Tema: Filmfestivalen i Cannes 2019 - 14. - 25. maj 2019

– Skrevet af Martin Riis Larsen

Vi varmer op til den kommende Filmfestival i Cannes med fokus på udvalgte vindere af hovedprisen igennem tiderne. Vi kigger på en ny film / instruktør hver dag.

Cannes Filmfestival, egl. Festival International du Film, verdens største filmfestival, etableret i 1939, men først afholdt fra 1946.

I 1955 indstiftedes hovedprisen Palme d’Or (Den Gyldne Palme), som er filmindustriens mest eftertragtede anerkendelse efter den amerikanske Academy Award of Merit (Oscar). Den Gyldne Palme og ti mindre priser uddeles af en jury af kulturpersonligheder under en juryformand, som regel en anerkendt skuespiller eller instruktør.

Festivalen er både et kunstnerisk og kommercielt forum og en kæmpemæssig mediebegivenhed, hvor film fra hele verden præsenteres.

Bob Fosse – All That Jazz (1980)

Bob Fosse, egl. Robert Louis Fosse, 1927-1987, amerikansk instruktør. Fosse begyndte sin karriere som danser og koreograf, bl.a. i Kiss Me Kate (1953). Han fik sin debut som filminstruktør med Sweet Charity (1969), en musical efter Fellinis film Gadepigen Cabiria (1957), og et stort gennembrud med den genrefornyende musical Cabaret (1972) med Liza Minnelli.
Hans øvrige film, der udmærker sig ved en original udnyttelse af klipningen, omfatter bl.a. Lenny (1974) om natklubentertaineren Lenny Bruce (Roy Scheider) og den selvbiografisk farvede All That Jazz (1979, Det er showtime!) om en dødsmærket midaldrende teatermand, der gør status over sit liv og sin karriere.

Martin Scorsese – Taxi Driver (1976)

Amerikansk filminstruktør. I gennembrudsfilmen Mean Streets (1973, Gaden uden nåde) skildrer Martin Scorsese New Yorks italienske bydel, hvor han er vokset op. Efter Alice Doesn’t Live Here Anymore (1974, Alice bor her ikke mere), om en kvindes søgen efter lykken, kom hovedværket Taxi Driver (1976), en undergangsvision af et dæmonisk New York. Hovedrollen spilles af Robert De Niro, der har ydet nogle af sine største præstationer hos Scorsese, bl.a. i bokserdramaet Raging Bull (1980), satiren King of Comedy (1983) og gangsterfilmene GoodFellas (1990) og Casino (1995).