10 Italienske filmperler du bare skal se
Hvis du ikke har mulighed for at tage til Italien, kan du altid tage på en rejse gennem filmene.
Forbudte romancer? Hjerteskærende familietragedier? Eller måske pompøse festligheder? Hvis du ikke har mulighed for at tage til Italien, kan du altid tage på en rejse gennem filmene. For den perfekte italienske filmaften kræver ikke meget mere end en af disse klassikere på skærmen
De smukkeste år
I ”De smukkeste år” fortæller filmskaber Gabriele Muccino historien om fire venner, der knytter stærke bånd som teenagere, men som glider fra hinanden, da voksenlivet gør sit indtog. Senere i livet krydses deres veje atter og gamle følelser blusser op – på godt og ondt.
Hvor kan den streames?
Italian nights
En kendt filmproducent findes død i sin bil i Tiberen samme aften, hvor Italien møder Argentina til VM i fodbold i 1990. Han har intet vand i lungerne, så der må være tale om mord. Mistanken rettes mod tre unge manuskriptforfattere, og i løbet af en enkelt nat på politistationen får vi hver deres version af begivenhedernes gang.
Paolo Virzì er en af Italiens mest succesfulde instruktører og har senest været aktuel med ’Springtur i Toscana’ og ’Vores livs ferie’. I ’Italian Nights’ blandes komedie og krimiplot elegant i et bittersødt drama, der smelter sammen til en betagende fortælling om italiensk films sidste glansdage.
Hvor kan den streames?
Grotten
Under det økonomiske boom i 1960’erne blev Europas højeste bygning bygget i det opblomstrende nordlige Italien. I den anden ende af landet udforsker unge speleologer Europas dybeste grotte i det uberørte opland i Calabrien. For første gang nogensinde når man ned på bunden af Bifurto grotten, 700 meter under Jordens overflade. De indtrængendes foretagende foregår ubemærket af landsbyboerne i området, men ikke af den gamle hyrde på Pollino højdedraget, hvis isolerede liv begynder at flettes sammen med den indtrængende gruppes færd i Jordens indre. Grotten er et næsten ordløst, organisk smukt værk der berører ‘det mystiske’. Grotten skildrer en rejse gennem ukendte dybder i livet og naturen og den er parallel med to store rejser til det indre. Filmen havde verdenspremiere på Filmfestivalen i Venedig i 2021, hvor den var nomineret i hele fire kategorier, bl.a. til hovedkonkurrencen om Guldløven, og den vandt tre priser – Special Jury-prisen, FEDIC-Award for Bedste Film samt en pris for Bedste Filmfotograf. Anmelderne har givet Grotten mange rosende ord med på vejen om denne poetiske, nærmeste hypnotiske film der er skudt i det smukke Pollino.
Hvor kan den streames?
Min italienske familie
Et eksplosivt familiedrama der foregår på den lille italienske ø, Ischia. Dramaet opstår, da en storm pludselig bryder ud, mens en hel familie er samlet for at fejre forældrenes, Pietros og Albas, 50 års bryllupsdag. Stormen er så voldsom, at de mange familiemedlemmer er nødt til at leve under samme tag i to dage, indtil stormen aftager. Mens familien er samlet, pustes der til gamle som nye uforløste konflikter og fremtiden virker usikker for dem alle. Alle personer i familien må forholde sig til deres egne personlige, følelsesmæssige eller familiære forhold.
Hvor kan den streames?
Springtur i Toscana
Beatrice er en speedsnakkende fantast og en wannabe grevinde, der elsker at få folk til at tro, at hun er en betroet ven af alverdens magtfulde ledere. Donatella er en mut, tatoveret og skrøbelig ung kvinde, der er opslugt af sin egen store hemmelighed. De er begge patienter på det sikrede psykiatriske bosted Villa Biondi i Toscana og beslutter sig for at tage flugten og tage på eventyr i det smukke område. En rejse, der hjælper dem til at opdage skønheden i det uperfekte. For på papiret er de komplet skøre men ude i samfundet blandt dem, som anses for at være raske, opfører de sig temmelig normalt. Springtur i Toscana er en humoristisk fortælling om det uforudsigelige og nære venskab, der opstår mellem to kvinder, der beslutter sig for at ændre deres egen skæbne og finde lykken.
Hvor kan den streames?
Postbudet
Mario er en forsigtig mand omkring de 40 år, som er forelsket i byens smukkeste kvinde, servitricen Beatrice. Men han er alt for genert til at sige det til hende. Da den berømte digter Pablo Neruda flytter til den smukke ø, bliver Mario ansat som hans personlige postbud. Der opstår et varmt venskab mellem de to særprægede mænd, og hvem ved? Måske kan Neruda hjælpe Mario med at finde de rette ord for at vinde Beatrices interesse – og hjerte
Hvor kan den streames?
Sønnens værelse
Psykologen Giovanni lever et lykkeligt liv med sin familie, konen Paola og teenagebørnene Irene og Andrea. Da sønnen Andrea omkommer i en ulykke, plages Giovanni af sorg og skyldfølelse. Men mødet med en af sønnens veninder bliver et vendepunkt.
Hvor kan den streames?
Smagen af Toscana
Francesco Falaschis komedie ”Smagen af Toscana” tager os med på en kulinarisk rejse til Italien, der kulminerer i en konkurrence for unge kokke. Arturo (Vinicio Marchioni) er en af støvlelandets mest anerkendte køkkenchefer, men han kæmper med et heftigt temperament, som, selv efter italienske standarder, må betegnes som værende ude af kontrol. Efter et kort fængselsophold, som følge af sin manglende selvkontrol, bliver Arturo idømt samfundstjeneste, som han skal afsone på en skole for teenagere med Asperger
Hvor kan den streames?
Silvio og de andre
Paolo Sorrentino spidder italiensk politik i denne satiriske, profane og fantasifulde fiktionalisering af den kontroversielle italienske politiker Silvio Berlusconi og hans inderkreds i tiden op til hans forfald. Tony Servillo (Den store skønhed) spiller Berlusconi med en eminent balance, og filmen er en visuel godbid i sin skildring af den overflod af magt, penge og seksuelle udskejelser der hørte sig til under Silvios herredømme.
Hvor kan den streames?
Mine aftener i Paradis
Den succesrige filminstruktør Salvatore Di Vita får besked fra sin hjemby om, at Alfredo er død, en besked, der vækker minder. Salvatore tænker tilbage på biografen Paradiso, hvor operatøren Alfredo herskede i ensom majestæt. Da Alfredo blev blind under en brand, overtog Salvatore hans arbejde, og der opstod et nært venskab mellem dem. Paradiso lukkede, og Salvatore lovede aldrig at vende tilbage til byen igen, efter han flyttede derfra. Trods dette løfte vender Salvatore tilbage for at deltage i Alfredos begravelse. En utrolig smuk, menneskelig og sjov historie om en lille italiensk bybiografs opgang og fald.