Menu Luk

Det så danskerne i biograferne i 80érne

Folkelighed, realisme og filmatisering: Statslig filmkunst i 80’erne

I 1980’erne vinder to danske film en Oscar for bedste udenlandske film. En humanistisk realisme præger tidens film, som skildrer hverdagsmennesket, forankret i en genkendelig dansk virkelighed. Nils Malmros markerer sig inden for den realistiske ungdomsfilm, mens Lars von Trier skaber et gennembrud for avantgarden i dansk film.

Inden for populærfilmen var komedierne om Walter og Carlo tidstypiske succeser, begyndende med Per Holsts Walter og Carlo – op på fars hat (1985), der selvironisk legede med genren og konventionerne. Men den folkelige film, der havde nået et højdepunkt med Olsen-banden serien, havde svært ved at finde fornyelse. Balling kom selv med en sidste film, den succesrige komedie Midt om natten (1984) med Kim Larsen og Erik Clausen, hvor ungdomsoprør og slumstormere blev til folkekomedie med sange.

Børne- og ungdomsfilm i 80’erne
Bille August foldede sig ud i samarbejdet med forfatteren Bjarne Reuter i de træfsikre barndoms- og ungdomsskildringer Zappa (1983), Busters verden (1984) og Tro, håb og kærlighed (1984), og hans humanistiske fortællekunst og lydhøre skildring af ensomhed og svigt nåede et bevægende højdepunkt med Pelle Erobreren (1987), hvor han skabte en af dansk films store bedrifter.

Nils Malmros fortsatte sin magiske erindringskunst med Kundskabens Træ (1981, filmet af Jan Weincke), en moderne klassiker i dansk film om mobning, svigt og skuffet kærlighed, fulgt af Skønheden og udyret (1983), om en teenagepige og hendes jaloux far, og den selvironiske Århus by night (1989), om en ung århusiansk filminstruktørs erfaringer med et københavnsk filmhold.

Børnefilm havde medgang først og fremmest med Søren Kragh-Jacobsens Gummi-Tarzan (1981), baseret på periodens vigtigste børnebogsforfatter, den muntert fabulerende Ole Lund Kirkegaard; desuden Kragh-Jacobsens Skyggen af Emma (1988) fra 30’ernes København, og Erik Clausens Tarzan Mama Mia (1988, også: Mig og Mama Mia). Dertil kom tegnefilm som Jannik Hastrups økologiske hval-eventyr Samson og Sally (1984), der var den første lange tegnefilm siden Fyrtøjet, Anders Sørensens korte Eventyret om den vidunderlige kartoffel (1985) samt Peter Madsens populærmytologiske Valhalla (1986), der havde veteranen Børge Ring som supervisor. Han vandt en Oscar for den korte, hollandsk producerede animationsfilm Anna & Bella (1984).

Kilde: DFI

Walter Og Carlo (2) - Yes Det Er Far

Kaffepriserne stiger og stiger. Pensionisterne kan ikke få de små pensioner til at slå til, hvis de skal have en daglig kop kaffe. Så tager fru Viola van Heimweh affære. Hun organiserer det største kaffesmugleri i verdenshistorien – fra Sverige til Danmark. Kontakterne i Sverige har bare ikke ren kaffe i posen – de forsøger at snyde de danske pensionister. Da de fleste ting jo er forbudt i Sverige, er det således også forbudt at modtage sorte penge. Derimod er roulettespil tilladt – så pengene for kaffen skal betales i et svensk spillekasino. Men da Carlo og hans tro følgesvend, mangemillionæren Walter, sprænger banken i kasinoet, begynder løjerne.

Antal solgte billetter: 526.493 stk.

Hvor kan den streames?

