Tenet får ny premieredato - igen

– Skrevet af Lucas Bisgaard

Årets måske meste ventede film, Christopher Nolans Tenet, kan fra den 26. August ses på det store lærred i det meste af verden. Det annoncerede Warner bros. mandag. 

Amerikanerne må dog vente lidt længere end os andre. Filmen lander nemlig først i de amerikanske biografer den 3. September.

Nolans nyeste projekt har set sin udgivelsesdato i konstant limbo de seneste måneder på grund af coronakrisen. 

Tenet skulle i første omgang være udkommet den 17. Juli 2020, men blev grundet Covid-19 først udskudt til 31. Juli. Det blev så senere til en premieredato, der hed 12. August. Før den til sidst blev revet helt ud af kalenderen for omkring en uge siden. 

Men nu har filmen, der blandt andet er optaget på Lolland i Danmark, så igen fået ny premieredato

Den britiske instruktør og manuskriptforfatter, der har stået bag et hav af mesterværker, som Interstellar, The Dark Knight trilogien og Inception, kaster sig i denne omgang over spion/thriller-genren, med stærke unge navne som John David Washington, Robert Pattinson og Elizabeth Debicki på den talentfulde rolleliste. 

Holdet bag filmen tæller også prominente navne med talenter, der ofte går under radaren hos de fleste biografgængere. Men ikke hos Filmsiden. 

Nolans hold bag kameraet består igen af den hollandsk/svenske fotograf Hoyte van Hoytema, der også skød Spike Jonzes gudesmukke mesterværk Her fra 2013, og Nolans ligeså visuelt overdådige Dunkirk fra 2017. 

Den svenske komponist Ludwig Göransson er det nye spændende medlem af Nolans altid kompente hold. Han erstatter veteranen Hans Zimmer, der ellers har lavet musik til Nolans fem seneste film. 

Göranssons musik var det absolutte lyspunkt i den noget skuffende

Black Panther fra 2018, som han også endte med at blive belønnet med en Oscar-statuette for.

Nolans Crew tæller derudover; en fem-gange Oscar-nomineret produktionsdesigner, fire Oscar-vindende lyddesignere, og en BAFTA-nomineret klipper, der også har haft saksen i roste Hereditary, Marriage Story og Manchester by the Sea.

Christopher Nolans ellevte spillefilm skulle angiveligt have kostet et svimlende beløb på mellem 200 og 250 millioner dollars at producere. Med andre ord: Der skal sælges billetter – og helst en masse af dem, når Tenet rammer biograferne 26. August.

Hvorvidt datoen denne gang holder vand, må selv den bedste spåkone nok gætte blindt på, men vi følger løbende med i sagaen om Tenets udgivelsesdato her på Filmsiden.dk.