Filmografi: Quentin Tarantino - Mens vi venter på Once Upon a Time ... in Hollywood #6

– Skrevet af Martin Riis Larsen

Death Proof (2007)

Deathproof er filminstruktøren Tarantinos bidrag til et projektet “Grindhouse”, som er et amerikansk filmantologi fra 2007, instrueret af Robert Rodriguez og Quentin Tarantino. Robert Rodriguez’ bidrag hedder Planet Terror.

Filmen er en hyldest til Grindhouse-filmene fra 60’erne og 70’erne. Filmens handling udspiller sig i henholdsvis Texas og Tenessee, hvor man følger to forskellige grupper af piger der er på bytur. De ved dog ikke at de bliver forfulgt af den koldblodige og kæphøje Stuntman Mike (spillet af Kurt Russell) som terroriserer landevejene i sin potente og lynhurtige racer. Tarantino optræder i øvrigt også selv i Death Proof som en lokal bartender.

I USA blev de to film samt en række falske film-trailers udsendt samlet, med en total-længde på 191 minutter. Oprindeligt var det også planen at udsende dem således i resten af verden, men da Grindhouse floppede stort i Amerika, valgte man i stedet at splitte dem op. Quentin Tarantino og Robert Rodriguez fik deres respektive film klippet om, så de i Europa, og altså også i Danmark, findes som to separate spillefilm.

Kurt Russell ses i en af hovedrollerne som psykopatisk stuntman, hvis hang til at jage sexede, unge piger, bringer ham i fare, da han lægger sig ud med en bange benhårde tøser. Deres sammen stød udvikler sig til 18 minutters hårrejsende biljagt, hvor en af pigerne er spændt fast til motorhjelmen af en Dodge Challenger.

Inglourious Basterds (2009)

I filmen svarer Quentin Tarantino på spørgsmålet i en utraditionel og anderledes fortælling om en flok jødisk-amerikanske soldater, der går på hævntogt i Frankrig, hvilket ender med at få en noget overraskende indvirkning på Adolph Hitlers liv.

Filmen er på mange måder et eksperiment. Indpakningen er skruppelløs. Den starter med at blive præsenteret som et eventyr med klassiker-sætningen “Once upon a time” og fortsætter derefter med at inddele filmen i fem kapitler. Det er set før, men ikke ofte, når det handler om historisk stof. Tarantino indleder som sagt med at kalde det et eventyr og viser derved, at han allerede fra begyndelsen sammensmelter fiktion og fakta. En anden interessant detalje er, at når Aldo Raine (Brad Pitt) jagter nazisterne og bestemmer sig for at benåde dem, snitter han et hagekors i panden på dem, så man kan genkende dem, også når de tager uniformen af. Dermed antyder Tarantino, at på trods af, at han tillader sig at udvaske nogle historiske fakta og give det en kunstnerisk ramme, så skal vi ALDRIG glemme, hvad nazisterne gjorde.

Filmen er en kunstnerisk nydelse, hvad virkemidler angår. Tarantino er mester i, hvad man kan kalde “voldens æstetik” og har skubbet grænserne for mere blodige voldsfilm og givet dem et kunstnerisk præg, som det ses i film som “Pulp Fiction”, “Kill Bill” eller “Death Proof”. I “Inglourious Basterds” er der stadig masser af blod og voldsomme skudscener, men filmningen er mere tålmodig og langsom (som da en fransk bonde sidder og tænder sin pibe, mens kameraet følger hele seancen i “close-up”) end Tarantino normalt er garant for. Lydsiden er vild, kantet og eksperimenterende og en sand fornøjelse at lytte til.

“Inglourious Basterds” er en stjernespækket film med en veloplagt Brad Pitt i hovedrollen som den hårdkogte sydstatssoldat Aldo Raine, der er leder for guerilla-gruppen The Basterds. Gruppen, som har én mission – “Killing nazis”, bliver hurtigt berygtet i “det tredje rige” for deres hårdhændede metoder, herunder nedskydning, halshugning og skalpering. Med filmens titel indikerer Tarantino, at The Basterds er filmens centrum. Det er de måske også i handlingen, men rent tidsmæssigt fylder de forsvindende lidt. Langt den største del af filmen bliver brugt på at portrættere modstanderne, hvilket vil sige tyskerne, og det sker ikke uden en vis foragt, pakket ind i satirisk undertone. Hitler, Goebbels, Göring og Bormann bliver alle vist som nogle inkompetente, halv-stupide folk, som egentlig bare er nogle narcissistiske smålige mænd, som nærmest tilfældigvis er kommet til magten. Goebbels begynder fx at græde af glæde, da Hitler kortfattet roser en af hans dårlige film. Netop her tyder meget på, at Tarantino håner den tyske propaganda, da der vises en film med krigshelten Fredrich Zoller, der blot sidder i et tårn og skyder 300 modstandere, uden der sker andet. Det er rystende kedeligt, men salen, som er fuld af højtstående tyske medlemmer, er alligevel ved at eksplodere i ekstase (Hitler sidder bare og griner!).

Det er som om, filmens omdrejningspunkt netop er dette: at fange det farceagtige i den skræmmende virkelighed, og gøre grin med det, der foregik. The Basterds morer sig med at slagte nazisterne, mens nazisterne bliver fremstillet som enten inkompetente eller som en flok blodhunde, bedst spillet af filmens højdepunkt SS-detektiven Hans Landa, der formidabelt karikeres af Christoph Waltz. Men; er det o.k. at vise virkeligheden på den måde? Og er det okay at gøre grin med noget så følsomt som anden verdenskrig? 

Nazisterne slagtede Shosannas familie. Nu står hun i centrum for en storstilet hævnaktion. Takket være en glamourøs filmstjerne, der har bånd til modstandsbevægelsen, er premieren på tyskernes seneste nationalromantiske bjergfilm henlagt til Shosannas biograf i Paris. På gæstelisten står såvel Hitler som hendes banemand, den belevne major Landa, samt en jødisk bataljon af barske skalpejægere.