Same procedure as last year?

– Skrevet af Martin Riis Larsen

For mere end en million danskere er tjeneren James og miss Sophies middag i ’90 års fødselsdagen’ fast indslag hver nytårsaften. Men hvor kommer sketchen fra?

Siden 1973 har DR sendt den elleve minutter lange sketch ’90 års fødselsdagen’ med miss Sophie (May Warden) og James (Freddie Frinton), der hurtigt opbygger en klækkelig hestebrandert.

Sådan som tv-stationer har gjort og gør det flere andre steder i Europa. Sir Toby, Admiral von Schneider, Mr. Pommeroy og Mr. Winterbottom er mere end bare kult. Sketchen har været optaget i Guinness Rekordbog som verdens mest genudsendte tv-show. Den er blevet et lille kulturelt fænomen i sig selv. Men hvor kommer den egentlig fra?

Historien om ’Dinner for One’, som sketchen egentlig hedder, er klassisk. Det er nemlig historien om ham eller hende, der gjorde en opfindelse, som kom millioner af mennesker verden over til gode, men som aldrig selv nåede at få noget ud af det selv.

Sketchens forfatter, Lauri Wylie, var en uhyre aktiv forfatter og iværksætter i Londons forlystelsesliv fra og med de tidlige 1920ere, hvor han specielt gjorde sig i revyer og teater. Ingen ved præcis, hvornår ’Dinner for One’ er skrevet, men ifølge kilder tyder meget på, at den blev skrevet i 1920erne.
Også Wylies ældre bror, Julian, var dramatiker. Ifølge thebritishnewspaperarchive.co.uk stod han blandt meget andet bag en loge for teatermænd. De mødtes en gang om året i en klub, hvor de tilbragte tiden med at spise, drikke og beklage sig over hykleri og anden dårskab i det engelske samfund, specielt den engelske overklasse.

Under disse møder fødtes idéer, som senere blev til sketches i Londons vaudevilleteatre. Ingen ved det, men det er ikke svært at forestille sig, idéen til ’90 års fødselsdagen’ opstå i en nobel herrebrandert under et af disse logemøder.

Hvad, vi til gengæld ved, er, at komikeren Freddie Frinton blev introduceret til sketchen i begyndelsen af fyrrerne. Oprindelig var han ikke ret vild med ’90 års fødselsdagen’, som han ikke fandt sjov. Måske fordi han, denne storbranderternes ukronede konge, havde været organiseret afholdsmand siden sin tidlige ungdom. Han havde set, hvad alkohol gjorde ved mennesker i arbejderkvarteret i barndomsbyen Grimsby.

Men han kunne se, at det virkede, hver gang han og en kvindelig skuespiller førte sig frem som James og miss Sophie foran storgrinende soldater på kaserner i efterkrigstidens England.

Officielt blev sketchen første gang opført på Duke of York’s Theatre i London i 1948. I 1950 eller ’51 købte Frinton rettighederne til sketchen af Wylie, som på det tidspunkt var fallit og boede i en skurvogn uden for London. Han døde kort efter, dybt forarmet.

Frinton havde til gengæld stor succes i England med sin sketch. Undervejs blev den udviklet til den, vi kender på skærmen. Der er mindst to forklaringer på tigerskindet, som James (næsten) konstant snubler over, og som i dag er en integreret del af sketchen.

Tysk opfindelse

Ifølge tyske kilder blev det ’opfundet’ af en tv-producer under den første opførelse i tysk tv i 1961. Freddie Frinton har selv sagt, at tigerskindet blev tilføjet på opfordring af en arrangør, der syntes, det ville pynte. Da han tilfældigt snublede over tigerhovedet, forårsagede det så meget latter blandt publikum, at han beholdt tigeren som en del af sketchen. Sketchen blev første gang vist i Tyskland i 1961, men den version, vi kender stammer fra anden tysk optagelse i 1963, hvor Frinton spiller sammen med skuespilleren May Warden.

Siden er den i forskellige versioner blevet en fast jule- og nytårstradition i lande som i Danmark, Grønland, Australien, Tyskland, Finland, Sverige, Færøerne, Østrig, Schweiz, Sydafrika, Luxembourg og Estland.

Spilletid: 18min

Rating IMDb: 7,9

Premiere: 31. december 1973

Kilde: bt.dk