøger, bl.a. Stupid White Men (2001, da. Dumme hvide mænd, 2003), tv-serien The Awful Truth (1999-2000, Den pinlige sandhed) og på film. Her har han skabt nogle af historiens mest populære dokumentarfilm med den Oscarbelønnede Bowling for Columbine (2002), om skuddramaet på Columbine High School, og den kontroversielle Fahrenheit 9/11(2004), der søger at påvise, at George W. Bush-regeringen havde økonomiske motiver til at indlede krigen mod Irak. I Sicko retter han et kritisk blik mod det amerikanske sundhedsvæsen. Komedien Canadian Bacon (1995) er Moores eneste fiktionsfilm.

Bob Fosse – All That Jazz (1980)

Bob Fosse, egl. Robert Louis Fosse, 1927-1987, amerikansk instruktør. Fosse begyndte sin karriere som danser og koreograf, bl.a. i Kiss Me Kate (1953). Han fik sin debut som filminstruktør med Sweet Charity (1969), en musical efter Fellinis film Gadepigen Cabiria (1957), og et stort gennembrud med den genrefornyende musical Cabaret (1972) med Liza Minnelli.
Hans øvrige film, der udmærker sig ved en original udnyttelse af klipningen, omfatter bl.a. Lenny (1974) om natklubentertaineren Lenny Bruce (Roy Scheider) og den selvbiografisk farvede All That Jazz (1979, Det er showtime!) om en dødsmærket midaldrende teatermand, der gør status over sit liv og sin karriere.

Martin Scorsese – Taxi Driver (1976)

Amerikansk filminstruktør. I gennembrudsfilmen Mean Streets (1973, Gaden uden nåde) skildrer Martin Scorsese New Yorks italienske bydel, hvor han er vokset op. Efter Alice Doesn’t Live Here Anymore (1974, Alice bor her ikke mere), om en kvindes søgen efter lykken, kom hovedværket Taxi Driver (1976), en undergangsvision af et dæmonisk New York. Hovedrollen spilles af Robert De Niro, der har ydet nogle af sine største præstationer hos Scorsese, bl.a. i bokserdramaet Raging Bull (1980), satiren King of Comedy (1983) og gangsterfilmene GoodFellas (1990) og Casino (1995).