Hvad er det, der gør, at ‘Sweet Home Alabama’ af nær 120.000 personer ender på en rating 6,2 på IMDb?

Hvordan kan det være, at man under punktet User Reviews finder mange, som i deres tekst fortæller, de kan lide filmen af den ene eller anden grund – dette til trods for man har forståelse for visse og ser det reelle i pointerede kritikpunkter, og derved alligevel giver den en karakter på plussiden? 

Hvorfor, vil jeg komme med et bud på i denne På Denne Dag artikel.

Inden må vi have et par ting in mente.

Romantiske film er generelt set udsat for voldsom medfart, latterliggørelse og patronisering. Det oplever vi fra både professionelle filmkritikere eller af biografpublikum med stor interesse i film. Til tider ser vi stor kløft af opfattelse af en film mellem nævnte grupper af filmseere. Begge kan have velbegrundede argumenter, som man kan tage i betragtning, når man danner sin egen mening.

Når man ser en romantisk film, tænker man måske – det er en tom omgang urealistisk kærlighedsvrøvl – filmens historie og plot er alt for cheesy – karaktererne og historien efterlader spørgsmål i luften, man aldrig får svar på. Ergo konkluderer man, at filmen er dårlig og spild af tid at se og beskæftige sig med. Samtidig må vi minde os selv på, at blot fordi én person benævner en film et makværk, kan filmen for en anden have kvaliteter eller pointer, man umiddelbart kan forstå og genkende.

‘Sweet Home Alabama’ er netop sådan film, der kan dele vandende voldsomt.

Især en ting, mener jeg, er afgørende for, hvorfor mange (inklusive mig selv) synes om filmen ‘Sweet Home Alabama’. Jeg forestiller mig historien om mistet kærlighed, ønsket om at en ekspartner skal komme tilbage, og længslen efter at netop kærligheden med ham/hende skal blomstre og vare for evigt, er en tanke eller livsoplevelse mange kan relatere til på den ene eller anden måde. Den del, finder jeg, fremstår klart og tydeligt rent visuelt og i filmens historie. Det er den del af historien, der gør det hele genkendeligt og nærværende for mange. De komiske indslag eller det fjollede, gør det hele til en komedie og løfter det fra en depressiv tilstand nær afgrunden. Ydermere givere første og næstsidste scene en poetisk tone til det hele. Det binder historien sammen, og vi forstår, hvorfor vores protagonistpar er forbundet.  Selv så jeg filmen på et tidspunkt, hvor den ramte mig i hjertekulen og fandt den underholdende og på den måde berigende. Derfor har jeg set filmen flere gange, og er positivt stemt.

Lad os kort se på faldgruber og punkter som kunne tale for at løfte og forbedre filmen. I den forbindelse skal man jo i sine overvejelser medtage, at vi som publikum ikke kan vide eller konkret og nøjagtigt sætte ord på filmmanuskriptforfatters præmis. Vi må acceptere og forstå, forfattere og filminstruktører blot er mennesker der kreerer, med det de har og kan.  

Forhistorien vil mange synes mangler en konkret beskrivelse og fortælling, hvorfor protagonisten Melanie Smooter (Reese Witherspoon) er taget fra sin hjemby i staten Alabama og ender som en anmelderrost tøjdesigner i New York. Ovenikøbet er hun kæreste – snart forlovet med en af byens feterede ungkarle, nemlig borgmestersønnen, Andrew Hennings (Patrick Dempsy). Denne proces har hun haft syv år til. Det er gået hurtig med at stige i graderne og med at få succes.  Nu, hvor hun skal have skilsmisse fra eksmand i hus, inden nyt giftermål, må hun tilbage til hjemstavnen og sine sydstatsrødder. Det viser sig hun er arrogant, føler sig hævet over og bedre end sine rødder, og opfører sig mildest talt usympatisk og irriterende. Dette faktum gør at mange eftersøger en mere hjertevindende og tillidsvækkende hovedperson.  Melanie, i min optik, indser hendes utiltalende opførsel på et plan, og hun kommer efter det. Det viser sig især i ”næsten” bryllupsscenen. Denne er over the top og giver anledning til en diskussion om realisme, berettigelse og kreativitet generelt i min optik.

Nogle amerikanere som har kommenteret filmen, kommer også med argumentet, at det er passé og fortærsket med en historie om storbyen versus den lille hjemby, yankees versus rebels, sydstatscharme versus nordstaterne og så videre. Det gør filmen uinteressant for dem, hvilket er forståeligt. Det vil jeg ikke yderligere kommentere med andet end, at det er sjovt at høre forskel på det amerikanske sprog fra nord og syd.

‘Sweet Home Alabama’ er en film, jeg finder underholdende, den kan ramme en med noget genkendeligt. Derfor er filmen værd at se.