I anledning af den snarlige præmiere på ’Dr. Sleep’, vil denne udgave af ‘Filmsiden Anbefaler’ tage udgangspunkt i Stanley Kubricks klassiker ’The Shining’ fra 1980.

Filmen er baseret på Stephen Kings bog af samme navn fra 1977.

’The Shining’, som af mange anses som værende en af de bedste gyserfilm nogensinde, omhandler forfatteren Jack Torrence (Jack Nicholson) som sammen med sin kone (Shelley Duvall) og søn (Danny Lloyd) skal passe det mægtige ”Overlook Hotel” over vinteren, hvor hotellet er lukket for offentligheden. 

Hvad der begynder som en fredelig tid sammen, hvor Jack kan få skrevet på sin bog, udvikler sig langsomt til et sandt mareridt. Hans forstand forsvinder lidt efter lidt og det mørke han gemmer inden,i vil langsomt komme frem til overfladen – potentielt med blodige følger for hans familie.

Der er mange grunde til, at ’The Shining’ holdes så højtideligt i hævd, som det er tilfældet. Jeg vil i denne artikel forsøge at med nogle af de punkter, der gør filmen speciel for mit vedkommende.

Først og fremmest synes jeg ’The Shining’ er yderst effektiv som gyser. Lige fra allerførste frame søsættes en og foruroligende og ildevarslende stemning, som gradvist bliver tungere og tungere indtil det kulminerer i et af filmhistoriens vildeste klimakser i filmens tredje akt. Dens tempo er fra start skruet helt ned og vi får mulighed for at lære vores karakterer at kende. Dette vil måske hægte nogle af, men for mit vedkommende er karakteropbygningen helt central for, at filmens afslutning bliver effektiv.

Et andet punkt, hvor ’The Shining’ er de fleste andre film overlegen, er i forhold til dens cinematografi. Fotograf John Alcott leverer en af de mest visuelt overdådige film nogensinde. Filmen er blandt andet kendt for sin indledende sekvens, hvor man via helikopterskud ser familiens bil køre på de snævre bjergveje hen imod hotellet. Udover at det smukke landskab er et postkort værdigt, virker denne teknik også forstærkende i forhold til at give seeren en fornemmelse af den isolation fra omverdenen, familien bliver udsat for. Derudover benytter Alcott sig af et væld af lange ubrudte skud igennem hotellets korridorer. Dette giver en fornemmelse for hvor ualmindeligt stort hotellet er, samt en følelse af at man selv er til stede.

Skuespillet er unægteligt også en central grund til at ’The Shining’ fungerer. 

Shelley Duvall spiller Wendy Torrence og er formentlig kædens svageste led – dette er dog i ligeså høj grad fordi hendes karakter ikke er skrevet specielt interessant. Hun får stadig det bedste ud af sin rolle og er troværdig i filmens centrale scener. Duvall har sidenhen omtalt optagelserne til ’The Shining’ som ”en personlig gyserhistorie” i det filmens produktion var alt andet end en fornøjelse for hende.

I rollen som Danny Torrence har vi Danny Lloyd, som ligeledes er god – hans rolle udviser ganske vidst ikke de store følelsesmæssige udsving, men han er yderst troværdig i de scener, hvor han skal være bange. 

Scatman Crothers spiller den venlige Dick Hallorann, som hurtigt danner bånd med unge Danny – de besidder nemlig begge evnen til at ”skinne”. Crothers leverer en god og tredimensionel præstation og formår til trods for sin relativt korte skærmtid at skabe en yderst seværdig karakter.

Filmens helt store skuespilsmæssige oplevelse er dog naturligvis Jack Nicholson, som spiller Jack Torrence.

Han leverer en gennemført skrækindjagende karakter og får formidlet den stigende sindssyge til perfektion. Desuden kommer han med en af filmhistoriens hyppigst parodierede scener, hvor han med en økse bryder igennem en dør og ytrer replikken ”here’s Johnny”.