Ny stjernebesat dansk storfilm BEFRIELSEN af Anders Walter på vej

Fra venstre: Pilou Asbæk, Katrine Greis-Rosenthal, instruktør Anders Walter og Morten Hee Andersen. Fotograf: Andreas Bastiansen

FilmFyn og Nordisk Film Production kan i dag offentliggøre den kommende danske storfilm BEFRIELSEN om et af danmarkshistoriens kontroversielle – og mest oversete – kapitler i det 20. århundrede: Håndteringen af de hundredetusinder af tyske flygtninge, der kom til Danmark lige før og efter befrielsen af Danmark i foråret 1945.

BEFRIELSEN er inspireret af virkelige begivenheder i 1945 og optages on location på og i områderne omkring Ryslinge Højskole på Fyn, hvor der også i virkelighedens verdens blev oprettet interneringslejr for tyske flygtninge i 1945.

BEFRIELSEN er skrevet og instrueret af Anders Walter, som modtog en Oscar i 2014 for kortfilmen Helium og efter flere års planlægning nu er klar med sin første danske spillefilm.

Filmen har et stort stjernebesat cast og i de bærende roller ses Pilou Asbæk, Katrine Greis-Rosenthal, Ulrich Thomsen og Morten Hee Andersen.

Optagelserne er nu i fuld gang på Fyn, hvor filmholdet – udover de naturlige hovedlocations på og omkring Ryslinge Højskole – også kommer vidt omkring til Faaborg, Nordfyn, Nyborg, Assens og Odense.

BEFRIELSEN har været flere år undervejs og FilmFyn har været med hele vejen og støttet den tidlige udvikling af filmen.

FilmFyn direktør Klaus Hansen udtaler:

”At en ægte fynsk historie med BEFRIELSEN nu er på vej op på det store lærred, glæder mig utroligt meget. Fyn har så meget at byde på, når det kommer til locations, men der er også et væld af spændende historier med fynsk forankring, der fortjener at blive fortalt i film og serier – og det er vi altid klar til understøtte på FilmFyn”.

Behind the scenes: Fra venstre: Lasse Peter Larsen, Katrine Greis-Rosenthal, instruktør Anders Walter og Pilou Asbæk. Fotograf: Andreas Bastiansen

Handlingen – dansk familie i umuligt dilemma
Foråret 1945. Danmark har været besat i fem år. Forstanderfamilien på Ryslinge Højskole får vendt deres verden på hovedet, da de bliver beordret til at huse over 500 civile tyske flygtninge af den tyske værnemagt. Forstanderen Jakob (Pilou Asbæk) og hans hustru Lis (Katrine Greis-Rosenthal) sættes i et umuligt dilemma, da der ikke kommer lægehjælp til flygtningene. Skal familien gå imod folkestemningen og hjælpe de mange flygtninge eller holde sig fra det, og være tydelige i deres modstand til tyskerne? Hvis Jacob og Lis ikke hjælper tyskerne, vil mange af dem sandsynligvis dø. Og hvis de gør, risikerer familien at miste alt. Samtidig opdager de, at deres 12-årige søn Søren er begyndt at hjælpe modstandsbevægelsen, og familien presses til det yderste. Jacob og Lis skal nu træffe et valg, der vil ændre deres liv for altid.

BEFRIELSEN er et gribende og nervepirrende 2. Verdenskrig-drama om en nations sjæl under pres. En dramatisk og nuanceret skildring af medmenneskelighed og had, håb og moral – og en fortælling om det grufulde dilemma mange danskere blev sat i, netop som de troede krigen var slut og et nyt liv skulle til at begynde.

Topnavne i hovedrollerne
Nordisk Film Production har sikret sig en håndfuld af dansk films største navne lige nu i de bærende roller. I rollen som højskoleforstanderen Jacob er Pilou Asbæk tilbage i sin første hovedrolle i en dansk film siden Tobias Lindholms Krigen i 2015. Game of Thrones-stjernen har de senere år haft markante roller i kæmpe internationale film og tv-serier, og nu er han tilbage i spidsen for en stor dansk biograffilm.

Overfor ham ses Katrine Greis-Rosenthal som Jacobs kone Lis. Efter sit prisbelønnede gennembrud i Bille Augusts Lykke-Per (2018) har hun haft roller i tv-serier som Forhøret på Viaplay og Sygeplejeskolen på TV 2 Charlie, Christoffer Boes kærlighedsdrama Smagen af sult (2021) og til efteråret den kvindelige hovedrolle i Paprika Steens komedie Fædre & mødre.

I rollen som højskolens bestyrelsesformand Lauritz Hansen kan publikum glæde sig til at opleve Ulrich Thomsen, mens modstandsmanden Birk spilles af Morten Hee Andersen. Som forstanderparrets søn Søren ses det helt unge stortalent Lasse Peter Larsen, og i andre markante roller ses bl.a. Jens Jørn Spottag, Mette Munk Plum og den tyske skuespiller Peter Kurth, kendt herhjemme fra bl.a. tv-serien Babylon Berlin.

Optagelserne på Fyn fortsætter frem til efter påske og filmen har forventet biografpremiere 23. september 2023.