Menu Luk

Nordisk Film og Christoffer Boe bag stor anlagt krimi om Danmarks første rejsehold

Storfilmen REJSEHOLDET – DET FØRSTE MORD instrueres af Christoffer Boe og har stjernenavne som Alex Høgh Andersen, Mathilde Arcel, Nicolaj Kopernikus, Mille Hoffmeyer Lehfeldt, Lars Ranthe, Kathrine Greis-Rosenthal, Kristian Halken, Flemming Enevold og Niels Hausgaard på rollelisten

Filmen, der er baseret på Jacob Jonias roman Den yderste grænse fra 2023, instrueres af Christoffer Boe efter manuskript af Christoffer Boe selv og Lasse Kyed Rasmussen. Den er lige nu i optagelser i Polen og senere i Esbjerg og får forventet biografpremiere d. 4. september næste år.

Handlingen: Historien om Rejseholdets begyndelse
Danmark anno 1927. Den ambitiøse politimand Otto Himmelstrup leder det nystartede Rejsehold, der skal bistå lokalt politi med opklaring af særligt vanskelige forbrydelser. Da et lig findes i et nedbrændt sommerhus i Esbjerg, begynder Otto og hans hold at afdække en usædvanlig mordgåde, der afslører magtkampe og korruption blandt byens spidser.

Pressebillede: (Fra venstre): Mathilde Arcel, Alex Høgh Andersen og Nicolaj Kopernikus. Fotograf: Łukasz Bąk

100 år med Rejseholdet
Drabssagen i filmen er ikke baseret på en af de virkelige sager i Rejseholdets historie. Det er et fiktivt mordmysterie, men filmens Otto Himmelstrup er en historisk karakter, som også i virkelighedens verden var den første leder af Rejseholdet.

Det er næsten 100 år siden, at det første rejsehold så dagens lys i 1927 i Danmark som en omrejsende efterforskningsenhed, der oprindeligt blev sat i verden for at opklare brandsager. Dengang blev Rejseholdet berømmet vidt og bredt og med tiden kendt som ”Danmarks FBI”. Med tiden drev Rejseholdet nok ud af den kollektive danske bevidsthed, og først mere end 70 år efter grundlæggelsen, kom Rejseholdet igen på hele nationens læber.

Første gang Rejseholdets opklaringsarbejde blev dramatiseret var i tv-serien Rejseholdet på DR i 1983. Det var en tv-serie i 12 afsnit, som blev sendt over to år og ikke var nogen stor succes.

17 år senere kom så DRs vildt populære reboot af Rejseholdet med Mads Mikkelsen, Lars Brygmann, Charlotte Fich, Trine Pallesen, Waage Sandø og Lars Bom i hovedrollerne. Den 1. oktober 2000 fik tv-serien premiere på DR1, og denne version blev et øjeblikkeligt kæmpehit, hvor mellem 1.5 og 2 millioner tv-seere fulgte med i 32 episoder over fire succesfulde sæsoner.

Også i bogform er Rejseholdet blevet foreviget. I 2023 udkom Jacob Jonias første krimi, Den yderste grænse, som er bind 1 i serien om Otto Himmelstrup og det første danske rejsehold. Romanen ligger til grund for filmen REJSEHOLDET – DET FØRSTE MORD.

Der er biografpremiere 4. september 2025