Marathon Man

Skrevet af Glenn Kibsgaard

Forestil dig, at du er bundet til stolen. Du kæmper for ikke at åbne munden. Lyden af tandlægens boremaskine virker overdøvende på sanserne for frygt. Du får spørgsmålet ”Is it Safe?”, men du ved ikke, hvad det betyder, for du ved ikke noget. Igen bliver du spurgt om ”Is it Safe?”, imens boremaskine kommer tættere på din mund. Hvad vil du svare? Du, som seer, ved lige så meget eller lige så lidt, som hovedpersonen, Babe, (Dustin Hoffman). Denne scene er et mesterværk af gys. Og selv den dag i dag, virker scenen voldsom. 

Filmen er i rå form, hvor skuespillerne viser, hvor ægte og autentiske skuespil kan være, hvilket jeg savner i nutidens mainstreamfilm. 

Marathon Man starter langsomt og bygger op til dragende spænding, som historien udvikler sig. I denne film er der ingen helte. Den handler kun om at overleve, i et grotesk spil der føres af andre, der ved mere end du selv gør. 

Dustin Hoffman, Babe, er student og er fastsat på, at han skal løbe et maraton. Det er hans måde at overkomme hans fars selvmord. Men pludselig vælter hans storebror, som han ikke har set i flere år, og som bliver spillet af Roy Scheider, ind i hans liv. Roy Scheider, er fuld af succes, og mener, at Babe skal tage sig sammen og få noget meningsfuldt ud af sit liv, ligesom han selv har fået. Men målet om at løbe en maraton, bliver pludseligt sat på hold, da hans bror dør på mystisk vis i hans lejlighed. Og nu sætter filmen i gang. For som seer, ved du kun, hvad du har oplevet i filmen indtil nu. 

Babe, Dustin Hoffman, havner uskyldigt midt i et helvede af internationale begivenheder, der går helt tilbage til 2. verdens krig. Men hvad gør du, når du intet ved, og alle kræver sandheden at kende – også under tortur? Hvad fortalte broderen, inden han dødede? Hvad skete der, som du ikke lagde mærke til? 

Denne film er vildt medrivende, da den intet plot har som du skal gætte dig frem til. God fornøjelse. 

PS: Husk at børste din tænder, anbefaler tandlægerne.