Filmsidens Mesterlige makværker

– Skrevet af Rasmus Ølholm

Diskussionen om hvilken film, der er ”verdens bedste” er evigt kørende. Er det Orson Welles’ udødelige klassiker ’Citizen Kane’ fra 1941? Måske er det Akira Kurosawas visuelle tour de force ’De 7 Samuraier’? Eller tilbeder du George Millers ’Fury Road’ alter?

Der er lige så mange meninger, som der er mennesker – men for en lille stund, lægger vi den diskussion på hylden og vender i stedet fokus mod en anden slags mesterværker. Den slags mesterværker, som til trods for manglende plot, imponerende skuespil og teknisk håndværk alligevel formår at holde på vores opmærksomhed. Film som på en objektiv skala, kun ville få en enkelt stjerne, men som alligevel forbliver i vores bevidsthed lang tid efter vi har forladt skærmen.

Jeg vil i denne artikel komme med mit bud på 4 mesterlige makværker, du simpelthen må tjekke ud og beundre i al deres skævhed.

Plan 9 from Outer Space (1957)

Den notoriske instruktør Ed Wood er kendt for en perlerække af tvivlsomme film – men ingen af disse er ligeså tvivlsom, som hans sci-fi/gyser ’Plan 9 from Outer Space’.

Rumvæsener har forudset, at menneskerne på jorden vil udvikle en bombe, som er stærk nok til at ødelægge hele universet. Rumvæsnerne har 8 gange tidligere forsøgt at forhindre dette og nu er de nået til 9. plan (heraf filmens titel). Plan 9 går i korte træk ud på, at alle jordens døde mennesker skal vækkes til live – en plan, som imidlertid ikke synes logisk.
Om rumvæsnernes plan lykkes, vil ikke blive afsløret her. Men én ting vil jeg løfte sløret for; filmens afslutning er omtrent ligeså kaotisk og ulogisk, som resten af filmen.

’Plan 9 from Outer Space’ er dog ikke kun notorisk for sit kaotiske plot. Blandt andre ting, er filmen kendt for at have Bela Lugosi med – sådan da. For optagelserne med den legendariske gyserskuespiller, var oprindeligt ikke tænkt til denne film. Hans scener var egentlig optaget til filmen ’The Ghoul Goes West’, men efter Lugosis død, besluttede Wood at klippe dem ind i ’Plan 9 from Outer Space’. Til at være stand-in for den nyligt afdøde Lugosi i resten af filmen, hyrede Ed Wood sin Kiropraktor, Dr. Tom Mason. En mand som udover ikke at være skuespiller, heller ikke lignede Lugosi, hverken af udseende eller statur.

Filmen er desuden fyldt med mystiske sjuskefejl. Blandt i form af dags- og nattescener, som på mystisk vis synes at være flettede sammen uden nogen tydelig grund, såvel som kirkegårde med gravsten som står og vakler (og en enkelt der vælter). Der er mange flere af den slags fejl, man selv kan prøve at holde øje med.
Filmens største synd er dog, hvordan den stjæler med arme og ben fra den aldeles fremragende ’The Day The Earth Stood Still’ fra 1951. En film, jeg på det kraftigste anbefaler, man ser inden man sætter ’Plan 9 from Outer Space på’.

Hercules in New York (1970)

Arnold Schwarzenegger er et sandt studie af et menneske og er muligvis en af de mest vellidte personer i verden – hvad end man beundrer hans bodybuilding karriere, hans politiske virke eller hans utallige ikoniske filmroller.

Det er dog nok de færreste, der er bekendt med hans debutfilm ’Hercules in New York’.

Her er Zeus blevet træt af sin uregerlige søn, Herkules (naturligvis spillet af Arnie) og beslutter sig for at sende ham til New York på en slags dannelsesrejse. Her møder Herkules alle mulige mennesker og oplever hvordan livet blandt de dødelige er – dette inkluderer alt fra at slås med en bjørn (som til en forveksling minder om en mand i kostume) i Central Park, vægtløftningskonkurrencer og ikke mindst mødet med den ægte kærlighed – eller i hvert fald en kvinde, han så glemmer ret hurtigt igen.

Når man taler om denne film, er det vigtigt at pointere, at den findes i to udgaver. I den ene version er Herkules dubbet og taler flydende amerikansk. I den anden version er Herkules ikke dubbet og taler derfor noget der bedst kan beskrives som værende ”Arnoldsk”.
Den næsten uforståelige accent tilføjer en særlig charme og giver nogle udødelige citater, som man ikke glemmer.