De uanstændige

Thomas er 17 år og opflasket med kolde afvaskninger og revne gulerødder. Han flytter med sine forstokkede forældre ind i en Charlottenlund-villa. Dette vender op og ned på Thomas’ triste teenagerliv. For i nabovillaen bor familien Thamms, en flok livsglade eskapister, som ikke laver dagens gode gerning, men til gengæld vælter i penge. Konen render konstant halvnøgen rundt og har sin alkoholiske kunstner-elsker boende, manden fedter med unyttige opfindelser, og der vælter ind og ud med vanvittige gæster. De to teenageunger, tvillingerne Topsy og Mick, tumler rundt i en grænseløs appetit på livet og eksperimenterer især med erotikken. Thomas fascineres dybt af nabofamilien og drages ind i deres eksotiske verden, hvor tvillingerne leger med ham som kattene med musen. Hele hans verden rystes, da han forelsker sig dybt i Topsy.

Antal solgte billetter: 544.851 stk.

Hvor kan den streames?

Valhalla

Hinsides menneskenes land, Midgård, på den anden side af regnbuebroen, i riget Asgård, ligger Valhalla, gudernes palads. I Valhalla hersker Odin, de udødeliges konge.

Antal solgte billetter: 578.830 stk.

Hvor kan den streames?

Pelle Erobreren

Hvor kan den streames?

Dansen Med Regitze

En dansk kærlighedshistorie om to mennesker gennmem et langt liv. Regitze er en stærk og dominerende kvinde med et kraftrigt livsmod, og lidt i skyggen af hende hendes mand Karl-Åge, som nu tænker tilbage på deres ubetingede kærlighed. Baseret på Martha Christensens roman.

Antal solgte billetter: 584.035 stk.

Hvor kan den streames?

Den Kroniske Uskyld

Janus og Tore er nære venner og går i 3. g sammen. For Janus er Tore det store ideal. En høvding, hvis selskab Janus er så taknemmelig over, at han er tilfreds med bare at blive betragtet som hofnar. Pludselig en dag sker det, at Tore bliver forelsket i den nye pige på skolen – den henrivende Helle. Janus græmmer sig af jalousi vendt mod både Tore og Helle. Dels forelsker han sig i denne drømmepige – dels føler han, at hun stjæler Tore fra ham. Men da han ser det ubrydelige i deres forhold, nøjes han med håbet om, at der bare er en lille plads til ham. Helle er strengt opdraget og drengene går ud fra, at moderen er en stramtantet sippe. Stor er derfor forundringen, da hun dukker op – billedskøn. Ved en studenterfest hos Helle forfører moderen Tore uden skrupler – med en rystende tragedie som følge.

Antal solgte billetter: 604.799 stk.

Hvor kan den streames?

Olsen Banden Over Alle Bjerge (Nr.13)

Olsen-banden er på jagt efter Bang-Johansens røde kuffert, som indeholder flere millioner. Det lykkes Bang-Johansen at tage kufferten med til Paris, men Olsen-banden er i hælene på ham og sætter byen på den anden ende.

Antal solgte billetter: 660.867 stk.

Hvor kan den streames?

Olsen Bandens Flugt Over Plankeværket (12)

Der er brug for penge til Kjelds sølvbryllup, og Egon har en genial plan: Han vil stjæle en rød taske fuld af penge fra en korrupt direktør for et forsikringsselskab. Men mon det lykkes?

Antal solgte billetter: 810.956 stk

Hvor kan den streames?

Midt Om Natten

Vennerne Benny og Arnold lever af forefaldende måneskinsarbejde. Sammen med nogle unge, som politiet har smidt ud af kondemnerede huse, opretter de fristaden Haveje. Den bliver en torn i øjet på borgerlige politikere og forretningsinteresser, og Havejes beboere bliver desuden overfaldet af en bande rockere. Det er ved at true venskabet mellem Benny og Arnold.

Antal solgte billetter: 922.923 stk.

Hvor kan den streames?

Walter og Carlo - op på fars hat"

Den rapkæftede hælebarindehaver Carlo rejser med sin kone og kamerafører Elly, sin gode ven Walter og hans mor på charterferie til Costa del Sol. Her bliver de rodet ind i farlig affære med diamantsmuglende gangstere. Cut Elly!

Antal solgte billetter: 953.743 stk.

Hvor kan den streames?