Sådan ser Mads Mikkelsen ud i ny Indiana Jones-film

Mads Mikkelsen er til næste sommer klar i Indiana Jones 5, hvor han står overfor Harrison Ford i den ikoniske titelrolle

Det er ikke, fordi den danske stjerneskuespiller Mads Mikkelsen mangler noget at lave i disse år.

Han er blevet ganske populær i Hollywood, hvor han har spillet med i Star Wars-filmen “Rogue One” og i James Bond-filmen “Casino Royale”, ligesom han spiller en af hovedrollerne i den kommende “Fantastiske Skabninger 3” af Harry Potter-skaberen J. K. Rowling.

Og i øjeblikket er han ved at optage scener til endnu en stor rolle. Han spiller således med i den kommende “Indiana Jones 5” over for den 79-årige Hollywood-veteran Harrison Ford i hovedrollen.

De filmer i disse dage på den italienske ø Sicilien, hvor billeder fra Daily Mail viser 55-årige Mads Mikkelsen i et gråt jakkesæt med en panamahat i hånden i Siciliens gader.

Se billederne af Mads Mikkelsen fra Daily Mail her (åbner ny side).

Danskerens rolle er stadig hemmeligholdt, men på de nye billeder får vi den første forsmag på det elegant sommer-look som Mikkelsen kommer til at flashe i adventurefilmen.

Meget lidt vides endnu om den femte film i serien. Instruktørposten indtages af James Mangold, mens rollelisten gemmer på andre store stjerner som Antonio Banderas, Toby Jones, Boyd Holbrook og Phoebe Waller-Bridge. Sidstnævnte rygtes endda til at skulle indtage en vigtig rolle for franchisens fremtid.

Til næste år er Mads Mikkelsen også aktuel i Harry Potter-forløberen Fantastiske skabninger 3.

‘Indiana Jones 5’ får premiere den 28. juli 2022.