“Die Hard” fra 1988 er et cinematisk fænomen, der har skabt livlige debatter omkring dens status som en julefilm. På overfladen kan det virke som en utraditionel kandidat til denne genre, men det er netop denne utraditionalitet, der har gjort filmen til et kultfænomen i årtier.

Filmen, instrueret af John McTiernan og baseret på Roderick Thorps roman “Nothing Lasts Forever”, har Bruce Willis i hovedrollen som politibetjent John McClane. Handlingen udfolder sig på juleaften, da McClane overraskende besøger sin kone Holly i Nakatomi Plaza i Los Angeles. McClane håber på en hyggelig juleaften med sin familie, men begivenhederne tager en dramatisk drejning, da bygningen bliver overtaget af terrorister under ledelse af den snedige Hans Gruber, spillet af den nu afdøde Alan Rickman.

Debatten om, hvorvidt “Die Hard” kvalificerer sig som en julefilm, har raset i årevis. På den ene side er filmens handling og indstilling ubestrideligt forankret i julen. Scener er smykket med juledekorationer, og festlighederne er i fuld gang, hvilket giver filmen en tydelig julestemning. Desuden indgår julemusik som “Let It Snow! Let It Snow! Let It Snow!” og “Winter Wonderland” i soundtracket, hvilket yderligere cementerer filmens tilknytning til julen.

På den anden side udfordrer filmen konventionelle julefilmskonventioner. Den er dybt forankret i actiongenren, og dens tone er mere alvorlig og intens sammenlignet med traditionelle julefilm. Der er også en betydelig mængde vold og spænding, som ikke normalt er forbundet med denne genre. Disse faktorer har ført til modstand fra dem, der insisterer på, at en ægte julefilm bør sprede glæde og varme, ikke præsentere høje niveauer af spænding og fare.

På trods af disse kontroverser er der en række elementer, der peger på “Die Hard”s tilknytning til julegenren. McClanes rejse i filmen kan ses som en form for julefortælling. Han er en ensom helt, adskilt fra sin familie, der kæmper for at genforenes med dem og sikre deres sikkerhed. Dette tema om genforening og tilgivelse er en central del af juleånden og findes i mange traditionelle julefilm.

Desuden repræsenterer Hans Gruber som filmens skurk en næsten symbolsk julefigur. Gruber opererer med koldt beregnende effektivitet og er et kontrastpunkt til McClanes mere jordnære tilgang. Denne dualitet kan sammenlignes med temaet om godt kontra ondt, som ofte er fremtrædende i julefortællinger.

Filmen har også haft en bemærkelsesværdig indflydelse på popkultur, og dens jul-tilknytning er blevet cementeret af gentagne referencer i andre medier. Der er endda dem, der gør det til en tradition at se “Die Hard” som en del af deres årlige julefejring.

I sidste ende afhænger afgørelsen af, hvorvidt “Die Hard” er en julefilm, af individuelle præferencer. For nogle er dens julebetonede indstilling og temaer nok til at retfærdiggøre dens plads i julefilmkanonen. For andre kan dens actionfyldte karakter og manglende traditionelle julefilmselementer føre til, at den placeres uden for denne kategori. Uanset holdningerne forbliver “Die Hard” en film, der skiller sig ud og fortsætter med at tiltrække nye generationer af seere, der ønsker at opleve julen gennem en lidt anderledes linse.