Ove Sprogøe

ville blive 100 år i dag

Skuespiller

Født 21/12 1919 - død 14/9 2004

Ove Sprogøe har indspillet 156 film og er dermed dansk films flittigst anvendte skuespiller. Med sine skarpt tegnede små ansigtstræk og sin rappe, tørre replik er han fra første færd den ofte lettere komiske birollespiller uden indlysende format som centrumsfigur eller romantisk helt. Tit lidt af en rapkæftet gavtyv, adræt springfyr eller snusfornuftig småborger.

I starten spiller han meget små roller, dygtigt og præcist. Han er f. eks. nervøs vordende far i “Diskret Ophold” (1946), med sin barndoms fynske dialekt; kvik stikirenddreng i “Kristinus Bergman” (1948); opportunistisk journalist i “Kampen mod uretten” (1949); Poul Reichhardts studiekammeraet i “De røde heste” (1950); og fuld mand i bus i “Det store løb” (1952) – en minimal rolle. Og i “Nålen” (1951) er han kriminalbetjent, i skyggen af Gunnar Laurings overordnede.

Fra starten spiller Sprogøe allegro. Alt hvad han foretager sig, ligger i væver letvægtsklasse. Og i begyndelsen af 1950’erne tog han filmkarriere et væsentlig skridt fremad, da han indgik i makkerskab med Dirch Passer. De to beslægtede ånder skaber en musikalsk legende, letbenet komisk duo, med Passer som den poetisk uskyldige, Sprogøe som den mere skarpe og kvikke. I Saga-film som “Ved Kongelunden” (1953), “Det var på Rundetårn” (1955) og “Færgekroen” (1956) giver parret en række charmerende numre, deriblandt Sven Gyldmarks og Poetens solbeskinnede klassiker om livet og pigerne på linie 8, “Der kommer altid en sporvogn og en pige til”, holdt i lutter godmodige drillerier og skægt betonede, virtuose rim.

Sprogøe danner også par med Lis Løwert i Nordiskfilm som “På tro og love” (1955) og “Kispus” (1956), og han får endda sin første Bodil som husassistenten Løwerts kæreste Henry i “På tro og love”. Men disse lidt (sikkert ubevidst) nedladende småborgerpotrætter holder ikke godt.

Med årene voksede hans alsidighed. Han er væver stikker i “Gøngehøvdingen” (1960), en af filmens bedste præstationer. I “April” (1963) ses han for første gang i en romantisk hovedrolle (med Malene Schwartz), uden at det dog virker som hans indlysende rollefag. Og han optræder i kvindeklæder i det meste af Dirch Passer-filmen “Onkel Bill fra New York” (1959) og giver i et sangnummer en dræbende parodi på feminint kabaret-sjæleri.

Sprogøe var nu i fuld gang med at gøre sig uundværlig i datidens folkekomedier, hvor niveauet som oftest var ret lavt. Men i agentfilm-parodierne “Slå først, Frede!” (1965) og “Slap af, Frede!” (1966) bruger han rollen som pedantisk superspion til at rendyrke sin perfektionistiske timing og præcision i gestik og replik, og man kan se dem som et for-studie til hans klassiske Egon-figur i Olsen-bande-filmene.

I Ole Roos’ “Kys til højre og venstre” (1969) bryder han mønsteret og indgår han som ligeberettiget partner i et erotisk drama. Han er rørende som en forhutlet privatdetektiv i en gammel taxa i Ballings “Rend mig i revolutionen” (1970), men figuren udvikles ikke i den ujævne film (men optræder igen i tv-serien “Anthonsen” fra 1984). Og i “Den forsvundne fuldmægtig” (1971) bærer han – typecasted og derfor en lille smule afmålt forudsigelig – filmen med sit dybt indforståede portræt af Hans Scherfigs kontormand på stækket flugt fra borgerligheden.

Men hans store centrale figur er og bliver hans Egon Olsen i Olsens-bande-seriens 14 film, en folkelegendarisk figur. Mesterforbryderen udi egen indbildning, der i film på film ender i fængsel, men altid dukker frem igen med en ny plan, beslutsom, egenrådig og med styr på (næsten) alle detaljer.

Snart er han en storhedsvanvittig fantast blandt alt for farlige fisk, snart et jordbundent handlingsmenneske med sans for timing og tilrettelæggelse, samt den rette anvendelse af de mest usandsynlige hjælpemidler: en hårnål, en paraply, et eksemplar af Land&Folk. En perfektionistisk kunstner på sit felt, især hvad angår åbning af pengeskabe og ikke så lidt af en ensporet og bidsk tyran, der med en terriers stædighed bider sig fast i sine forehavender. Men samtidig sært trofast over for makkerne Benny og Kjeld, der er hans faste baggrund for brillans og sejre og samtidig skydeskive for hans koleriske anfald (“Hundeho’der! Skvatmikler!”). Og det hele gestaltet med en næsten balletagtig detaljepræcision i bevægelser og mimik.

Hans øvrige film i 1970’erne bød ikke på særlig mange interessante roller. Han mangler dæmoni i en sjælden hovedrolle som kontormanden med den livlige fantasi i Per Holsts “Afskedens time” (1971). Bedre lykkes hans resignerede, stilfærdige naturer – f. eks den ironisk-melankolske skeptiker Dr. Hansen i tv-serien “Matador” (1978-81), Helle Virkners afstandsforelskede husven med cello og blød i det fynske mæle. Og han er sørgmodig-ironisk handelsrejsende (og igen elsker!) i Rifbjerg-Kjærulff-Schmidts tv-serie “Vores år” (1979).

Der er lyspunkter blandt de mange dårlige film, han medvirkede i op gennem 1970’erne og 1980’erne, f. eks. hans elskelige, excentriske instrumentmager i “Krigernes børn” (1979) og frem for alt hans klogt nedskruede lille portræt af en stille eksistens i “Slingrevalsen” (1981), et af hans pletskud. Hans mest markante 1990’er-rolle er den gamle gale greve i Ole Bornedals tv-serie “Charlot og Charlotte” (1996) – endelig afklaret, da han får lov at dø i sin fynske herregårds-rede og blive skytsengel for de to veninder.

Hans come-back som en høresvækket Egon i “Olsen-bandens sidste stik” (1998) blev mere et lidt trist galgenhumoristisk alderdomsstudie end en befriende genkomst. Men hans medvirken er en typisk generøs gestus fra en skuespiller, der aldrig har været bange for at satse sig selv under vidt forskellige vilkår.

– Tillykke fra hele Filmsiden

Kilde (DFI)