Rita smøger ærmerne op og åbner sin egen lilleskole

 – Skrevet af Martin Riis Larsen

I denne sæson får Rita det, som Rita vil have det. Hun fusionerer arbejds- og privatliv i ét stort hus, ét stort kaos, men der befinder hun sig godt, indtil kaos vokser hende over hovedet. At være Rita for fuld styrke kan også være farligt, når man tror, man kan alt og være alting for alle på én gang: Lærer, kæreste, mor, kollega, ven. Og så må Rita stille sig selv spørgsmålet: Er jeg god for andre mennesker, eller er jeg i virkeligheden selv ét stort kaos? fortæller Marie Østerbye, der er hovedforfatter på sæsonen.

Det bliver aldrig kedeligt med Rita
– Vi har nu lavet ’Rita’ i ti år, og det er ikke i nærheden af at blive kedeligt at beskæftige sig med fandenivoldske, uforudsigelige og skønne Rita. Der er stadig masser af historier at fortælle, masser af kampe at tage og masser af børn, som skal hjælpes. Det har været en fornøjelse endnu engang at samle hele ’Rita’-familien, både foran og bag kameraet, siger Jesper Morthorst, producer på ’Rita’.

I femte sæson slutter også Søs Egelind og Lisbet Dahl sig til ’Rita’-castet, ligesom flere andre nye navne som Martin Greis og Marie Tourell Søderberg medvirker. Samtidig er der gensyn med blandt andre Kristoffer Fabricius som Hjørdis’ kæreste Uffe og flere andre.

Bag den nye sæson står ’Rita’s skaber Christian Torpe og Marie Østerbye, som er hovedforfatter på sæsonen, der får premiere i 2020 på TV 2 PLAY og TV 2. Lars Kaalund har instrueret, og ’Rita’ er produceret for TV 2 af SF Studios Production i samarbejde med Netflix.