Moderne seere af den Oscarvindende musical, ‘My Fair Lady’ vil nok rynke på næsen af historien om Eliza Doolittle (Audrey Hepburn) og Henry Higgins (Rex Harrison). En historie om hvordan en snobbet brite prøver at “forbedre” en ung arbejderklasse kvinde, ved at lære hende at tale korrekt og klæde sig efter hans forskrifter. Den slags misogyn historiefortælling ville næppe finde fodfæste i dag, men blot blive smidt ud med badevandet, sammen med film som ‘Grease’ eller ‘Borte med blæsten’. Men er det nu også rimeligt?

Ja, skid hul i Henry Higgins’ patriarkalske agenda, men undervurdér for alt i verden ikke ‘My Fair Lady’, der udkom for præcis 58 år siden i dag. For selvom den synes at være en romantisk komedie, fra en tid hvor kvinder stadig var køkkenudstyr og ligestilling var en by i Rusland, er filmen så meget mere end det. Den er nemlig ikke misogyn – den handler om misogyni.

Fra oldtidens fortællinger til 1960’ernes Hollywood forbliver historien den samme. Historien om hvordan den overbærende, bedrevidende MAND forvandler den medgørlige, skrøbelige kvinde fra et usselt skravl, til hans ideelle forestilling af kvindelighed. Imidlertid, takket være filmens sange, lykkedes det ‘My Fair Lady’ at kritisere det narrativ, og samtidig opretholde fortællingen om det. Musicalen handler derfor ikke så meget om hvordan en bedrevidende mand forvandler en skrøbelig kvinde, som den handler om hvordan en stærk kvinde forsøger at fastholde sin identitet på trods af en kortsynet mands forestillinger.

Tag for eksempel den slet skjulte fjendskhed i Higgins’ sang “A Hymn to Him”, hvori han spørger, “Hvorfor kan kvinder ikke være mere som mænd?” Noget han siger blot øjeblikke efter at have sagt, “Kvinders hoveder er fulde af vat, hø og klude” og at mænd er “Et mageløst køn!” -påstande han gentager ad nauseum, i øvrigt.

Det er selvfølgelig ikke utænkeligt at musicalens sangsmede (som begge var mænd), selv var misogyne alfahanner hvis eneste ambition var at fortælle om det stærke køns fortræffeligheder og kvinders uduelighed. Mere sandsynligt er det dog, at sangene er tænkt, som en hån af Henry Higgins’ idealer, for at vise publikum hans idioti, og at de er bevidste om det. Alt dette understreges desuden af  mængden af sange, hvori Eliza Doolittle udtrykker sin styrke og selvstændighed. At musicalen i øvrigt er skrevet fra hendes perspektiv, er også et godt tegn i det henseende. Særligt sangen “Without You”, hvor hun synger at både tidevandet og jordens rotation fint klarer sig uden mænds indblanden, så hvad får ham til at tro at det er anderledes med hende, sidder lige i skabet. Manusforfatterne kunne snildt have skrevet Eliza, som en ung naiv pige, syg efter kærlighed -det gjorde de bare ikke.

Lidt malurt er der dog i bægeret, da hele Eliza-er-en-stærk-selvstændig-kvinde argumentet kompromitteres af filmens slutning. Eliza vælger at være sammen med Higgins og da han spørger efter sine sutsko, kommer hun lydigt med dem. En slutning, der giver omtrent samme grimme smag i munden, som tidligere nævnte ‘Grease’, fordi det virker åbenlyst at Eliza ikke har brug for Higgins og at hun er intelligent nok til at vide det.

… Men så igen. Historien udspiller sig i 1912, Eliza er alene i verden, uden familie, penge eller uddannelse og har vitterligt ikke andre valg end Higgins eller at ryge på gaden. Hun er hverken hjernevasket af patriarkatet eller dum. Hun har bare kun valget mellem en sexistisk mand eller fattigdom. At vælge manden gør ikke ‘My Fair Lady’ til en sexistisk film, men snarere en film om en sexistisk tid, og uden tvivl en seværdig en af slagsen selv næsten 60 år senere.