Romertalsfilm og drengerøvsfilm: Den folkelige film siden årtusindskiftet
Serier af film, sequels til populære film ofte kaldet ‘romertalsfilm’, er fortsat en typisk model i dansk populærfilm. Der er hyggebetonede familiefilm efter klassisk model som de nye Min søsters børn- og Far til fire-filmene, og der er den populære Anja & Viktor-serie, som begyndte med Kærlighed ved første hik i 1999 og har budt på fersk parforholdsromantik til ungdommen.

En mere ‘voksen’ komedie, der drejer genren væk fra folkekomedien og familiekomedien og hen mod den romantiske komedie, der er fokuseret på partnervalg og livsstil i stil med udenlandske forbilleder som den engelske ‘Four Weddings and a Funeral’ (1994, ‘Fire bryllupper og en begravelse’), brød stort igennem først med Susanne Biers Den eneste ene (1999) og dernæst med Lone Scherfigs dogmefilm Italiensk for begyndere (2000), som er blandt de internationalt mest succesrige danske film. Andre typiske komedier er Hella Joofs bøssekomedie En kort en lang (2001), Gert Fredholms At klappe med een hånd (2001) og Morten Arnfreds Lykkevej (2003).

En nøgleperson i den nye populærfilm er Anders Thomas Jensen, der som manuskriptforfatter har udfoldet sig med stor leveringsdygtighed i mange genrer, men udfolder sig mest originalt i den folkelige actionkomedie, ‘drengerøvsfilm’, hvor lavkomiske taber-typer står i centrum.

Hans manuskript til I Kina spiser de hunde (1999, instrueret af Lasse Spang Olsen og produceret uden statsstøtte) betød genrens danske gennembrud, fortsat med manuskripter til bl.a. Rembrandt (2003, instrueret af Jannik Johansen), Sprængfarlig bombe (2006) og Ved verdens ende (2009, begge instrueret af Tomas Villum Jensen) samt hans egne film, bl.a. Blinkende lygter (2000) og især Adams æbler (2005), der virtuost forener flabet voldskomedie med allegorisk fabel om det gode og det onde.

n stærk trend er realistiske hverdagsdramaer som Jesper W. Nielsens Okay (2002), Annette K. Olesens Små ulykker (2002) og dogmefilmen Forbrydelser (2004), Paprika Steens Lad de små børn (2004), Jacob Thuesens Anklaget (2005) og Ole Christian Madsens Prag (2006). De har alle manuskript af Kim Fupz Aakeson, der ved siden af Anders Thomas Jensen er den mest markante manuskriptforfatter i perioden. Han brød igennem med den romantiske komedie Den eneste ene, men har især markeret sig med afdæmpede, intense kammerspil, der fokuserer på parforholdets og familielivets smertepunkter.

Malmros er fortsat med sit erindringsprojekt, dels At kende sandheden (2002) om overlæge-faderen, dels Kærestesorger (2009) om gymnasietiden. Erindret barndom er også omdrejningspunktet i Niels Arden Oplevs Drømmen (2006) og Peter Schønau Fogs Kunsten at græde i kor (2006) efter Erling Jepsens roman om opvæksten i en traumatiseret sønderjysk familie.

Ellers er det påfaldende, at de klassiske genrer afprøves mere uforfærdet end tidligere. Thrilleren har vundet indpas, først og fremmest med Nikolaj Arcels Kongekabale (2004), der i effektiv Hollywoodstil afslører politisk råddenskab; desuden Nicolas Winding Refns ødipalt farvede gangsterdrama Pusher 2 (2004), Bornedals neo noir-drama Kærlighed på film (2007) og Rumle Hammerichs Headhunter (2009). En stor publikumssucces var Ole Christian Madsens historiske Flammen & Citronen (2008), der ud fra to tragiske, autentiske skæbner, tegnede et uheroisk billede af besættelsestiden. Niels Arden Oplev fik international succes med den svenske krimi Män som hatar kvinnor (2009, Mænd der hader kvinder) efter Stieg Larssons bestseller. I udkanten af genren ligger Henrik Ruben Genz’ Frygtelig lykkelig (2008), en originalt udformet sorthumoristisk ‘egnskrimi’ efter Erling Jepsens roman.

Kilde: DFI