Foruden Arnolds uforglemmelige accent, er filmens produktionsdesign en historie for sig selv. Olympen, hvor de græske guder (som alle taler amerikansk) holder til, ligner til en forveksling Central Park – illusionen bliver imidlertid ikke stærkere af, at filmholdet ikke har ulejliget sig med at fjerne bilstøj fra baggrunden.

Men hvis man er fan af Arnold (og der er vi alle, lad os bare indrømme det) er denne mystiske og dybt charmerende rodebutik et must-see. 

The Star Wars Holiday Special (1978)

”May the Force be with you, always”, ”Do or do not. There is no try” og ”No, I am your father”. ’Star Wars’ sagaen har stået for nogle af filmhistoriens bedste citater, mest ikoniske set-pieces og er ganske enkelt blandt de mest indflydelsesrige film.
Mindre kendt er imidlertid, ’The Star Wars Holiday Special’ – en regulær skandale af en TV-film, som kom ud året efter ’A New Hope’ havde taget verden med storm.

Vi følger Chewbaccas familie, som er ved at gøre klar til Life Day (velsagtens Wookiernes udgave af juleaften) på hjemplaneten Kashyyyk, alt imens Chewbacca og Han Solo er på flugt fra det onde galaktiske imperie. Dette lyder for så vidt udmærket, men i stedet for et stramt fortalt, hjertevarmt juleeventyr, bliver vi spist af med lange sekvenser med Wookier, som laver mad og en særdeles ulækker scene, hvor bedstefar-wookie sidder og ser, hvad der bedst kan beskrives som, intergalaktisk porno midt i dagligstuen – og mange flere ubærligt mærkelige scener, som ikke fører historien videre.

Foruden at være en dramaturgisk katastrofe, virker det fuldstændig bizart, at en film med så mange eminente krafter foran kameraet (Harrison Ford, Harvey Korman, Carrie Fisher og mange flere) ikke leverer noget, som blot tangerer at være bestået skuespil.
Men imens det er svært at finde et sagligt forsvar af denne film, er det umuligt ikke at sidde og klukke over dens elendighed og undre sig over hvordan dette makværk nogensinde kunne ende hvor det gjorde.

En sidste krølle er, at det var i denne film, vi for første gang mødte fanfavoritten Boba Fett – så det må trække op, hvis man er fan af den øvrige saga.

The Room (2003)

Når man taler om verdens dårligste film, er der én film, som vil toppe de flestes liste. Det er naturligvis Tommy Wiseaus legendariske ’The Room’ fra 2003. Lad det være sagt på forhånd, at jeg ikke vil kunne få alle detaljer om denne films tilblivelse med – formentlig ikke engang tæt på. Jeg anbefaler, at man ser ’The Disaster Artist’, som handler om filmens tilblivelse, hvis man er nysgerrig.

Filmen er et særstudie i mystisk skuespil, usammenhængende handling og så en masse uforklarlige billeder af bestik (ja, du læste det korrekt).

Hvis man skal ridse handlingen op kort, så følger man Johnny. En sand amerikansk helt, hvis man skal tro på Wiseaus eget udsagn. Han har et fedt job, en sød kæreste og en håndfuld gode venner. Men pludselig begynder alt at gå skævt for ham og så.. well, resten skal bare ses.

Tommy Wiseau har selv skrevet og instrueret filmen, imens han spiller hovedrollen. Han formår at levere samtlige af de replikker, han selv har skrevet, som om han ikke forstår dem. Hans spil svinger imellem snøvlende, udtryksløs mumlen og overspil af så voldsom karakter, at det får Eddie Redmayne i ’Jupiter Ascending’ til at virke nedtonet.

Vi får undervejs introduceret et væld af karakterer, som alle har deres egne problemer. Blandt anden den unge Denny, som åbenbart er raget uklar med mafiaen – det bliver der imidlertid ikke fulgt yderligere op på. Vi møder også Johnnys svigermor, som får konstateret brystkræft tidligt i filmen – et plotpunkt, som også glemmes øjeblikkeligt.

Det stopper imidlertid ikke her; vi får desuden en håndfuld scener hvor vores mandlige hovedpersoner spiller bold, scener med panoramaskud over San Francisco og ikke mindst en lang række sexscener, som synes at vare for evigt. Ingen af ovennævnte scener synes at gøre hverken fra eller til i historien.

Filmen er tilgængelig på DVD, men jeg vil på stærkeste anbefale, at man fanger en visning i Husets Biograf i København, som i ny og næ viser den. Det er en filmoplevelse, man ikke glemmer.